Men det her, kan jeg på ingen måde overskue

Jeg vil her gerne dele mit ammeforløb, som ikke gik som foreskrevet i bøgerne!

Jeg fødte min søn i august 2017 og var helt opsat på, at selvfølgelig skulle jeg da amme ham, da det var praktisk og sundest for ham og mig. Men det hele blev ikke som jeg havde forventet. 

Det havde været en hård fødsel med mange timers veer og ingen presseveer, men ud det kom han. Straks efter fødslen skulle han have en smule hjælp til at trække vejret - intet alvorligt, han var blot udmattet efter fødslen. Da han er kommet på rette kurs igen, og jeg får ham tilbage hos mig, er der ikke meget overskud til at tænke på amningen. 

Jeg havde på daværende tidspunkt faktisk slet ikke tænkt på, at han skulle lægges til brystet.

Vi blev indlagt på mor-barn centret til observation for infektion hos vores søn. Dengang ville jeg bare gerne hjem, men i dag kan jeg godt se, at det var heldigt, at vi blev indlagt, ellers er jeg overbevist om, at amningen ikke ville være lykkedes. Da vi kommer op på mor-barn centeret ca. 2 timer efter fødslen spørger personalet om han er blevet lagt til brystet, hvor jeg svarer, at det var han ikke.

De vil gerne prøve at lægge ham til, men han virker slet ikke interesseret i brystet. Den rare sygeplejerske bliver enig med sig selv om, at det var nok fordi han havde fået en smule modermælkserstatning på fødegangen. Jeg havde haft graviditetssukkersyge, så efter fødslen skulle han have modermælkserstatning for at holde hans blodsukker stabilt. 

Efter endnu nogle timer siger sygeplejersken, at nu var vi nødt til at lægge ham til brystet.

Han virker stadig ikke interesseret, men jeg prøver at få ham til at tage fat. Jeg prøver og prøver i længe og min mand assisterer alt det, han overhovedet kan, men det lykkedes ikke rigtig for vore søn at få rigtig fast i brystet. Det ender med, at jeg tilkalder sygeplejersken for at få hjælp. 

Hun kan se med det samme hvad problemet er. Hans underlæbe er lille, og derfor har han svært ved at krænge den nedad. Derudover ser mine brystvorter ganske normale ud, men så snart man tager fat om brystet, så falder min brystvorte ind. Så jeg har faktisk en form for indadvendte brystvorter. 

Så en søn, der ikke har fanget den rette sutteteknik og delvist indadvendte brystvorter er slet ikke en god kombination.

Men sygeplejersken er overvist om, at det skal da nok lykkedes. Så vi prøver alverdens forskellige stillinger, med og uden suttebrik, hvor jeg hjælper brystet ind i munden på ham, og hvor sygeplejersken holder mit bryst. Men lige lidt hjælper det. Og der var ingen, der havde fortalt mig, hvor afsindigt ondt amning gør – jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forstillet mig, at det kunne gøre så ondt. 

Det ender med, at jeg sidder i hospitalssengen med armene i vejret og knyttede hænder, mens sygeplejersken ligger min søn til brystet endnu engang. Jeg krummer mine tæer og jeg hulker. Det gør så ondt, så jeg slet ikke kan være i min krop.


Og jeg er normalt ikke en, der giver udtryk for smerte, hvis jeg ved, at det kommer til at gå over lige om lidt. Men det her, kan jeg på ingen måde overskue. Til sidst siger jeg til sygeplejersken, at det her, kan jeg på ingen måde holde ud. Så hun er nødt til at fjerne ham igen, så jeg kan få nogenlunde hold på mig selv. Da jeg er faldet lidt ned igen, og har fået styr på smerterne har sygeplejersken hentet noget modermælkserstatning og givet min søn, så jeg kan få lidt ro og få modet igen til at lægge ham til senere.

Men da hun senere kommer og vil lægge ham til, går min krop i fuldstændig forsvarsposition, og jeg siger, at jeg slet ikke har lyst til at amme ham.

Hun prøver ihærdigt at overtale mig, men jeg kan slet ikke få mig selv til det. Hun ender med at give op, for senere på aftenen kommer en anden sygeplejerske, der havde godt styr på amning, så vi kunne rådføre os med hende. Da hun kommer ind til os, fortæller jeg hvordan jeg har det. 

Og hun tøver ikke et sekund med at sige, at jeg skal have ammepause i et døgn.

Jeg skal selvfølgelig pumpe ud for at få gang i amningen, men jeg skal ikke tænke på at lægge ham til. Det næste døgn går med, at jeg pumper ud hver gang han får modermælkserstatning, og min mælk begynder lige så stille at løbe til. 

Da jeg morgenen efter, altså halvanden døgn efter sidste ammeforsøg, vågner, ved jeg ikke hvorfor, men nu er det helt naturligt for mig at han skulle lægges til brystet. Det første forsøg bliver lidt akavet hvor min mand hjælper med at holde vores søn. Men det ender faktisk med, at jeg ammer ham i en halv time. Selvfølgelig med smerter, men de er til at holde ud – specielt fordi jeg havde fået at vide, at det ville blive meget bedre efter nogle få dage. Vi ender med at tage hjem dagen efter, da vores søn ikke har infektion, han har taget på, og jeg har ammet ham lige siden morgenen før. 

Vi kommer hjem, men det gør stadig ondt hver gang jeg lægger ham til. Specielt inden der kommer nedløb. Smerterne bliver lidt mindre når mælken er løbet ned, men det gør stadig ondt. Det bliver ved med at være sådan, og jeg snakker med sundhedsplejersken ved det første besøg. Hun forsikrer mig, at det nok skal blive bedre, jeg skal bare give det tid. Det bliver dog ikke bedre, men jeg lærer at leve med det. 

Så jeg ammer min søn i ti måneder, hvor jeg har smerter hver gang jeg lægger ham til, men på en eller anden måde, blev det bare helt naturligt, at det gjorde ondt.

Hvis vi ikke var blevet indlagt efter fødslen, og hvis jeg ikke havde haft en sygeplejerske, der havde sagt, at jeg skulle have et døgns ammepause, så er jeg overbevist om, at så var jeg ikke kommet i gang med at amme. Havde jeg været derhjemme, havde jeg aldrig selv turde tage en ammepause, for frygten for at amningen slet ikke ville komme op at køre. Og selvom det gjorde ondt i ti måneder, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg vil amme vores næste barn. 


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.