6 mødre om amning

DEL 1.

At blive mor er en stor omvæltning, man har en masse forventninger til hvordan det bliver og hvilke ønsker man har. Men det er ikke altid at ens forventninger stemmer over ens med realiteten.

Vi har spurgt 6 mødre om det der amning, hvordan og hvorledes og hvordan de oplevede det.

amning

Hvilke forventninger havde du til amning?
Jeg havde en forventning om, at amning vel bare var lige til. Jeg havde ikke tænkt over hvilket arbejde der også kunne ligge i det og at (i mit tilfælde) jeg skulle op hver 3. Time og amme, samt bruge brystpumpe flere gange dagligt for at få amningen op at køre.
Jeg havde lidt et glansbillede som forventning, sådan som man ser det på film.
På samme måde havde jeg også en forventning om, at man jo bare kunne give en flaske, når der var behov for dette. Men det lykkedes aldrig med flaske og amning var derfor eneste mulighed og løsning.

Har du mærket et pres fra venner/familie mht. amning?
Nej det har jeg ikke. Jeg har fået både ros og skulderklap fra familien, venner og fagpersoner med hensyn til at amningen kom op at køre og lykkedes. Især min mand har været en god støtte. Ellers tror jeg ikke at jeg havde kunne gennemføre det.
Jeg tror det er rigtig vigtigt, uanset hvad man gør, at de nærmeste bakker op og anderkender det man gør.

Har du på noget tidspunkt været flov over at amme eller ikke turde amme offentligt?
Jeg har enkelte gange været nervøs for reaktionen fra forbipasserende. Det har været offentlige steder og der har jeg nærmest kravlet ind i et lille hjørne og pakket mig og baby ind i dyner og tæpper.

Eller følt at samfundet pressede det ned over hovedet på dig?
Jeg har ikke følt det har været presset ned over hovedet på mig. Jeg har mødt sygeplejersker der har talt meget for at vi skulle få amningen op at køre, men de har også nævnt alternativet.
Vi var indlagt på sygehuset i 2 1/2 uge (fødte i uge 33) og efter de første par døgn, handlede det primært om amningen, udmalkning osv.
Jeg så det egentlig ikke som noget pres.

Sandie - ammede i 10 måneder.

Sandie - ammede i 10 måneder.

Hvilke forventninger havde du til amning?
- Jeg havde en forventning om, at det nok skulle gå, men samtidig en frygt for, at jeg ikke kunne. Jeg havde også en forhåbning, mere end en forventning, om at jeg kunne få hjælp til amningen og -etableringen hvis det blev nødvendigt. Jeg havde også en forventning om, at hverken sår eller betændelse skulle ramme mig - og så blev jeg klogere.

Har du mærket et pres fra venner/familie mht. amning?
- Jeg har som sådan ikke mærket et pres ift at skulle amme - mere et pres ift at stoppe igen. Det skete heldigvis helt naturligt og uden at nogle bad mig om det, men snakken faldt da på det en gang i mellem.

Har du på noget tidspunkt været flov over at amme eller ikke turde amme offentligt?
- Ja, mange gange. Og det er jeg ekstrem ked af den dag i dag! Jeg fik af vide af min kæreste hver gang, at det skulle jeg altså ikke være, men havde stadig følelsen. Så det endte med at blive sådan, at skulle jeg amme i det offentlige rum, så blev det skjult bag et tørklæde eller en stofble. Vi var på hospitalet lidt tid efter fødslen til en scanning for hoftedysplasi, hvor jeg satte mig hen i hjørnet for at amme - der blev jeg næsten skældt ud af lægen for at gemme mig ‘Det er det mest naturlige man kan gøre og vi er på et hospital - kan folk ikke lide at se det, så må de glo den anden vej! Her skal være plads til alle’, og så grinede han og kaldte os ind. Det fik skubbet lidt til min flovhed, men ikke nok - gid det havde!

