Miraklet som resulterede i isolation, abnorm søvnmangel og belastningsreaktion

...det er overhovedet ikke det, man forventer, når man endelig efter 4 års kamp, fertilitestsbehandling og gentagne ufrivillige aborter og endelige er blevet mor. men det beskriver meget godt min barsel med vores datter. 

2012 starter fantastisk med hjerteblik og sprællevende baby. Vi er nået over de kritiske 12 uger, og vi tør nu endelig tro på, at vi skal være forældre til september. Derudover skal vi giftes til juni. Alt er godt. Graviditeten går godt. Jeg har ingen gener overhovedet. Vi er lykkelige. 

Men påskedag knap halvvejs i graviditeten bristede min verden fuldstændig ud af det blå. Min elskede far døde pludselig af en blodprop i hjernestammen. To måneder før han skulle have fulgt mig op ad kirkegulvet, dagen før min søster (min virkelig seje søster!) fødte hans første barnebarn og fire måneder før andet barnebarn, vores mirakel kom til verden. Lige der, på sygehuset, da han udåndede sit sidste åndedrag, gik min verden i stå. Det føltes i hvert fald sådan. For en stund. 

Jeg havde endnu ikke rigtigt mærket liv, jo nogle boblende fornemmelser. Men som førstegangs er det altså svært at vide, om det virkelig er baby eller det bare er mavegas. Flere gange brød jeg grædende sammen, fordi jeg var sikker på, at min sorg ville resulterede i, at vores mirakel døde. Når man er i chok og sorg, er man bare ikke rationel. Men midt under salmen Dejlig er jorden til min fars bisættelse 11 dage senere, får jeg de første rigtige spark, mens vi synger ”…slægt skal følge slægters gang”. Sikke en symbolik. Der vidste jeg, at det hele nok skulle gå alligevel. 

Midt i august, to uger før termin, får jeg en lørdag aften pludselig ondt i maven. Jeg tænker, at den sushi vi har spist, bare har givet lidt dårlig mave. Men det fortsætter, og jeg får slet ikke sovet den nat. Næste dag ringer jeg til fødegangen for en sikkerheds skyld. Måske det er veer? Det føles godt nok ikke sådan, som jeg havde læst om i utallige bøger og fødselsberetninger. Men vi kunne da lige få det tjekket. For en sikkerheds skyld. Og godt for det. Et par timer efter vi ankom til sygehuset, på årets varmeste dag, kom vores første mirakel, vores dejlige datter til verden med akut kejsersnit. Jeg havde fået blindtarmsbetændelse. 

2620g og 49cm kærlighed. Vores lille mirakel. 

Som sov. Næsten hele tiden. Også når hun skulle spise. Hun var taget ud, før hun var klar, så hun havde ingen kræfter til at sutte, og faldt hele tiden i søvn. Men med automatisk brystpumpe, fantastisk hjælpende sygeplejersker, der kom løbende døgnet rundt, når vi kaldte og en god portion viljestyrke, fik vi amningen til at køre og jeg ammede i 17 måneder. Vores datter tog på. Hun var glad og nem. Og vi fik lov til at tage hjem. Vi var lykkelige. 

