Min ammeberetning del 1

Så der lå jeg, med en jordemoder mellem mine ben i gang med at sy mig sammen, mens min nyfødte søn lå på et lille bord i den anden ende lokalet omringet af 5-6 forskellige folk inklusiv min mand!!

Han havde slugt for meget fostervand grundet den lange presseperiode, så han skulle i c-pap, til at få hjælp til at få lungerne helt foldet ud, og samtidig skulle han havde erstatning, da han havde brugt af sin madpakke inde i maven, grundet de 2 uger jeg var gået over tid.

Efter 10 lange minutter! Kom han endelig over på brystet igen, med besked på at han nok ikke ville tage brystet med det samme, når han nu lige havde fået erstatning.

Også var moderskabet ligesom i gang!

Heldigvis tog han brystet rimelig hurtigt, og de tjekkede sutteteknikken, hvilket var fint, så vi håbede at den erstatning han havde fået, ikke havde haft betydning for amme etableringen. Vi blev indkvarteret på patienthotellet med skrap besked om at de ville tjekke ind hver 3 time, for at sikre at han fik ammet, og at vi på trods af det godt kunne risikere at han skulle have supplering et par gange mere.

Da min råmælk ikke ville være nok til at mætte ham pga. at han havde brugt af sin madpakke og at hans mavesæk grundet suppleringen allerede var gået i gang med at udvide sig, hvilket den først skal gøre i takt med at amningen bliver etableret. Min mælk begyndte allerede at løbe til på anden dagen efter fødslen og de sendte derfor en amme vejleder ned til os, for at instruere os i stillinger, og tjekke hans sutteteknik osv. Alt så fint ud, og vi blev derfor sendt hjem, med lidt suppleringen i tasken, for at kunne give ham, hvis han blev helt ulykkelig.

De første dage derhjemme gik med at amme mere eller mindre hele tiden.

Det var mega hårdt, for ikke nok med at det gjorde ondt, så begyndte jeg også at få sår på brystvorterne, og det blødte næsten hver gang jeg ammede. Alt dette fik alarmklokkerne til at ringe, for igennem graviditeten og under etableringen læste jeg omkring, hvordan at hvis det gjorde ondt og man fik sår, så var der noget galt med teknikken. Ved første sundhedsplejerske besøg, fortalte jeg hende min bekymring, og hun tjekkede sutteteknik og tungebånd, samt sårene på min bryster, og hun sagde at det var helt normalt i starten, fordi brystet lige skulle vænnes til at blive suttet så meget på.

Dette var dog modsat alt det jeg havde fået og vide, så jeg spurgte flere forskellige mennesker jeg kendte, som havde været igennem det samme, og alle tjekkede mine bryster og sutteteknikken og de var enige i at det var helt normalt i starten, men hvis det fortsætter, efter amningen burde være etableret og hvis det gør ondt under hele amningen, så var skulle det tjekkes op på.

Jeg brugte et par dage, på at se youtube-videoer omkring ammestillinger, og læste omkring ammeetablering, og alle steder fik man samme besked om

at hvis det gør ondt og man får sår så er det forkert.

Jeg havde i starten løbende kontakt med min sundhedsplejerske og sendte hende billeder af mine bryster næsten hver dag. Jeg græd rigtig meget, fordi hver gang han sov, så frygtede jeg næste gang han skulle amme, og hver gang jeg ammede holdte jeg vejret det første minut indtil nedløbet var ordentligt i gang og det stoppede med at gøre ondt, og min puls bankede i vejret af nervøsitet for om han suttede hul på sårene, hver gang jeg havde ammet. Mine sår gik til sidst næsten hele vejen rundt om brystvorten, og min sundhedsplejerske foreslog at jeg brugte ammebrikker til at give mine brystvorter lidt fred til at hele i. Det gjorde dog ingen forskel hverken på sårene eller smerten, og jeg droppede dem derfor, da jeg synes de var for besværlige at komme på, når man ammer 10-12 gange om dagen. 

Efter 2 uger, så kom dommen endelig,

og jeg fik besked om at sårene ikke havde noget med teknikken og gøre, men simpelthen fordi mine brystvorter var 2 delte, og det øgede pres på dem, derfor gav hudløshed, som vidste sig som sår rundt om hele brystvorten, og at det med tiden nok skulle gå væk af sig selv. Og ganske rigtigt efter 1 måned, så gik sårene fra en dag til en anden nærmest væk af sig selv, og i takt med at amningen blev mere og mere etableret stoppede det også med at gøre ondt, og jeg fik igennem en ammevejleder besked om, at det var helt normalt at nedløbet gjorde ondt i starten mens etableringen finder sted. Men at det kun var hvis det gjorde ondt igennem hele amningen at der var noget galt. Puha, så var der sat flueben ved de 2 problemstillinger, og vi begyndte at blive roligere,

men desværre skulle dette ikke være det eneste vi skulle døje med i starten…


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.