Eller følt at samfundet pressede det ned over hovedet på dig?
- Jeg følte mig ikke presset til at amme, men som før skrevet, så mere presset til at stoppe og ikke mindst skjule at jeg faktisk ammede (om ikke andet så i offentligheden). Ærgerligt og bestemt noget jeg er blevet klogere på til næste barn!

amning

Hvilke forventninger havde du til amning?
- Jeg frygtede at det ville gøre meget ondt i starten. Hvilket det også gjorde! Meget ondt.. Men min sundhedsplejerske sagde, at det var forkert hvis det gjorde ondt, og min læge sagde, at det egentlig bare gjorde pisse ondt, men hurtigt ville blive bedre efterhånden som brystvorten blev hærdet. Derudover forventede jeg, at det ville blive være dejligt at give sit eget barn mad. Men det var svært at forvente noget, jeg tror egentlig at jeg lod de fleste forventninger ligge på hylden, og bare tog det hele som det kom.

Har du mærket et pres fra venner/familie mht. amning?
- Nej. Intet pres fra min familie.
Min kæreste var meget indstillet på, at jeg skulle amme, for vores datters skyld. Og han var også god de første par dage, hvor jeg var klar til at opgive på grund af smerterne.

Det var selvfølgelig min egen beslutning om jeg ville amme eller ej, men er glad for at jeg holdte den første uge ud, for derefter har der ingen smerter været. Og det er fandeme en skøn følelse, man kommer aldrig til at være tættere på sit barn, end når man ammer.


Har du på noget tidspunkt været flov over at amme eller ikke turde amme offentligt?
Eller følt at samfundet pressede det ned over hovedet på dig?
- Jeg er aldrig blevet helt fortrolig med at amme offentligt. Jeg føler mig lidt udstillet, selvom jeg ikke sidder og viser bryster.
Det har været nødvendigt at amme i venteværelset ved min læge flere gange, men jeg gør det af nød og ikke af lyst. Men jeg har ikke følt, at samfundet ser det som værende forkert, det er bare mig der er blufærdig.
Jeg synes det er sejt når andre ammer offentligt. Helt ærligt - Det er fandeme sejt at kunne mætte sit eget barn. Fantastisk hvad kvindekroppen kan.

Instagram: @ fru.holmlund

Instagram: @fru.holmlund

Hvilke forventninger havde du til amning? 
Første gang havde jeg ikke de store andet end jeg gerne ville. Heldigvis fik jeg et førsteklasses amme-geni af at barn der bare koblede sig på og tog fra. Ham ammede jeg i 14 mdr. Anden gang ville jeg absolut gerne amme igen og trods lidt opstartssmerter med hudløse vorter kørte det også bare i 9 mdr. Så da jeg i oktober blev mor for tredje gang havde jeg på intet tidspunkt overvejet amningen ikke ville fungere. Jeg havde de to andre gange jo kunnet amme uden problemer og jeg producerede fløde i rigelige mængder. Men men... Hende den bette pige jeg fik var altså ikke så god til det der amning. Hun kunne ikke få rigtig fat og suttede ikke effektivt eller længe nok. Det blev en ond spiral og da hun ikke tog nok på blev jeg stresset. Jeg kæmpede gjorde jeg. Da hun gylpede blod op fra mine brystvorter fortsatte jeg. Da hun skreg i kolikagtige dimensioner fortsatte jeg og når jeg græd af udmattelse og stress fortsatte jeg. Lige indtil hun blev 2 mdr. og alt var prøvet, men det amning bare stadig ikke fungerede. Så gik vi over til flasken og bum. Vi fik en glad, tilfreds, tyk pige der sover gode stræk om natten. Den havde jeg ikke set komme - at amningen ikke skulle fungere tredje gang, men ingen børn eller ammeforløb er ens.

