Når en barsel føles som at bestige Mount Everest

– hver evig eneste dag!

Kære barslende forældre.
Velkommen til en sand og ærlig beretning om en barsel direkte fra helvede. Vores datter kom til verden ved en drømmefødsel en kølig onsdag i november 2013. Alt åndede fryd og gammen, med en datter som skreg, sked, spiste og sov som nyfødte nu skulle. I hvert fald som det stod skrevet i alle de 1000 bøger, jeg havde skimtet henover de seneste 9 måneder. Clara var skøn, nem og mild. Men så blev hun en uge og SÅ brød helvede løs!

Hun ville AMMES konstant, hele tiden og så igen. Hun sov max 30 min! Så kunne hun sagtens holde den kørende i mindst 3-4 timer, for så at sove 30 min igen.  Og forfra igen.

Appetitspring, tænker du sikkert? Dét tænkte jeg også, men ak. Da hun blev 9 dage måtte vi runde børneafdelingen, da hun midt nat fik vejrtrækningsbesvær med krampelignende anfald. Hun SKREG hele natten og intet hjalp.

Vi blev indlagt til observation, men de fandt nada på hende.

Ugen efter blev det kun værre. Clara var vågen HELE tiden, ville amme HELE tiden og sov KUN hvis jeg enten gik 10 km med hende eller kørte en tur i bilen, men så SOV hun også. Hvilket jeg selvfølgelig så gjorde. Baby skulle jo sove.

Men hvornår mon jeg kunne få sovet lidt? Og lidt mad? Vand ville også have været helt fint. Da Clara ramte 3 uger fik hun feber. Som blev ved, trods alverdens forsøg på lindring, hun havde forsat små krampeagtige anfald, hvor hun hylede op og ville fortsat amme konstant. Vi kom på børneafdelingen igen, og blev indlagt. Clara havde muligvis urinvejsinfektion eller nyrebækkenbetændelse og de startede hende op i Panodil og antibiotika.

NU ville det vende til det bedre, tænkte jeg.

  en opgivende mor, som kæmper med sine følelser imens de er indlagte for 3. gang

en opgivende mor, som kæmper med sine følelser imens de er indlagte for 3. gang

Efter endt behandling blev vi udskrevet med åben indlæggelse. Dagene hjemme forsat som da vi blev indlagt. VÅGEN baby, daglige gåture så dagens km samlet altid var omkring 20 km (også om natten!) og en meget ammeglad pige.

Jeg fik INGEN søvn, medmindre jeg sad op og sov med hende ved brystet, hvilket jeg gjorde. Jeg fik INGEN mad/drikke, hvilket gjorde at jeg smed alt babyfedtet for hurtigt og alt for mange kilo udover dette. Jeg fik INGEN lykkerus, som alle talte om, at man skulle føle når man kiggede på sin nyfødte baby.

Jeg var ulykkelig. Jeg havde en knude i min mave, som blev strammere og strammere for hver dag der gik.

Jeg fangede mig selv i, at have meget negative tanker om og imod alle de andre mødre hvis børn sov. Jeg kunne have slået dem! I ansigtet. Med en stol!

Dagene føltes som tusinde år, og jeg var stik modsat de fleste som tænkte: ”Ej, nu blev baby 4 uger, STOP tiden!” – jeg talte ned til hver evig eneste onsdag, for så var der endnu en uge overstået.

Det er ikke ligefrem lykken, vel?

I Januar blev vi indlagt igen. Fordi Clara ikke sov. Aldrig sov. Hun fik konstateret refluks og blev startet op i medicin. Det var den samme børnelæge, som havde fulgt os igennem de seneste måneders mareridt. Hun bad en sygeplejerske gå en tur med Clara, imens jeg lige fik en mundfuld mad. Hun lagde sin hånd på min arm, og sagde: ”Ditte, nu skal du have aflastning. Det her kan ingen mennesker holde til! Der er en årsag til, at man i sin tid anvendte søvnfrarøvelse som torturredskab!”

Samme eftermiddag modtog jeg en opringning fra min storebror, som vi havde fejret både jul og nytår. Han havde haft kontakt til min mand, da han var meget bekymret. Han fortalte mig kort om hans bekymring, og om den plan han, sammen med min mand, havde lagt. Jeg skulle dagen efter på aflastningsophold hjemme hos dem. Min mand arbejdede på daværende tidspunkt 12-14 timer i døgnet og min svigerinde gik hjemme, og havde selv haft to små babyer. Jeg var helt paf. Hvorfor skulle jeg det?

”Fordi du ikke har smilt eller grint siden jul. Fordi du hele nytårsaften sad næsten musestille uden at sige en lyd”

Og af sted tog jeg. Sammen med Clara.

14 dage senere vendte vi næserne hjemad. Vi havde fået indført de allervigtigste et barn har brug for udover næring: Ro, renlighed og regelmæssighed. Jeg havde fået sovet. Spist. Drukket. Badet. Grædt. Grint. Grædt. Indset.

Under mit ophold kontaktede jeg min sundhedsplejerske for at fortælle, at jeg havde brug for hjælp. Hun ankom dagen efter jeg returnerede,  og lavede den famøse depressionstest på mig. Det fik jeg et flot resultat på. Ergo, jeg havde en efterfødselsreaktion.  Hun henviste mig til en familieterapeut og det var godt.

