Skal - skal ikke?

Del 1, del 2 kommer snarest

Efter en frygtelig barsel med barn nummer 1, hvor jeg faktisk kun nød de sidste 2 mdr- Ja der overvejede vi virkelig om vi var klar til et barn mere!

 Billedet er et model billede og er ikke en del af beretningen.

Billedet er et model billede og er ikke en del af beretningen.

Eller egentlig mest mig.
Jeg tænkte at nu var min søn så nem og selvstændig, så gad jeg egentlig de søvnløse nætter igen?
Min mor pressede på, da det er synd at være enebarn. Selvom min mand har en søn fra før, som bor fast hos os, så er det ikke det samme som helsøskende.
Og da jeg selv er den mindste af en søskende flok på 6, ja så ved jeg alt om følelsen af at være en stor familie.
Min mand ville rigtig gerne have en mere og da vores søn var 3 år gik projektet igang. Jeg blev hurtigt gravid og kunne egentlig mærke, at jeg ikke helt var klar. Ville jeg virkelig dette, for der var ligesom ingen vej tilbage. Jeg var 100 % sikker på, at dette barn var nemt og jeg skulle nyde en barsel hvor barnet bare sov og var tilfreds hele tiden.
Vi fik af vide at det var en pige og det var så dejligt, at vi ville få en af hver.
Eftersom månederne gik, blev jeg mere og mere bekymret, ked af det og virkelig bare ude af mig selv.
 Hver aften håbede jeg på, at min mand skulle vaske bil, besøge en eller træne for jeg ville så gerne sidde alene. Jeg ville gerne kunne sidde og kigge ud af vinduet og bare lade tårerne trille ned.
“Hvorfor er du så svag Rikke” Kan du ikke bare tro på dig selv? “ du har altså et barn og han er afhængig af dig og dit ansvar som mor.  De tanker gjorde mig så kvalmende irriteret og sur, for hvorfor bruge min energi på at være ked af det. Tiden skulle jo være lykkelig og fyldt med glæde. Jeg kunne ikke holde en fridag med min søn, da jeg var så træt og udkørt pga smeter og lidt søvn. Ingen legekammerater på besøg, da jeg havde nok i mig. Jeg følte mig som en fiasko, jeg kunne knap nok holde weekenderne ud. Mit arbejde var mit fristed og der havde jeg det bedst.
Jeg overvejede mere og mere at opsøge en psykolog, hvilket jeg har været til 2 gange før i mit liv.
Men jeg syntes det var for svagt. Men den angst for, at få et barn med kolik den var så stor og fyldte i mig. Jeg tog chancen og håbede på at jeg blev mig selv efter fødslen.
Da jeg fødte havde jeg allerede inden bestemt mig for ikke at amme. Hun skulle være flaskebarn, da jeg så havde hjælp i min mand.
De 14 dage med ham på barsel gik så hurtigt og hun var egentlig meget nem. Så begyndte min mand på job igen, hvor han havde nattevagt. Så jeg var alene med hende og den frygt var stor. Hun kom på eget værelse efter blot 3 uger da vi vækkede hinanden for meget og sundhedsplejersken rådede os til det. Det samme havde vi gjort med vores søn. Hun begyndte at være vågen om natten, jeg skulle sidde med hende i mange timer og pludselig skulle hun spise igen. Ligemeget hvad jeg gjorde, så var hun urolig.
Tankerne kørte rundt, hvad gør jeg galt, hvorfor vil hun ikke sove? Hvorfor skal jeg have sådan et barn igen.
En tæt veninde som også havde fået et barn, fortalte jeg tit om vores nætter og hendes svar var altid” min pige sover bare så godt og er så nem” jeg kunne brække mig og få lyst til at gå amok. Hvorfor var jeg så uheldig igen og ikke hende! Dog skreg hun ikke, men dette var næsten værre fordi det foregik hele natten.
Vi prøvede med barnevogn indenfor, lift osv. ALT dette som jeg havde af erfaring fra min søn, ja det kunne kastes overbord.
Jeg lignede en hængt kat og jeg skulle jo stadig være nået for de 2 “store” drenge, som skulle afleveres.
Jeg ringede til min sundsplejerske mange gange og var så frustreret og grædefærdig.
Flere nætter sad jeg bare og tænkte at jeg måtte aflevere hende et sted. Bare sige til dem at jeg altså ikke kunne opfylde hendes behov. Men seriøst hvilket menneske, kan ikke klare at tage det ansvar. Jeg havde jo selv valgt at få hende. Nogle gange lå jeg hende imens hun græd og løb ud i gangen og skreg. Jeg kunne ikke mere, jeg var både vred og ked af det. Jeg boblede fuldstændig og jeg delte ikke de tanker med nogen. Jeg vidste ikke hvordan at jeg skulle udtrykke det.
Det blev for meget en dag og jeg måtte altså bede om hjælp...

Fortsættes ....