Men efter små 4 uger vågnede vores datter op til dåd. Det var som om, at hun fra den ene dag til den anden, fuldstændig ændrede karakter. Vores nemme, sovende, glade baby var blevet erstattet af et skrigende, total ulykkeligt, søvnnægtende monster! Hver dag var hun vågen fra 16 til midnat. Hvor hun skreg. Ligegyldigt hvad vi gjorde. Og når hun så endelig var faldet i søvn, vågnede hun igen efter cirka tre kvarter og så startede sirenen forfra. Hun sov nærmest ikke. Hverken dag eller nat. Hun skulle hele tiden have hjælp til at sove videre, og ofte brugte vi længere tid på at få hende til at sove, end hun sov. Vi vandrede lejligheden tynd. Vi hoppede og dansede. Vi sad på pilatesbold. Vi sang. Vi nussede. Vi svøbte. Vi brugte doodoo bamse og hvid støj. Vi søgte om gode råd. Vi googlede… Og efter 3 uger bestemte vi os for at afprøve kranio sakral terapi. Det var godt. Vores datters nakkevirvel var skæv, som resulterede i, at hun have en nerve i klemme. Vi var til nogle behandlinger, og pludselig kunne vi både få hende til at ligge på maven uden skrig og skrål, men ikke mindst, kunne vi putte hende tidligt om aftenen, uden at hun var vågen i mange skrigende timer. Altså hun skulle stadig svøbes, have stofble for øjnene og gåes i søvn, hun sov stadig elendigt, vågnede hele tiden og skulle hjælpes videre i søvnen, men bare det at få lidt ro til ørerne, få lidt tid til at sidde i sofaen sammen alene. Det var guld værd. Så kunne vi lige glemme den totale søvnunderskud for en kort stund.

Men den dårlige søvn fortsatte. Min mand have juletravlt på arbejdet, så i oktober og november måned, var han afsted fra tidlig morgen til meget sent aften. Jeg blev mere og mere tyndslidt. Vores datter var konstant utilfreds. Hun ville aldrig ligge alene. Hun ville være på mig hele tiden, og alligevel var hun utilfreds. Jeg vandrede rundt med hende, og når hun endelig sov, så var det aldrig mere end 35-45 minutter. Jeg kunne blive så frustreret, at jeg råbte ”SÅ SOV DOG”, mens jeg bankede hånden ned i sengen eller sparkede til barnevognen. Jeg vidste jo godt, at det overhovedet ikke hjælp. Tværtimod. Men jeg kunne blive så udkørt, at jeg simpelthen havde brug for at ventilere. Hvorfor ville mit elskede mirakel ikke sove? Hvorfor var hun så ulykkelig helet tiden? Hvorfor kunne jeg ikke hjælpe hende? Hvorfor skulle vi kæmpe så meget, stadig. Havde vi ikke været nok igennem?

Jeg havde aldrig ro. Jeg slappede aldrig af. Alle antenner var altid ude. Så jeg kunne være klar, hvis hun nu vågnede. Så kunne jeg være heldig, at jeg i dag kunne få hende videre i søvnen. Hvis jeg nu var heldig. Men det skete aldrig. Til gengæld havde vi frost og masser af sne i noget der føles som en evighed den vinter. Eller måske kun 2-3 måneder. Når man en gang har prøvet at stå at vippe barnevognen i minus 10 grader med shampoo i håret, våd med morgenkåbe omkring, så forsøger man aldrig igen at tage bad, når baby sover! Det må blive engang. Senere. I næste uge måske? 

Udover hun aldrig sov, så skreg hun også af alt og alle. Selv nærmeste familie skulle bare kigge på hende, så satte hun i et kæmpe skrig og var dybt ulykkelig. Også selvom hun sad hos mig. Så der var ingen, der kunne aflaste. For det blev faktisk bare værre, når vi var sammen med andre. Både imens det stod på, men ikke mindst efterreaktionerne, som kunne resulterede i flere nætters ulykkelig gråd. Og nightterror. Og som om de nætter ikke var dårlige nok i forvejen. Så vi isolerede os. Sagde nej til næsten alt. Den var en meget ensom tid. 

