Opskriften der bare aldrig bliver helt perfekt. Kender i det?

For 6 måneder siden blev jeg for første gang mor til den sødeste Theodor. Det var en vanvittig overvældende og fantastisk oplevelse, men samtidig har jeg lige siden, hver dag kæmpet med opskriften. Hver morgen, hver middag, hver eftermiddag, aften og nat forsøger jeg mig med opskriften, igen og igen. Den bliver aldrig sådan helt perfekt. Mange har forsøgt sig med den, ja millioner har forsøgt sig med den. I virkeligheden må man nok indse at ingen kender den helt og aldeles, men man kan lære at acceptere den som den er.

Her kommer mit bud på den hidtil sværeste disciplin og opskrift jeg har forsøgt mig med;

"den perfekte mor"

Den første og aller vigtigste ingrediens er den nemmeste. Nemlig kærligheden. Den formår de fleste mødre altså at mestrer. Man har den altid. Selvom man løber tør for andre ingredienser, så er kærligheden easy peasy. Den behøver i altså ikke gå at lede efter, som man leder efter det eneste krydderi, Netto absolut ikke har den dag man skal bruge det! Den kommer hos størstedelen helt automatisk at some point. 

Dernæst skal i bruge en god slat tålmodighed. Det er en af de vigtige, men også umådeligt svære. I hvert fald for mig, som normalt synes det er spild af liv at blandt andet stå i kø - både i butikker, men specielt i en telefonkø! Gud jeg hader den der irriterende “det mig der står herude og banker på”, Thomas Helmig sang der spiller, når man skal igennem til barselsafdelingen hos “ “udbetaling Danmark”. Så luk dog manden ind! 

En skefuld overskud kommes oven i. Jeg ved godt det ikke ligefrem er det man har allermest af efter, for nogens vedkommende 24 timers veer, pressen, sved og tårer. Men det er en vigtig ingrediens. Der skal faktisk ikke bruges særlig meget, for her går kærligheden ind og hjælper, men en smule skal der til. Så ned og grav i de dybe skuffer. De skuffer hvor der alligevel burde ryddes op pga. den pose for gammelt hvedeklid og stevia du engang købte i et øjebliks hjerneblødning med en livsstilsændring som formål. Det var sikkert klogt den gang og du havde oceaner af overskud og tid til ændringen. Prøv lige at genkald en skefuld af det overskud. 

Derefter tager du alt den søvn du gennem hele livet har samlet nænsomt på - også de 31,5 minut du fik efter byen og inden arbejde, åbner vinduet og drysser det udover græsplænen som var det, gødning til en meget trist grå plæne. Søvn skal i ikke bruge noget som helst af. Næ nej, væk med den. Se bort fra at man nogen steder, bruger kombinationen af mangel på søvn og babygråd som tortur. Det kommer ikke til at ske for jer, for i jo igang med opskriften på den perfekte mor.

En lille smule - ca. hvad der svarer til en deciliter, “pyt” er også rigtig godt i denne sammenhæng. Lidt alla en “pyt-knap”. “Nu blev klokken alligevel 21.30 før han faldt i søvn”, “måtte han egentlig gerne få jordbær før de 6 måneder?”, “åh nej, nu har han siddet en hel time i autostolen”. PYT! Det går sgu nok det hele. Altså det jo ikke fordi baby lever i autostolen, samtidig med at han/hun dag bliver fodret med en fuld erstatningskost baseret på jordbær i stedet for mælk.

Til slut, har jeg virkelig fundet en genial hemmelig ingrediens til denne fantastiske opskrift. En ingrediens der ikke kræver noget af mig! På trods af det, får den alle de andre ingredienser til at hæve, og gør dejen meget mere luftig. Hvor banalt det end lyder - en rengøringshjælp. Hun sørger for at alle nullermænd (som min søn ikke har spist), og gylppletter (som min søn heller ikke har spist), forsvinder med et trylleslag. Det gør simpelthen bare at jeg får langt mere overskud og tid til at fokusere på opskriften, og ikke bekymre mig om støvsugeren, som i øvrigt også vækker Theodor, hver gang jeg støvsuger midt i 20 minutters luren. Man skal i øvrigt også sove når baby sover. Så godnat i 20 minutter. 

Jeg mangler sikkert hundredvis af ingredienser og har for meget og for lidt af nogle, men jeg har kæmpet med opskriften i lidt over 6 måneder, og nu er jeg træt. Den er ikke sådan helt god endnu. Ikke sådan perfekt.

Andre ville nok ikke bemærke noget, og tænke “det er da gået meget godt” og faktisk så har jeg valgt at gå med den holdning. Det går sgu egentlig meget godt og Theodor har det egentlig pis’ fedt! Og mon ikke at erfaring og tid, er de sidste manglende ingredienser, til denne ellers så fyldestgørende og meget sandfærdige opskrift.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.