Alt i mig skreg at min søn skulle være hos mig!

For ca. 1 år siden stod vi der - stadig ret nybagte forældre til en lille dreng på 10 måneder. Vores barsel var slut, jeg havde fået tilbudt nyt job og vores søn Anton skulle starte i dagpleje.

Vi havde nogle uger forinden været på besøg hos den pågældende dagplejemor, som egentlig var sød og sikkert virkelig dygtigt og erfaren. Men allerede dér føltes det helt helt forkert da hun, en relativt fremmed person, gik hen og tog min egen søn ud af armene på mig, for at vise ham rundt i dagplejen.

Alt i mig skreg at min søn skulle være hos mig!

Og som vi nærmede os indkøring i dagplejen, blev denne følelse kun yderligere forstærket. Jeg kunne ikke sove nætterne op til den første dag af indkøringen, alt kørte rundt i hovedet på mig. Så dagen før kiggede min mand og jeg på hinanden og tog en stor, og alligevel så naturlig beslutning - vores søn skulle IKKE starte i dagpleje.


Vi ringede undskyldende til dagplejemoderen og fortalte at Anton ikke skulle passes alligevel, jeg ringede og afslog tilbuddet om det nye job, og så var alting lige pludselig lettere og bekymringer og tvivl var løftet af vores skuldre.

Egentlig var dét at blive passet hjemme ikke fremmet for mig, da jeg selv er blevet hjemmepasset indtil skolestart. Men som teenager må jeg skammeligt indrømme at jeg nogle gange har kigget på min mor og tænkt om hun dog ikke kedede sig og ikke ønskede at gøre karriere. Men i bagklogskabens lys anede jeg jo ingenting om hendes liv og den altopofrende og uselviske rolle hun indtog som min og mine søskendes mor.

Det er en rolle og en opgave jeg ikke har kunne forstå eller begribe før jeg selv indtog den for 2 år siden.

Det at blive forældre har på mange måder været en kæmpe omvæltning og berigelse for både mig og min mand. Valget om at hjemmepasse har blot været startskuddet til en længere rejse for at finde tilbage til os selv og se vores prioriteter klart. Det første halve år hvor jeg passede vores søn hjemme boede vi i en kommune som lod pengene følge barnet og derfor gav et mindre tilskud. Herefter flyttede vi desværre til en kommune som ikke giver tilskud og har derfor siden skulle klare os for min mands løn.

Det har også betydet at vi har været nødt til at lægge budget flere gange og lægge det om, og om igen. Vi har valgt at bo billigt og småt, vi er minimalister, ejer og køber kun de absolut mest nødvendige ting, og køber helst genbrug, vi har ingen bil, ingen dyre abonnementer, vi spiser sjældent ude og har ingen gæld eller dyre lån at betale af på. Det kan måske lyde kedeligt for nogen, men for os er tiden sammen blevet det mest dyrebare vi ejer og det eneste vi ønsker os mere af.

Tid er også en af de ting vi har fået meget mere af efter vi tog valget at hjemmepasse. Vi har ingen mødetider og derfor ingen vækkeure der vækker os om morgenen, vi skal sjældent være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, vi har for det meste alt tid i verden til at stoppe op og studere hver en sten, hver en gren eller hvert et dyr vi møder på vores vej. Vores søn er den fineste læremester i væren i nuet’s kunst og det er jeg ham evigt taknemmelig for!

I forhold til min meget snævre teenager-anskuelse af det at hjemmepasse og i forhold til en af de bekymringer jeg ofte møder som hjemmepasser: så keder vi os altså sjældent. Godt nok er vi flyttet til en kommune som ikke giver tilskud til hjemmepassere, MEN til gengæld er der her et stort og stadigt voksende netværk af hjemmepassere, og vi har efterhånden fået skabt os en fantastisk, favnende og kærlig legegruppe, som giver både mig og min søn de relationer og den sociale interaktion vi har brug for i vores hverdag. Og skulle det ske at der enkelte dage opstår kedsomhed, så er det jo ofte i denne tilstand at kreativitet og opfindsomhed opstår!   

I fremtiden er håbet og drømmen at vi kan nedsætte vores forbrug og behov for penge yderligere, så også min mand kan tilbringe mere tid sammen med de mennesker han holder af, for tiden er vores mest dyrebare ressource.

I mit barndomshjem hænger et kort, lille ordsprog som lyder sådan her: Tid er penge, men det bedste forældre kan give deres børn er ikke penge, men tid.

Dette udsagn harmonerer rigtig fint med vores livstil og de valg min mand og jeg træffer.

Færre udgifter og ting, mindre arbejde, mere TID med hinanden. 


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.