Ord, der for mig popper op, når jeg hører ordet pseudotvillinger, er:

Hårdt

Dejligt

Lykkeligt

 

Alle tre ord beskriver meget godt den følelsesmæssige rutsjebanetur, vi har været igennem de sidste par år. At gå fra at være nybagte førstegangsforældre til pludselig at være 2. Gangs gravid uden egentlig at vide, hvad det indebærer at have et barn.

Falke fra februar 2017 var jordens nemmeste baby, og derfor blev vi rimelig hurtig klar på ideen om en lillebror eller lillesøster. Vi frygtede også at planlægge for meget, for ‘hvad nu, hvis det ikke lykkedes’. Så vi besluttede, at det måtte ske, når det skete.

Da Falke var 5 mdr., stod vi med en positiv graviditetstest. Et sus af lykke og spænding strømmede igennem mig, men samtidig blev jeg også ramt af en form for panik. Åh nej, hvad havde vi rodet os ud i. Kan man elske et barn mere lige så højt, kan man være der ordentlig for dem begge, og oveni kom alle praktiske spørgsmål.

Hvordan med barnevogn, bil og hvad hvis Falke ikke kunne gå, når lillesøster kom!

Tiden gik, og vi vænnede os mere og mere til tanken om at blive en familie på fire. Vi var til kønsscanning og fandt ud af, at vi ventede en lillesøster, og det hele blev mere og mere virkeligt. Dog var det en smule trist, at vi ikke kunne dele glæden med Falke, han forstod jo ingenting. Jeg kunne og kan for den sags skyld godt misunde dem, hvor storebror/søster er en større del af graviditeten og glæder sig, til den lille ny kommer.

Graviditeten var ikke nem, de sidste 4 måneder af graviditeten havde jeg bækkenløsning, som jeg vil beskrive som slem. Der var dage, hvor jeg knap nok kunne løfte Falke, og det var altid min kæreste, som måtte klare alt i hjemmet. Dog fik vi en rengøringsdame, og nej hvor er det lækkert, så hende har vi holdt fast i :-)

Under graviditeten var jeg ofte ked af, at jeg ikke kunne være der ordentligt for Falke, det følte jeg i hvert fald. 

 For hver dag der gik, så jeg mere og mere frem til den forestående fødsel, så jeg kunne få min krop igen og lave en masse ting med Falke, for uanset hvad, så kunne tingene da kun blive lettere, når jeg fik min krop igen og kunne gå rundt og rejse mig uden smerte. Men det skulle vise sig, at jeg ikke havde helt ret i den påstand.

Langt om længe ville lillesøster til verden, kun 10 dage over tid! Falke blev hentet af mormor og bedstefar og skulle være hos dem de næste par dage, da vi ville blive på sygehuset for at få amningen etableret. Felia kom til verden kl.19.45, og næste dag kl. 10 mødte storebror sin lillesøster. Jeg glemmer aldrig det blik, som mødte mig, min elskede søn så på mig, som om han tænkte:

“Hvad laver du der mor, hvordan kan du gøre det mod mig”  

hurtigt kom han op i sengen til Felia, og han fik lov til at røre hende. Han syntes, det var spændende, men nyhedens interesse var kort, og så gad han ikke det mere. Falke besøgte os flere gange om dagen, de to dage vi var der, og for hver gang blev han mere og mere påvirket, negativt.

Når min kæreste holdt hende, blev Falke ked af det og kunne overhovedet ikke finde ud af, hvad der skete, og han var generelt bare en meget mere pylret dreng, end vi var vant til. Så vi valgte at tage hjem, så vi kunne være der ordentligt for ham og starte vores nye tilværelse som familie.

