“Min datter og jeg havde derfor brug for en masse masse hud mod hud og så ofte amninger som muligt”

baby-child-newborn-arms-47219.jpg

Umiddelbart efter fødslen af min datter, mistede jeg en hel del blod (4,2 l) og måtte en tur på operationsbordet, det betød jeg var væk fra min nyfødte datter i 7 timer. Som sygeplejerskerne forklarede udskiller man efter fødsel et hormon via blodet som sætter blandt andet mælkeproduktion igang, men eftersom jeg mistede så meget blod gik tingene ikke “automatisk” igang. Min datter og jeg havde derfor brug for en masse masse hud mod hud og så ofte amninger som muligt og det havde vi stort set konstant de første dage/ uger.

Min datter kunne ikke rigtig få fat og jeg blev derfor anbefalet ammebrikker. Da min datter ikke tog nok på efter vi kom hjem fra sygehuset supplerede vi med lidt MME som eftermad når min datter havde ammet. Efter yderligere nogle dage med masser af hud mod hud og en smule eftermad vendte det og mælken løb rigtig godt til og min datter afviste eftermaden – hvilket betød hun fik nok mælk via amning. Vi kunne dog ikke slippe ammebrikkerne, da min datter nu havde vænnet sig til at bruge dem. Jeg prøvede flere gange at amme uden ammebrik, da jeg meget gerne ville af med dem, de var besværlige, da der var stort arbejde i rengøring og så var det en stress faktor for mig altid at skulle sørge for at have ammebrikker med mig – frygten for at være afsted og ikke kunne give min datter mad hvis hun blev sulten, hvis ikke jeg havde en af de “dumme” ammebrikker ved hånden.

Efter 3,5 måned fik min datter sine første 2 fortænder – jeg ønskede dog stadig at komme af med ammebrikkerne og da hun var 4 måneder lykkedes det at amme uden ammebrik – hun kunne pludselig sagtens få fat uden ammebrik.

Det krævede lidt tilvænning for både min datter og jeg at hun fik tænder og der var gange jeg overvejede at give op fordi hun bed. Men efter gentagende “nej” og “av” stoppede hun med at bide – selvom tænderne myldrede frem i den lille mund.

Da min datter var ca 6 måneder vågnede jeg en dag op med en ordentlig knude i brystet, trods amninger om natten. Det viste sig at være tilstoppet mælkekirtel og jeg måtte få min datter til at amme med hagen mod knuden, hvilket betød meget akavet ammestilling men det fjerne knuden at få tømt brystet.

Trods udfordringer med amning er jeg lykkelig for vi fik det til at fungere, og både min datter og jeg er glad for amning – da hun var lille var det tydeligt amning gav både ro og tryghed. Nu er min datter 11 måneder og ammes stadig  – trods 12 tænder og op og ned ture så ville jeg ikke være det foruden.