Min mand tog sine 7 ugers barsel sammen med os i december og januar. Det var FANTASTISK! Jeg kunne blive aflastet. Vi kunne sove på skift. Vi kunne få lidt ro på. I januar rejste vi på vores to ugers bryllupsrejse til Thailand, som var booket, før vores datter blev født. Det kunne virke fuldstændig vanvittig, når man tænker på, hvor udmattende det var at tage sig af vores datter derhjemme. Men det var i stedet lige, hvad vi havde brug for. 14 dage hvor vi ikke skulle tænke på andet end bare at være. Ingen madlavning. Ingen vasketøj. Ingen rengøring. Ingen indkøb. Ingen stress. Kun ro! Vi gjorde alt på vores datters præmisser. Og jeg tror hun kunne mærke roen. For hun sov. Første dag da hun tog 2 timers lur på hotelværelset, og vi sad på altanen, troede vi ikke vores egne øjne. Men det gentog sig. Jeg fik læst 4 (!!!) bøger på den ferie. Det var de eneste bøger, jeg læste fra hun blev født til hun var langt over de 3 år (til sammenligning siger min Mofibo, at jeg har læst 41 bøger siden lillebror på 10 måneder blev født). Det var en skøn ferie, og de 14 dage var de bedste på hendes første leveår. Hun sov, og når hun var vågen, var hun glad og tilpas, vi blev overdynget med smil – også fremmede, og hun trivedes bare. 

Hjemme igen vendte hverdagens grumme ansigt tilbage. Alt var som før. Endvidere blev hun større og udviklede sig motorisk, så kampen mod søvnen blev endnu sværere. Vores garvede sundhedsplejerske, som gik på pension, da hun havde afsluttet os, kom på banen. Som hun sagde, så havde hun aldrig i sin lange karriere, først som sygeplejerske på børneafdelingen og siden mangeårig som SP, mødt et barn som vores datter. Som reagerede så kraftigt på andre mennesker og som var så udfordret med søvnen. Og når hun blev rigtig overstimuleret gik i sulte- /ammestrejke. Hun konsulterede kommunens neuropsykolog som mente, at vores datters udfordringer delvis kunne skyldes et traume, eller rettere flere. Fra min sorg under graviditeten og hendes pludselig vej til verden. Og hvert traume kan tage et halvt år at bearbejde. Derudover var de ikke i tvivl om, at hun var (er) sensitiv. I særlig grad. Hun mærkede alt. Tog alle indtryk ind. Lyde, lys, bevægelser, stemninger, følelser. Hun havde intet filter og var konstant overstimuleret.

Hun blev indstillet til dobbeltplads i dagpleje, og samtidig forlængede jeg min barsel, så hun først skulle starte op som knap 1-årig i stedet for som 8,5 måneder gammel. Jeg længtes efter at få tid til mig selv. Til at kunne overlade ansvaret for hende hos en anden. Til at se andre mennesker. Til bare at være mig. Men den tid måtte komme, for lige der havde vores datter mere brug for mig. 

Da vi kom på den anden side af de 8 måneder blødte vores datter lidt op. Andre mennesker kunne nu se på hende, uden hun satte i et kæmpe skrig. Svigermor kunne nu holde sit barnebarn med ansigtet vendt mod sig, og ikke kun i en hurtig vending holde hende bagfra, mens jeg spiste min mad færdig. Det var rart. Befriende. En lettelse. 

Vi nåede august. Vores datter startede nu i dagpleje. En nøje udvalgt med erfaring med sensitive børn. Verdens bedste dagplejer. Jeg brugte to måneder på indkøring. Laaaaaangsom indkøring. Det var monster hårdt. Vores datter havde stadig svært ved at rumme forandringer, andre og især nye mennesker, hun tog alle indtryk til sig og blev meget nemt overstimuleret. Så selvom vores dagplejer var fantastisk, og gjorde alt det rigtige; skærmede, tilrettelagde dagen ud fra vores datters dagsform, gav pauser osv., så fik vi stadig store reaktioner hjemme. 

P1090042.jpg

Min barsel var færdig. Det samme var jeg. Helt færdig. Udkørt. Træt. Kunne ikke overskue noget som helst. Ked af det. Efter et år med i gennemsnit 4 timer afbrudt søvn i døgnet kunne min krop simpelthen ikke mere. Min læge sygemeldte mig med en belastningsreaktion – på både min fars død og min barsel. Heldigvis. I de første mange uger, hvor vores datter havde en hel dag i dagpleje, sov jeg. I timevis. Ladede op til den timevise lange putning om aftenen, de utallige opvågninger og genputninger natten igennem.