Har du mærket et pres fra venner/familie mht. amning?
Aldrig. Men på de sociale medier... Jeg mærkede det jo så først tredje gang, da det først var der jeg var udfordret på amningen. Jeg spurgte til råds på Instagram og de allerfleste mødre der svarede var søde og forstående for min frustration over ikke at kunne amme og min stigende lyst til at skifte til flaske. Men der var også nogle enkelte der nærmest shamede mig for ikke at kæmpe nok. Det blev jeg eddermanme ked af. 

Har du på noget tidspunkt været flov over at amme eller ikke turde amme offentligt?
Nej faktisk ikke. Nu har jeg små diskrete bryster, så har altid kunnet skjule mig bag en stofble. 

Eller følt at samfundet pressede det ned over hovedet på dig?
Periodevis har det jo været oppe i medierne det her med at mødre bliver skældt ud for at amme i det offentlige rum, men jeg har altså aldrig oplevet det. Og gjorde jeg ville jeg nok bare tage mine gode bryster og baby og finde et andet sted at være. Generelt har jeg det sådan at i et samfund må alle tage hensyn til hinanden. Både dem der skal amme - at de lige lader være med at smide brysterne ned i sidemandens club sandwich. Og at dem der er rundt om den ammende lige giver plads og er de ved at dø over tanken om at skimte en brystvorte, så kigge den anden vej. Så skal det nok gå for alle. 

Instagram:  @m_lillelund

Instagram: @m_lillelund

Hvilke forventninger havde du til amning? 
Jeg havde en forventning om at amning var “nemt” men det var det ikke. Det krævede tålmodighed og øvelse med vores første barn. Inden jeg blev gravid havde jeg en klar idé om at jeg skulle amme, og har derfor aldrig tænkt tanken at dette ikke var en mulighed? Det har faktisk ikke strejfet mig at amning ikke kunne lade sig gøre hos mig. Ligeså længe jeg kan huske har jeg glædet mig til den dag, jeg skulle opleve den nærhed med mit barn. 

Efter jeg fødte vores første søn, havde han utrolig svært ved at få ordenligt fat ved amning og fik ikke nok mad de første døgn. Han endte ud med lysbehandling for gulsot og jeg sad bundet til en elektronisk brystpumpe for at få min mælk rigtig igang. Min mælk løb godt til, og da en utrolig sød jordemoder på 4 dagen (vi var indlagt i 10 døgn pga. gulsot) gav sig rigtig god tid til at få hjulpet vores lille dreng med at sutte rigtigt, lykkedes det. Jeg manglede virkelig vejledning, ro og en stærk dreng før det lykkedes. Fra at tabe sig 500g de første dage og komme ned på 3000g, endte vi med en søn på 12 kg da han rundede de 4 måneder så det var kampen værd.

Har du mærket et pres fra venner/familie mht. amning? 
Jeg har intet pres mærket fra min/vores omgangskreds. Da begge drenge har ammet så fint, har det ikke været et emne vi har snakket om. Det er jo endt ud med at gå super fint med amning ved vores første søn. Vores anden søn ammende flot nærmest da han kiggede op af vandet efter fødsel. (Men her vidste jeg også hvad det drejede sig om og havde en helt anden ro)

De har begge ammet til de var knap 9 mdr og herefter selv sagt stop, fordi de spiste/spiser sig mætte i almindelig kost. 

Har du på noget tidspunkt været flov over at amme eller ikke turde amme offentligt? 
Jeg har aldrig været flov over at amme offentligt. Det har jeg simpelthen ikke haft tid til at tænke over, hvis først den lille på armen er ked og sulten. Dog har jeg altid valgt at amme i “ammerum” i shoppingcentre hvis der er lavet dette. Det har jeg mere valgt for mine sønners skyld, så jeg kunne amme under rolige omgivelser. 

Har dog altid haft bluser på hvor man ikke “blotter” hele sin overkrop ved amning, da jeg selv har følt mig bedst tilpas sådan.

