Pædagogen Grethe havde råbt ad min søn

I marts 2014 blev jeg mor for første gang til en dejlig, aktiv dreng.

Dagene gik lynhurtigt og snart var det tid til at vælge vuggestue. Vi havde siddet sammen og udformet kriterier til den nye vuggestue:
den skulle være lokal så vi ikke skulle bruge for lang tid på transport.
Der skulle være gode rammer, en god pædagoggruppe, en god stemning på stuerne osv. 

Vi besøgte mange vuggestuer!!

Vi er så privilegeret at vi bor i byen i et område hvor der er enormt mange institutioner tæt på. Vores oplevelse var, at vi hver gang blev mødt af venlige og kompetente personer der forklarede deres pædagogiske praksis og fremviste deres dagligdag på bedste vis. 

Hver gang kom vi hjem og var enige om at den institution også virkede god! Det gjorde det svært for os som forældre at vælge, for hvordan skulle vi nogensinde kunne vide hvad der var bedst når de alle virkede gode? Vi spurgte vores naboer og der var mange forskellige holdninger til de forskellige institutioner. I sidste ende måtte vi træffe et valg, omend vi lidt følte at vi traf det i blinde. Vi besluttede os for at vælge den institution der lå tættest på, og som også var relativt nybygget og dermed bygget til dens formål. Den havde rigtig gode rammer for børnene umiddelbart. 

Dagene gik, og min søn var nu et år gammel og skulle starte i institutionen.

Jeg havde afsat en hel måned til indkøringen, og havde gjort personalet opmærksomme på det. Allerede ved indkøringen kunne jeg mærke at jeg ikke brød mig om nogle af de valg de træf. Fx fik min søn en primærpædagog tilknyttet som skulle være den pædagog der primært kørte ham ind og sørgede for at skabe tilknytning til ham. Men den pædagog der fik opgaven, var selv lige kommet tilbage fra barsel og havde valgt at afholde sin barsel delvist mens hun arbejdede. Det betød at min søn kun så hende 3 gange om ugen, hvilket er uhensigtsmæssigt. Men både primærpædagogen og især den anden pædagog der var tilknyttet stuen, var fantastiske, så vi tænkte at det nok skulle gå. 

Under indkøringen blev jeg ofte ringet op og bedt om at hente min søn - nogle gange blot fordi de følte de havde travlt og vidste at jeg var hjemme, og ikke fordi min søn havde brug for at blive hentet tidligt. Det lagde de ikke skjul på. Det undrede jeg mig også over, men som førstegangsforælder føler man ikke at man ved nok til at kunne sige hov!

Så gik dagene og dagligdagen begyndte.

Jeg oplevede at min søn havde svært ved at blive afleveret, men samtidig oplevede jeg også at pædagogerne på hans stue var empatiske og trøstede ham når han havde behov. Der var mange gange hvor jeg mødte ind til en dreng der puttede hos en voksen, og det var dejligt at se. 

I afleveringens situationen var problemet ofte, at han ikke kendte de voksne han blev afleveret til. Der var ofte udskiftning af personale på de andre stuer eller vikarer osv. hvilket gjorde at afleveringen var utryg for ham. Men kort tid efter var han glad igen. 

Min meget aktive dreng var virkelig fremme motorisk, så han kunne både gå og løbe da han startede i institutionen. Hvilket gjorde at han bedre kunne lege med de andre børn og ikke var så afhængig af de voksne igen. I det store hele var vi tilfredse med institutionen. Jeg meldte mig ind i forældrebestyrelsen og forsøgte at tage aktiv del i institutionen.

Men bedst som vi troede at vi var faldet til rette begyndte udskiftningerne!

Den første udskiftning var af pædagogmedhjælperen. Den første var vi heller ikke helt vilde med og den nye var meget god, så vi tænkte at det gik! Derefter blev det min søns primærpædagogs tur. Den var svær for os at sluge for hende havde både vi og han været glade for, men vi trøstede os med at den anden pædagog stadig var der. Hende kan vi kalde for Anna. Anna var nu det eneste kendte ansigt på stuen. Der kom endnu et par rokader og udskiftninger inden der kom en fast ny pædagog på stuen. Vi oplevede at alle børnene søgte hen til og havde brug for Anna fordi det var hende de kendte bedst, og fordi hun var så omsorgsfuld og glad for børnene. Selv børn fra de andre stuer søgte hen til Anna. 