Alt skulle nok blive godt, sagde hun. Alt skulle nok blive tåleligt, håbede jeg.

Hvornår ville det her blive let? Ville jeg nogensinde få søvn igen? Og hvem kunne fjerne den store massive knude i min mave?

Desværre blev det ved. Den daglige søvntotur var ekstrem. Men med alderen kommer udvikling, og Clara smilte, grinte og gav kys. HUN fik den massive knude til at skrumpe. Og jeg kunne mærke kærligheden begynde at blomstre. GUDSEKLOV. Jeg elsker hende jo, tænkte jeg dagligt!

Da Clara var 7 måneder flyttede vi i et nyt hus. Og pludselig sov hun 2 timer formiddag og 2 timer eftermiddag. UDEN gåtur. UDEN gråd. INGENTING. Hun sov bare.

Jeg sov også. Men nætterne var stadig forfærdelige. Hun vågnede med 15-30 minutters mellemrum og brugte 30 minutter på at sove igen. Da Clara var 10 måneder startede hun ENDELIG i dagpleje. En dag, som  jeg havde talt timerne ned til. Havde ventet på med længsel. For jeg havde bare brug for pause. Lange pauser. Jeg elskede hende, men var samtidig sur på hende. Fordi hun ikke sov om natten. Det var hårdt. Og min mand arbejdede (og gør stadig) i fast nattevagt. Jeg var alene om det.  Og havde mange tanker om skilsmisse. Dagligt. Og min mand vidste det godt. Vi kæmpede.

  Kærligheden bobler i takt med søvnen indfinder sig

Kærligheden bobler i takt med søvnen indfinder sig

Så blev hun 1 år og jeg var begyndt på arbejde. Fuld tid – max drøn på – og fik i gennemsnit 2-3 timers søvn SAMLET om natten. Jeg kørte på et energidepot, som jeg ikke ved hvor kom fra.

Det blev januar, og selvfølgelig blev hun ramt af mellemørebetændelse igen (dette var 3. gang på få måneder) og vi kom til en ørelæge. ”Kan I da så få dræn i den stakkels pige”, var næsten den udmelding han kom med. Og dræn hun fik.

Den første nat var rædselsfuld. Værre end jeg nogensinde havde oplevet med hende. Hun græd. Jeg græd. Hun skreg. Jeg måtte gå ud af værelset, fordi jeg kunne mærke, at det her kunne jeg ikke rumme mere. Jeg gik udenfor i haven og sugede luft.

Natten forsvandt. Dagen kom. Clara blev mild og glad. Clara sov middagslur. Sengetid nærmede sig og jeg begyndte at få kvalme. Under aftensmaden måtte jeg endda overgive mig og kaste op. Jeg var så nervøs for natten, havde vitterligt lyst til at løbe hjemmefra og jeg ville slet ikke kigge mig tilbage, tænkte jeg.

Min mand fik puttet hende. Og der gik en time. Så en mere. Og en mere. Jeg gik i seng, med tankerne om at hun nok vågnede om lidt. Jeg sov. Min krop vågnede i et kæmpe chok – og klokken var 04:56. Clara havde IKKE sagt en lyd. Jeg sprang op og løb ind på hendes værelse. HUN ER DØD, tænkte jeg. Men hun snorksov. I den sødeste søvn.

Jeg græd igen. Og kyssede hende. Og sagde undskyld.

Clara er i dag 4,5 år og har stort set sovet igennem hver nat siden. Set i bakspejlet var der jo næsten alt galt: refluks, spændt i nakke og lænd, øreproblemer og en mor (og far) i ekstrem ubalance.  

Knuden i maven forsvandt inden hun blev 2 år, og kærligheden voksede. Og den blev ubetinget. Som det burde have været fra starten af. Min mand og jeg voksede. Og kærligheden vandt. Heldigvis, for han er egentlig meget dejlig.

Tanken om flere børn skræmte livet af mig i årene efter! Jeg kunne slet ikke overskue det, men jeg havde lovet hende, at hun aldrig ville blive enebarn. Da hun blev 3 år overvejede jeg en baby igen. 10 måneder senere kom hendes lillebror, Eskil, til verden.

Og kære Læser, knuden er væk. Knuden kom ikke tilbage. Kærligheden var der fra første sekund jeg så ham. Han har også kunne presse mig HELT ud til kanten, og jeg har kunne mærke knuden begynde at danne form. Men jeg skubbede den væk, og ledte tankerne hen på tiden med Clara.

Intet har været SÅ udfordrende som dengang. INTET. Og jeg elsker denne barsel. Som i skrivende stund synger på sidste vers. Dagplejestart venter forude, og jeg har ikke talt timer. Jeg kommer til at savne barsel med min lille dreng, og hjemmedage med min store pige.  

Til alle Jer derude, som synes barsel bare sutter max røv og som tænker, at det ALDRIG holder op:

Hæng i, og træk vejret. En dag holder det op. Jeg kan ikke sige hvornår, men jeg kan med min erfaring sige, at det kommer. Og ja, I MÅ VITTERLIGT GERNE VÆRE VREDE. Og I må OGSÅ gerne hade mig, FORDI jeg er en af de mødre hvis børn (endelig) sover.

Kæmpe highfive jeres vej.

Kærligst, Ditte Baumann.