Eller følt at samfundet pressede det ned over hovedet på dig?
Jeg syntes man skal have lov til at amme lige der hvor barnet bliver sulten. Ammerum tager jeg ikke som en bås jeg bliver sat i for at andre “ikke skal se på det”, men som et rum der er lavet for at mit barn kan få ro og fred til at spise. Samtidig kan jeg være fuldt koncentreret om mit barns måltid, midt i et eksempelvis hektisk indkøbscenter. 

Der er utrolig mange offentlige debatter omkring amning i det offentlige rum, og hvis man tager det ind, kan det helt sikkert godt blive svært at amme der hvor man står, når ens barn melder sult. 

Jeg syntes dog det er utrolig vigtigt at huske på at det er en gave til os der altid har madpakken med. Vi kan sætte os hvor som helst og når som helst og amme.. Det er helt fantastisk! Hvis mit barn ville ammes et sted som var “mindre” passende, sørgede jeg for at have en løs bluse over min amme top eller en ekstra stofble. Så kunne jeg hurtigt dække min brystkasse og minimere folks øjne hvis de ikke brød sig om det, samt koncentrerer mig om at være til stede i mit barns måltid og ikke i tanken om hvad andre syntes eller hvor “bar” jeg var. Når jeg tænker efter, har jeg dog egentlig altid spurgt om man måtte amme, hvis jeg sad på restaurant eller lign. Dette har jeg nok mere gjort for ikke at blive kastet væk midt i er måltid, hvor mit barn så skulle forstyrres, end jeg har gjort det fordi jeg regnede med de sagde nej? 

Selvom jeg ikke føler jeg har tænkt over amning i offentligheden, har jeg jo alligevel tænkt over det ubevidst når man læser ovenstående. Dog ved jeg ikke om det bare er for min egen skyld, at jeg har taget de “hensyn”, eller om det er fordi jeg godt ved, at jeg kan træde meget få mennesker (heldigvis) over tæerne, ved noget så normalt og naturligt (•)(•) 

Instagram:  @Dindianab

Instagram: @Dindianab

Hvilke forventninger havde du til amning? 
Jeg havde en forventning om at kunne fuld amme min søn til han var 1 år og at han ikke kunne have flaske eller Mme. Jeg ville pumpe ud så jeg havde nok mælk i fryseren til hans mad m.m.

(desværre havde jeg ikke mere mælk, da han var 10 mdr, så han fik mme i en tudekop til han var 1 år)

Med min datter(hun er 8 mdr. Nu) havde jeg samme forventning. At skulle fuldamme og gerne længere end 1 år. Jeg drømte om ikke at give flaske eller mme og kun min egen mælk. (desværre var amningen hård denne gang, enten havde jeg for meget mælk eller for lidt mælk til hende, har flere gange ved at opgive, men kunne ikke slippe tanken om ikke at skulle amme. Så kæmpede videre og ammer stadig, min datter fik dog hurtigt 8 tænder og er en værre vampyr. Så nu ammer jeg og giver 1 flaske om aften)

Har du mærket et pres fra venner/familie mht. amning? 
Jeg mærkede intet press Fra venner eller familie. Presset kom udelukket Fra mig selv, jeg kunne ikke give slip på tanken om ikke at amme mit barn og den følelse det gav mig.

Har du på noget tidspunkt været flov over at amme eller ikke turde amme offentligt? 
Eller følt at samfundet pressede det ned over hovedet på dig?
Jeg kan amme foran nogle veninder, familie på min side, mødregruppe, omklædningsrum i svømmehallen. Men når det handler om vennerpar, svigerfamilien, restaurant m.m så vil jeg helst væk eller bruge ammeslag i værste tilfælde. Jeg har aldrig oplevet at nogle har kommenteret på at jeg ammer.

For mig er at amme mit barn kærlighed, at blotte sig selv og give alt hvad man har, handler om følelser og nærhed, og det er ikke alle jeg har lyst til at dele dette med. Så hvis ikke jeg kan sidde optimalt uden at skulle tænke på om nogen ser det m.m så vil jeg hellere sætte mig ud i bilen og have denne hygge stund.