Selvom vi var kede af de udskiftninger der var der, var vi fortrøstningsfulde fordi vi kunne se at Anna virkelig var der for børnene. 

Men ak, lykken varede ikke ved for snart skulle der spares og det betød at man udvalgte nogle pædagoger som skulle omplaceres. I Københavns kommune fyrede man ikke pædagogerne, men omplacerede dem i andre institutioner der havde brug for personale. 

Det kom som et kæmpe chok for hele forældregruppen, at man udpegede Anna til at blive om rokeret!

Af alle pædagoger i institutionen valgte man simpelthen den pædagog der brændte mest for sit fag og som både børn og forældre fandt mest trøst i. Flere forældre græd i afmagt! Og forældregruppen gjorde alt hvad vi kunne for at holde fast i Anna.

Vi skrev en klage, vi holdt møder, vi talte med lederen.

Men vi blev spist af med at der var nogle ting man ikke kunne diskutere med forældrene, og at motivet bag var personfølsomt osv. Der opstod en konspirationsteori blandt forældrene om at man havde valgt at omplacere Anna fordi hun havde et dårligt forhold til en anden pædagog - Grethe - og at Grethe havde god kontakt til ledelsen.

Den dag i dag ved vi ikke hvad motivet var for omplaceringen af Anna, men vi kender konsekvensen. 

Den ro og orden som Anna havde formået at skabe i kaosset var jo væk. Pludselig var der ikke længere nogle rutiner eller sædvaner fordi hele pædagoggruppen var blevet udskiftet i løbet af kort tid. Flere forældre trak deres børn ud der, og vi overvejede det også stærkt. Men vores søn havde lige vænnet sig til institutionen og vi skulle opmåle det med den dårlige indkøring vi havde og frygtede at vi skulle udsætte ham for det samme igen. 

Vores søn var nu lidt over 2 år gammel og havde dannet relationer til de andre børn.

Især en pige - Sigrid - havde han et rigtig godt forhold til. Sigrids mor og jeg havde også et godt forhold og vi sås til legeaftaler privat. 

Børnene tilpassede sig og snart havde man en dagligdag der fungerede ok igen. 

Når børnene blev afleveret om morgenen blev de afleveret i et fællesrum hvor der var 2-3 pædagoger - de 2-3 pædagoger kunne nogle gange stå med rigtig mange børn. En morgen mødte jeg ind til en pædagogmedhjælper der var alene i fællesrummet med mange børn og hvor der var det rene kaos. Jeg havde fleksible mødetider og valgte simpelthen at blive og hjælpe hende, fordi man hverken kunne være det bekendt overfor hende eller børnene og fordi jeg ikke kunne aflevere min søn til det kaos. 

En anden dag mødte jeg en forælder som jeg også snakkede meget med.

Vi skulle hente børn og hun fortalte mig så at pædagogen Grethe havde råbt ad min søn at han skulle holde sin kæft da han har været ked af det.

Hun havde set det men havde ikke grebet ind i situationen, og var gået med enormt dårlig samvittighed, så hun ventede simpelthen på mig så hun kunne fortælle mig om hændelsen. Jeg takkede hende, skyndte mig at hente min søn og brød så sammen i gråd. Tænk at en pædagog råbte ad min søn at han skulle holde sin kæft når han har været ked af det og haft behov for empati hos de voksne…

Det var mere end jeg kunne klare, og jeg satte mig straks ned og forfattede en klage til lederen.

Dels fordi jeg så havde noget skriftligt på hvad der var hændt og at jeg faktisk havde klaget, dels fordi jeg vidste at jeg ville blive så oprørt hvis jeg tog det ansigt til ansigt med medarbejderen eller lederen at jeg var bange for at bryde i gråd og ikke få sagt alt hvad jeg gerne ville sige. 

Jeg mødte lederen dagen efter og hun sagde at hun havde set klagen og ville indkalde til et møde

- så langt så godt.

