Drømme barsel

Den 6/12-2103 blev jeg mor til den skønneste lille dreng Silas. Han blev født i Bodil stormen og jeg skal love for at det fik en betydning, eller sådan føltes det i hvert fald!
Min mand tog hjem, da vi kom på barselsgangen, da han havde sovet minimalt de sidste par dage.
Her sad jeg så med en dreng, som var født med 2 ekstra fingre og 1 ekstra tå.
Børnelægen skulle komme og sætte nået tråd på og jeg skulle igang med det her amning. Alt i min krop skreg bare på hjælp, da jeg intet vidste om dette barn.
Hvor var opskriften, alle sagde jo at det var den vildeste i verden!
Da der var middagsmad, vidste jeg ikke om han kunne ligge i den kørende vugge imens jeg hentede mad på gangen, ville det være okay at han var alene et par minutter?!
Om aftenen løb sygeplejersken ind og ud og skulle måle blodtryk og tjekke om amningen kørte.
Dagen efter ville jeg bare hjem, for hvor svært kunne det være at passe et barn, han var jo min og alle sagde at det bare var naturligt at komme i moderrollen.
Vi skulle blive en dag ekstra pga de ekstra tæer skulle falde af.
Vi kom hjem og den ene nat efter den anden skreg han bare. Vi havde fået ordre på at give sprøjte med MME i, da han kun vejede 2480g,  men han skreg hele tiden alligevel.
2 dag hjemme ville jeg bare ud at gå en tur med vognen, jeg tog min mor med og brød fuldstændig sammen. Jeg kan ikke tage mig af ham, jeg ved ikke hvad hans behov er græd jeg. For hvem havde egentlig fortalt mig, hvad jeg skulle og hvornår.
Da der var gået en uge og alle ting i min krop bare var vendt op og ned, så kunne jeg ikke mere. Jeg kunne slet ikke holde det skrigeri ud og han kom på flaske.
Jeg var så lettet, at jeg havde sagt fra og min mand kunne pludselig hjælpe. Min SP sagde, at det var så stærkt gjort. Den gode følelse varede dog kort, for dagen efter kom mine søstre forbi, de var målløse og sagde at jeg ikke havde givet det amning et ordentligt forsøg og at det jo var det bedste for ham. Jeg ville ikke kunne give nærvær ved en flaske!
Et slag i ansigtet og jeg græd fortsat hver dag. Han skreg i 11 uger og alle sagde at det bare var kolik. Jeg fik ham til fys, kiropraktor mange gang og til sidst zoneterapi. Hver gang han skreg gik min mand og jeg rundt skiftes vis med ham i 2-4 timer hver aften.
Jeg var så gal og frustreret på samme tid, hvorfor skulle jeg have sådan et barn, hvorfor skulle han fylde ALT, jeg havde intet socialt med nogen. Jeg var konstant træt og udkørt, men fik dog alligevel presset træning og kost ind. Det var dog fordi at dette var min frirum, jeg kunne have min hænder fri. Nogle aftener gik jeg ude med barnevognen i minus græder og kiggede ind af folks vinduer. De spiste aftensmad i stearinlysets skær, jeg gik bare med den møgunge som havde taget nærmest alt fra mig.
Hvor var den dejlige tid henne, hvor man skulle på cafe med veninderne, drikke kaffe imens han sov, farve bryn osv?!
Det havde alle jo sagt, at det var så hyggeligt med barsel og jeg skulle nyde tiden.
Ja tak, det var så umuligt med et barn som ikke sov.
Alle tanker kørte rundt, altså er jeg virkelig en dårlig mor, hvorfor kan jeg ikke rumme ham og bare nyde en sød baby.
Jeg følte mig alene, for ingen andre jeg kendte havde disse følelser og deres børn sov hele tiden!
Jeg kunne konstant høre ham skrige og den dag i dag, kan jeg mærke alt vender i mig når andres børn skriger.
Mit liv var vendt op og ned og selvom jeg var vant til en travl og stresset hver dag på job, med en masse ansatte under mig. Ja så kunne jeg slet ikke klare denne rolle. Jeg ringede på arbejdet efter 3 mdr og spurgte om jeg kunne komme tilbage, for dette var for hårdt. En anden måtte tage over, jeg ville gerne aflevere ham og sige at jeg desværre ikke kunne klare opgaven.
Da han var 12 uger ringede jeg til lægevagten, mit barn skriger og han vil ikke holde op igen. “ dette er blot kolik sagde lægen i telefonen”
Jamen de sagde det gik over når de er 3 mdr, og han er altså 12 uger og 3 dage.
Så langt ude var jeg og jeg måtte sende ham afsted i dagpleje da han var 6,5 mdr.
Det havde alle også en mening om, han er da alt for lille og vil du ikke savne ham.
Ligemeget hvad, jamen så blev jeg målt af omgivelserne, ingen af mine beslutninger var gode nok.
Jeg følte mig som den dårligste person o verden, hvorfor kunne jeg ikke rumme dette menneskes behov og hvorfor var jeg så ked af det hele tiden.
Jeg valgte at være en god mor, som sagde fra da det blev for meget. Og jeg valgte at min dreng skulle have en glad mor, istedet for en som var utilstrækkelig derhjemme.
I dag er min søn 4,5 år og han er den bedste dreng til at tale i hele børnehaven. Han er så kærlig og utrolig sød ved andre.
Vi brugte 2 år på at tænke over 2 barn og jeg overvejede psykolog inden for, at kurere den angst som sad for at der opstod kolik igen.
I nov 2017- fik vi en lille og desværre var denne barsel lige som frygtelig - denne kan du læse her på mamawise senere.


Mvh Rikke