Sig det højt

Snart er der gået to uger uden stort set noget søvn. Og lige nu føles det som hele mit liv, at det aldrig får en ende. Men det gør det, det ved jeg.

Jeg kom ”ud på den anden side” med min første fødte når de perioder kom uden søvn, så mon ikke jeg også gør det denne her gang.

Barselslivet er benhårdt og meget ambivalent for mig og jeg vælger at tro, for mange andre også. Hvis ikke, bliver jeg grebet endnu mere af min følelse af ensomhed. For lige så fantastisk og elskelig jeg synes det er at være på barsel, ligeså udfordrende er det. Hele ens liv ændres på det år, prioriteterne ændres og alt imens livet fortsætter på samme vis for alle andre omkring en, venner og families liv.

Livet går på en eller anden måde i stå på barsel, tempoet sættes ned og alt bliver mere langsommelig. Dagene griber hinanden, og der står du så, laver havregrød igen til storebror imens du selv tænker på, hvornår der bliver tid til søvn og dig-tid, men du ved, lige om lidt skal der ammes igen, den store skal have tøj på, klar til vuggestue og du tænker, hvad mon dagen bringer udover at være MOR.

Mor er på alle måder fantastisk at være, men du og jeg er også et menneske udover at være mor.

Jeg er Laura.

Men følelsen af at være Laura svinder væk nu og da, når alt bliver fyldt op med børn, vasketøj, gylp og kold kaffe. Jeg siger det højt, men indeni er der en lille skam over at føle og tænke sådan. Der er nemlig de folk der altid vil stå klar og sige til dig,

”jamen det vidste du da, det er en del af pakken at blive mor”.

Men det betyder altså ikke, du ikke må føle, mærke og tænke præcis som du gør. Jeg nyder at være på barsel og jeg nyder mine børn, og der er dage hvor jeg ønsker min barsel aldrig stopper og så er der de dage jeg ville ønske jeg sad på skolebænken igen og kunne blive færdig med min uddannelse hurtigst mulig.

Alt er foranderlig, dagene er ikke det samme selvom der er rutiner. Men der er nye følelser og øjeblikke at vågne op til. At vågne op til livet på barsel, er et splitsekund ud af hele ens liv. Men når man sidder med søvn i øjnene, et barn der græder i flere timer og intet virker, så føles det ikke sådan og mest af alt føler man sig ubrugelig og ude af drift på alle fronter. Både som kone, veninde og i det hele taget som mor.

Ensomheden rammer og ønsket om at få et opkald fra veninden, om der brug for en snak savner jeg og mange andre sikkert, der også er på barsel. Du er ikke længere den der bliver ringet til, og det er jo egentlig fair nok, fordi du utallige gange ikke har taget telefonen eller sagt midt i samtalen, du er nødt til at lægge på, for den lille græder og den store er sulten. Jeg ved hundrede procent godt det ikke er fordi veninder og familie ikke vil en, men de nok i bund og grund vil tage hensyn, de tænker, ”du har jo nok om ørerne”. Men hey, jeg har nok om ørerne de næste 18 år med børn.

Det er tidskrævende at have børn og især små børn.

Laura + drengene.JPG

Det kunne være rart tingene bare var som før, bare engang imellem, at der var tid til et besøg med en snak om arbejdslivet, drømmene og de ting man snakkede om før man fik børn, for jeg er stadig Laura, nu er jeg bare Laura som er blevet mor, og det betyder ikke, jeg ikke længere har drømme, tværtimod. I bund og grund tror jeg, der er mange der kender til hele det føles aspekt det er at blive mor og være på barsel, desværre snakkes der bare ikke rigtig om det, for vi skal gerne synes børn og barsel er et stort eventyr, men det er det altså bare ikke altid og det er okay.

Jeg selv er bange for at blive misforstået og man vil tro jeg er gal på den og ikke elsker mit liv som mor og familie, men det gør jeg! Der følger bare også et savn til det gamle og man skal ligesom give sig selv tid til at finde ro i rollen som mor og det foranderlige, det tager skam tid. Mon ikke vi skal alle lige skal lande i det ansvar vi pludselig har fået som mor og det at være på barsel, om det er første, anden eller tredje gang, så er det aldrig det samme.

Lad os snakke om det hele, møde hinanden i øjenhøjde, om vi er enige eller ej, du og jeg er okay som vi hver især er mor, vi behøves ikke dømme og have en mening til hvorvidt det er rigtigt eller forkert, det tror jeg vi alle er ved at blive lidt træt af og derfor vælger at lukke i, i stedet for at åbne op. Vi vil ikke dømmes men blot rummes og anerkendes.

Vi ALLE gør jo vores bedste!