Hvad jeg så ikke vidste var at lederen var gået hen til pædagogen Grethe og fortalt hende om klagen, og de havde sammen konkluderet at det nok var Sigrids mor der havde fortalt det fordi vi sås privat. De henvendte sig derfor til Sigrids mor og udfrittede hende om hvorfor hun var gået til mig og ikke havde talt med Grethe direkte. Sigrids mor anede jo ikke hvad de talte om, og hun henvendte sig så til mig og spurgte hvorfor jeg havde sagt at det var hende der havde fortalt om situationen. Jeg var igen chokeret over hændelsen, over situationen og over den manglende professionalisme fra lederen. Jeg forklarede Sigrids mor at jeg selvfølgelig ikke havde sagt at hun havde sagt noget, men selv hvis hun havde så kunne jeg ikke se problemet i at man informerer medforældre om situationer man har overværet. Jeg mistede al tillid til lederen og tænkte at jeg ville klage over det, men først når min søn var stoppet for jeg ville ikke risikere at han blev dårligt behandlet. 

Da jeg kom hjem, skrev jeg min søn op til en anden lokal institution. Håbet var at han kunne få plads i den nye institution i forbindelse med at han skulle rykke op i børnehaven. Desværre var ventelisten lang, og han havde derfor ikke fået plads da han blev gammel nok til at rykke op i børnehaven.

Tiden kom til at han skulle op i børnehaven - han kom i en stue der havde en sproggruppe: børn der skulle lære dansk og som derfor var i institutionen i nogle timer om dagen fx 10-14. Det betød at de resterende 10 “almindelige” børn på stuen havde en rigtig god normering når sproggruppebørnene ikke var der. Pædagoggruppen var fantastisk sammensat af en empatisk og hjertevarm medhjælper, en sej og initiativrig pædagog, og en konstruktiv og flittig pædagog. 

Endelig blev vi glade for institutionen igen. Der kørte bare! Men ak, lykken skulle selvfølgelig ikke vare ved. Sproggruppen blev nedlagt og der kom flere børn på stuen, hvilket selvfølgelig var ok. Men kort tid efter blev den ene pædagog omplaceret pga. besparelser. Kort tid efter blev den anden pædagog stressramt og senere sagde hun op, og pædagogmedhjælperen blev også omplaceret.

Heldigvis tikkede der næsten samtidig et brev ind på e-boks hvor vi fik tilbudt en plads i den institution vi havde skrevet vores søn op til. 

Alligevel var vi faktisk i tvivl om vi skulle flytte ham fordi han havde så gode relationer til de andre børn, og fordi vi var bange for om situationen også var på samme måde på de andre institutioner. 

Vi valgte at have is i maven og sige ja tak til pladsen. 

Alt i alt nåede min søn at have flere end 20 pædagoger tilknyttet i løbet af de 2,5 år han gik der. Men det værste var den manglende kommunikation. Vi fik nærmest intet at vide fra ledelsen og hvis vi fik noget at vide var det ofte når vi først havde fået besked om det på anden vis. Vi vidste fx ofte ikke at der var blevet ansat en ny vikar, så vi mødte ofte ind til en person vi ikke kendte som skulle tage imod vores børn. 

Eller at der var opstået en situation i nærområdet der fik politiet til at henvende sig og bede institutionen holde børnene indendørs, hvor vi intet fik at vide fra institutionen, men derimod fortalte børnene om politimændene der var kommet og havde sagt at børnene skulle gå ind. 

Da min søn skulle starte i den nye institution, var vi meget bekymret men vores bekymringer viste sig at være fuldstændig grundløse. Den nye institution havde alt det vi savnede ved den gamle: 

God kommunikation, god, solid, og meget omfavnende pædagoggruppe, masser af bevægelse og motion. 

Vores søn blomstrede!

Han gik fra at være forsigtig til at klatre i træer, og fra at være lidt mut ved afleveringen om morgenen til at glæde sig til at lege med sine nye venner. På intet tidspunkt følte vi at vores søn mistrivedes. Hvis han havde gjort det, ville vi heller ikke have ventet et sekund med at flytte ham. Men vi følte heller ikke at han stortrivedes! 

Som førstegangsforældre var det svært at vurdere om man var for sart, men mit råd til andre forældre er

at de skal følge deres intuition og mavefornemmelse. 

De fleste pædagoger som min søn mødte i den gamle institution, var heldigvis rigtig gode pædagoger der desværre arbejdede under elendig ledelse og for mange besparelser. Men min søn bør ikke være forsøgskanin eller være i opbevaring indtil de har fået styr på sagerne. 

Den dag i dag er min søn 5 år gammel og har været i den nye institution i over et år, og vi er stadig glade og lykkelige for institutionen den dag i dag og har skrevet lillebror op til den samme institution. 

Mvh Siham 

 

j