Når det hele går så godt at det ender skidt…

Det hele startede med, at jeg blev gravid nærmest før vi trykkede ”play” på projekt-baby-knappen. Det var
selvfølgelig fantastisk, men også lidt overvældende, for det var ikke hvad vi havde forventet.

Dernæst fulgte en problemfri graviditet og en hurtig og nem fødsel. Også lidt overvældende faktisk. Kan det virkelig gå så godt at blive mor? SÅ må jeg være skabt til det….

Men den der mor-følelse….

Den udeblev altså. Jeg husker tydeligt første gang jeg ikke-mærkede følelsen,
som jeg havde forventet ville strømme ind over mig som en orkan minuttet efter hun var forløst. Det var den første nat efter fødslen. Jeg var stadig høj på adrenalin efter fødslen og kunne ikke sove. Jeg kiggede ned på min datter, der lå i krybben ved siden af mig. Jeg havde ikke rigtig lyst til at have hende tæt på mig og tænkte ”hun kan ikke være min, det er for vildt”. Jeg var selvfølgelig glad for at hun var kommet ud og var rask, men følelsen var ikke hvad jeg havde forventet –

hvad er den rigtige følelse?

De første 14 dage gik som smurt – vi havde masser af overskud og baby sov og sked og ammede i ét væk. Vi tænkte ”hvor er vi heldige at vi har fået en nem baby”. Det hele ændrede sig dog den dag min mand startede på job igen. Så skreg hun… og skreg… og ville ikke amme… og ville ikke sove. Jeg mistede stille og roligt al min tro på at jeg kunne være en god mor. De næste par måneder kæmpede vi med smertefuld amning, svamp, refluks og en mor og datter der bare ikke var i balance. På nogen måde.

Jeg var sikker på at der var noget galt med hende og jeg googlede symptomer i ét væk! Mest om natten når jeg ikke kunne sove, selvom der ellers var ro i huset. Der måtte være et eller andet galt, for ellers ville hun da ikke skrige så meget?

Da hun var 10 uger måtte jeg opgive at amme, til stor sorg for mig. Det var virkelig noget jeg havde set frem til. Jeg havde ikke i min vildeste forstand troet at noget så naturligt, ville være så svært at få etableret. Det var en meget svær beslutning. For mig, var det på daværende tidspunkt, i brysterne at moderskabet sidder og når jeg ikke en gang kunne finde ud af det, hvilken mor var jeg så?

Da vi så skulle til at starte på skemad blev det heller ikke bedre. Baby M var IKKE vild med mad og sagde NEJ tak til alt jeg fodrede hende med. Jeg skulle selvfølgelig (som den super-mor jeg nu skulle se ud til at være) lave alt maden selv og brugte alle mine sparsomme minutter når hun sov 45 minutters lure på at stå i køkkenet. Jeg blev mere og mere udkørt, specielt også fordi mit verdensbillede ellers viste mødre og babyer i balance.

Igennem mine briller så alle andre mødre ud til at emme af overskud og alle andres babyer var søde og nuttede og glade. Bare ikke min egen, der skreg og var utilpas – altid. Det var hårdt at være vidne til, selvom jeg godt nu ved hvor forkert min opfattelse var. Ikke desto mindre, så gjorde det ikke mit mor- selvværd bedre. Og mor-følelsen var der bare stadig ikke. Baby M var en baby jeg passede, hun føltes ikke som min egen og jeg kunne ikke mærke mig selv.

Jeg fik det gradvist dårligere og dårligere. Jeg travede byen tyndt med en skrigende baby imens tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg ville ikke tage imod hjælp, på trods af at min familie flere gange tilbød det. Jeg ønskede ikke at belemre nogen med min skrigebaby (ja, det kaldte jeg hende….). Så hellere selv stå med lorten.

På et tidspunkt nævnte jeg for min mand at jeg troede jeg havde en fødselsdepression. Her var Baby M ca. 8 mdr. Vi havde en lang snak over en god flaske rødvin og blev enige om at kontakte vores sundhedsplejerske dagen efter. Lynhurtigt blev der igangsat et forløb og jeg blev aflastet i hverdagen. Hun startede op i vuggestue tidligere end forventet og jeg begyndte at tale med en psykolog samt begyndte i et gruppeforløb gennem sundhedsplejen. Det var rigtig godt og mor-følelsen spirede i takt med at jeg fik det bedre.

Stille og roligt fik jeg det bedre og da hun rundede de 2 år, var jeg helt ude på den anden side. Jeg husker ikke tilbage på min første barsel som en særlig rar tid. Mest af alt var jeg slet ikke i balance og jeg trivedes ikke med at blive mor for første gang. Jeg tror ikke man kan forberede sig på det, men man kan måske skrue ned for forventningerne til sig selv og lade vær med at stille krav til sig selv ift. hvilken mor man ønsker at være.

Jeg kunne godt have ønsket mig at vi havde opdaget det tidligere i forløbet, for hvem ved, måske havde jeg haft mulighed for at få en god tid med Baby M i min barsel. Jeg ved dog ikke om jeg var klar til at erkende det tidligere…

Anden barsel var en helt anden – dels var jeg (og min skønne mand) mange forældreerfaringer rigere og dels kunne jeg bruge rigtig mange af de redskaber jeg fik fra psykologen. Mine forventninger til mig selv var i bund og mit mål var at lave så få aftaler som muligt og sove så meget som muligt i løbet af dagen. De få gange hvor jeg tvivlede på mig selv, trådte jeg et skridt tilbage og så det hele udefra. Samtidig var vi alle meget obs. på symptomer på depression, men heldigvis udeblev de.

Anden barsel var for mig en fantastisk tid og på trods af at jeg denne gang havde mere jeg skulle sørge for at få til at fungere og vi havde M der var blevet 3,5 år, havde jeg meget mere overskud i hverdagen – til både min familie og ikke mindst mig selv.

Vigtigst af alt er min kærlighed til begge børn fuldstændig lige stor og mor-følelsen vejer 50% på hvert barn og det er jeg meget meget glad for.

Når M en dag er stor nok til at forstå, så skal jeg fortælle hende at vores første tid sammen ikke helt var en dans på roser, men at jeg er sikker på at oplevelsen har gjort os stærkere sammen og at vi har et helt specielt bånd hende og jeg.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.