 Da vi kom hjem, var det hele, lige som det skulle være, en rigtig dejlig start på vores nye familie på 4. Falke var meget interesseret i lillesøster og ville hele tiden ae og kramme hende

IMG_0727.jpg

Felia var dog ikke den nemmeste lille pige, jeg kæmpede for at få min mælkeproduktion op, og Felia hang i brysterne nærmest 24/7. Jeg havde ofte 20-24 amninger i døgnet, og hun ville kun sove hos mig. Hold nu op, hvor blev mit moderhjerte sat på prøve. Jeg følte, jeg svigtede Falke, først graviditeten og så nu, hvor jeg fysisk godt kunne tage ham op, så “tillod” Felia det ikke. Utroligt nok så tog Falke det rigtig pænt, men jeg prøvede også at være meget opmærksom på ham, så jeg sad fx ofte på gulvet og ammede. Og aldrig har jeg følt, at Falke har været påvirket af at blive storebror, kun de første par dage på sygehuset, ellers har han elsket sin lillesøster lige siden.

De første 3-4 måneder af Felias liv var rigtig hårde, hun græd rigtig meget, faktisk så meget at Falkes ord/lyd for Felia er “argh” (han siger som en skrigende baby), det er nu lidt sjovt og sødt, men det fortæller også lidt om, hvor meget hun har skreget/grædt. Vi kunne ikke rigtig tage nogle steder, uden hun græd, jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har ammet i bilen på vej til vuggestuen, på parkeringspladser, gående rundt i zoologisk have osv.

Det var hårdt, rigtig hårdt!  

Og jeg må indrømme, at jeg ofte tænkte, hvad er det dog, vi har rodet os ud i at få to børn så tæt på hinanden.

Jeg har aldrig fortrudt Felia, men jeg har til tider fortrudt tidspunktet.  Men nu er vi kommet ud på den anden side.  

Felia er nu 6 måneder, og jeg ville aldrig nogensinde lave om på det, vi har nu.
Jeg elsker hver eneste dag med mine to børn,
jeg elsker at se deres kærlighed til hinanden, og hvordan de allerede nu leger sammen.
Jeg elsker at se, hvor god og kærlig Falke er ved hende, og jeg bliver stolt helt ind i hjertet af at se dem sammen.

Selvfølgelig er det stadig hårdt, og der opstår dagligt dilemmaer. Hvis de begge græder, hvem skal man så trøste først?! Hvordan forklarer vi Falke, at han ikke må være for voldsom ved sin lillesøster uden at skælde ham ud, hvis han er lidt for voldsom. Falke er også igang med en masse spændende udvikling med fx at snakke, og han siger og gør en masse sjove ting. Ofte skal jeg tage mig selv i, at jeg også skal huske at give Felia lige så meget opmærksomhed.

Når dét så er sagt, så er der mange positive ting ved, at vi har fået dem så tæt på hinanden.

IMG_1905.jpg

De vil altid have en legekammerat, de vil få et enormt tæt bånd og få så mange dejlige stunder sammen. Ligeledes er der også mange positive ting for os som forældre. Vi er inde i rytmen med bleskift og natterend, og inden længe bliver det hele lettere med udflugter mm., da vi ikke skal tænke på hver deres middagslur.

En sidste ting, jeg lige vil komme ind på, er mor og far.

 At få børn er en prøvelse for et parforhold, men at få pseudotvillinger er en endnu større prøvelse. Man bliver presset på samtlige parametre, man er udkørt og giver al sin opmærksomhed og kærlighed til børnene, så når det bliver aften, og børnene sover, så er der ikke mere overskud tilbage. Sådan har det i hvert fald været i vores tilfælde. Vi arbejder dagligt med vores forhold, og vi prøver at tage os tid til hinanden. Som dagene går, og det hele er blevet lettere med børnene, er vores forhold også blevet bedre igen. Vi er blevet styrket af at blive forældre til to, og jeg er ret sikker på, at vores forhold nu kan klare alt, hvad livet byder os. 

At blive mor til pseudotvillinger har været mit livs udfordring, og det har været det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, men samtidig har det også været den største gave.

Havde ‘Mamawise’ spurgt, om jeg ville skrive et indlæg for 4 måneder siden, så havde min anbefaling til alle været: “Lad være!!!” Men nu vil jeg klart sige, at I skal se og komme igang med nr.2 :-) Det giver en daglig glæde og lykke.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.