Det tog mig næsten et år og mange gode konsultationer hos min psykolog, før jeg var oppe på fuld tid og raskmeldt igen. Som nyuddannet pædagog var jeg længe i tvivl om, om jeg overhovedet nogensinde ville være i stand til at skulle tage vare på andres børn igen. Men mit sind og krop skulle bare have tid. 

Vores datter fortsatte med at have dobbeltplads hele sin dagplejetid og fik endda tre måneder ekstra, inden hun kom i børnehave. Hun voksede, hendes sansesystem modnede, hun fik tillært en masse strategier, og pludselig en nat som 2-årig sov hun igennem for første gang. Som 3,5-årig lærte hun at falde i søvn selv, uden at jeg skulle ligge i sengen hos hende i timevis, og pludselig som 4-årig proklamerede hun, at hun nu var stor nok til at sove i sin egen seng på sit eget værelse. Det var en meget stor dag!

Vores liv blev indrettet efter, hvad vores datter kunne rumme. I lang tid måtte vi isolere os, men lige så stille kunne vi på vores datters præmisser og med masser af forberedelse og struktur få besøg og tage til ting (om end det i starten stadig gav store eftervirkninger, men hun var da ikke dybt ulykkelig i nuet) og som tiden gik, kunne hun pludselig rumme spontant at tage på biblioteket, få besøg af moster, tage på legeaftaler osv. Men hun havde og har stadig brug for korte dage og pauser, så jeg arbejder på deltid på 25 timer, for at give så korte dage som muligt. Så hun ikke bliver overstimuleret. Så hun også har overskud, når hun kommer hjem. Og det fungerer. For hende og for vores familie. 

C24B1637 copy.jpg

Vores dejlige, empatiske, betænksomme, retfærdige, dybsindige, fantastiske datter. Som havde en rigtig hård start på livet men med de rette forudsætninger nu bare indtager verdenen og som bare stortrives. Man er ikke i tvivl om, når hun er glad, for så fyldes hele rummet af hendes varme, empati og kærlighed. Til hendes medmennesker og til livet. Og hvor hun dog omfavner det. Hun giver os så meget glæde hver evig eneste dag. Vi er meget taknemmelige. 

I mange år svor vi stålfast, at vi ikke skulle have flere børn. Vi havde rigeligt at se til. Vores datter krævede alt af os, og hun kunne ikke rumme hverken at dele os eller den familiære forandring et barn mere, ville betyde. Men hun udviklede sig så godt, at vi med tiden fortrængte, hvor hårdt det egentlig var. I flere år. Dengang. 

Så sidste sommer, lige inden hendes fem års fødselsdag, fik hun den største gave, man kan give sit barn. Nemlig en søskende. Vores dejlige lillebror. 

I starten sad angsten for et lignende forløb der, og jeg havde konstant alle antenner ude. Min SP spurgte mig, hvad jeg var så bange for? Tænk nu hvis han var ligesom vores datter. Men det er han ikke, og det indså jeg heldigvis. Så jeg kunne sænke paraderne. Han er i sandhed verdens nemmeste lillebror. Som sover om natten. Som selv falder i søvn. Som sover til han er udhvilet. Som altid er glad. Som elsker at lege selv. Som elsker at være social. Som bare stortrives fra dag et. Som gør det så fantastisk at være på barsel, at jeg ville ønske, at den kunne fortsætte i al evighed. Jeg er lykkelig.

Så når andre snakker om, hvor fantastisk det er at være på barsel, så ved jeg nu, hvordan den følelse føles. 

Og vores datter er verdens kærligste storesøster. 

7Y1B0281 copy.jpg