“det endte ud i en kæmpe konflikt af følelser, frustrationer og magtesløshed imellem hun og jeg”

Billedet er et model billede og afspejler ikke personerne i beretningen

Oktober 2013 møder jeg manden, som på kort tid får sparket benene væk under mig og jeg under ham - vi falder pladask for hinanden og er ikke to sekunder i tvivl om, at vi hører sammen.

Jeg er på dette tidspunkt 31 år, har ingen børn eller forliste ægteskaber bag mig. Han er 3 år ældre end jeg, har to piger på hhv. 7 og 9 år og er blevet separeret kort forinden.

Vi var som sagt ikke i tvivl om, at vi ville hinanden og allerede 1,5 - 2 mdr. efter vores første møde bliver jeg inviteret hjem til middag hos ham og hans to piger. Herfra går det stærkt....
Foråret efter flytter jeg ind i hans og x-konens gamle hjem og der vælter korthuset.

Det er bare SVÆRT, at flytte ind i et hjem fyldt af gamle minder fra hans fortid og hvor der også skal være/blive plads til vores nye liv sammen. Set i bakspejlet ville det nok havde været lettere for alle parter, at vi havde fundet et nyt hus sammen, men hjemmet er hans barndomshjem, det ligger godt og det er hans børns barndomshjem, så vi valgte at blive, men det krævede en “ny start” i det gamle.

For mig, som ny i huset, havde jeg brug for at sætte mit eget præg - mit hjem er mit slot og skal være stedet, hvor jeg kan føle mig tryg. Jeg har aldrig brudt mig ret meget om uanmeldte besøg og der kom jeg rigtig meget til kort i vores nye sammenbragte liv. Hans x og jeg havde ikke fået forventningsafstemt, så hun havde ingen anelse om, hvordan det hele var for mig og jeg ikke for hende - jeg havde min forestilling, men anede ikke om den stemte overens med virkeligheden. Om end jeg havde eftersøgt en “kaffeaftale”, så vi kunne få talt lidt om hinandens grænser mv., så vi undgik at de blev overtrådt. Desværre fik vi aldrig taget den snak - og det endte ud i en kæmpe konflikt af følelser, frustrationer og magtesløshed imellem hun og jeg. Jeg endte med at sende hende en SMS, hvor jeg forklarede mine frustrationer i nogle uanmeldte besøg hun og pigerne gjorde hos os i de dage, hvor pigerne var hos hende, uden at de hørte om det var ok, at de kiggede over. Jeg havde en klar forventning om, at der lige blev tjekket op på, om det var ok at komme forbi, nu det var vores “børnefrie” dage. Og da jeg var en del alene hjemme, da min kæreste arbejdede meget, så var det ikke rart, at de pludselig stod der i vores hjem. Husker specielt de gange, hvor nøglen bare blev sat i døren og de så pludselig stod inde i mit hjem og der kunne jeg ha’ rendt rundt i bar r** og gummistøvler - taget totalt på sengen, følte jeg. Det er ubehageligt, når man ikke venter folk i huset.

Alt dette + en masse anden mangel på kommunikation og forventningsafstemning både imellem min kæreste og hans x, samt mellem mig og min kæreste og imellem mig og hans x, endte ud i en værre konflikt, hvor jeg måtte markere mine grænser for, hvad jeg ville være med til og det måtte jeg desværre gøre overfor hans x, fordi han og jeg ikke havde samme brug for privatliv, hvilket, set nu, giver meget god mening, da det jo for ham “bare” var hans fortid og mennesker han var vant til at dele alt med, men for mig “fremmede”, som jeg aldrig eller sparsomt har delt privatlivet med.

Vores konflikt varede i godt to år! Det var en frygtelig tid! Specielt for børnene!! Men ligeså meget for alle os andre og dem der var omkring os!

Det er svært at træde ind som “bonusmor” og jeg havde egentlig gjort det meget klart, at jeg ikke var interesseret i at indtage pladsen som pigernes bonusmor, for de har kun en mor!! Men jeg var fars kæreste og jeg ville gøre alt for at blive pigernes ven. En de med tiden ville betro sig til, gå til, når de havde brug for råd, en ekstra voksen i deres liv, som ville dem alt det bedste!

Men pga. konflikten blev det utroligt svært at indtage den position, da der var meget brok frem og tilbage, og min oplevelse af, at min kærestes x ikke ønskede at jeg skulle blande mig i opdragelse mv. af pigerne. Det er jeg ikke typen der kan lade være med, da jeg går ind i ting helhjertet med alt det der medfølger. Jeg skulle finde en gylden mellemvej mellem at blive den troværdige voksen og agere en voksen i huset, hvis regler var lige så gældende som deres fars. Jeg endte desværre ofte med at blive “bussemand”, fordi jeg ikke fandt mig i hvad som helst, tog de konflikter, der kom med pigerne og sagde fra i stedet for at stryge dem med håret, for at være en de altid kunne lide. Det var vigtigt for mig at være troværdig og vise, hvad jeg følte og fortalte, når de gik over min grænse. Jeg tror det med tiden giver bagslag, at man ikke tør at vise, hvis man bliver sur, da bægeret på et tidspunkt vil flyde over! Det kan ikke undgås når man bor så tæt sammen.

I 2015 bliver jeg gravid og sammen får vi en dejlig søn i april 16. Dette vender op og ned på det hele. Jeg får en efterfødselsreaktion og her begyndte en kæmpe “oprydning” i mit liv. Der var mange ting, der fyldte, men specielt mit forhold til min kærestes x-kone! Så derfor valgte jeg at sende hende en besked, hvor jeg undskyldte for min del af vores konflikt og at jeg håbede, at vi kunne starte på en frisk. Heldigvis blev dette modtaget positivt og fra den dag af, begyndte hun og jeg, stille og roligt, at bygge på, se det positive i hinanden og forsøge at arbejde os hen imod et forhold, hvor vi begge kunne ånde ️ for uanset, hvordan man vender og drejer det, så vil hun og jeg være en del af hinandens liv, så hvorfor ikke få det bedste ud af det? ;-)

Idag er vi faktisk der, hvor vi kan hygge os i hinandens selskab og personligt nyder jeg, at vi kan kommunikere om stort og småt! Det gør det hele så meget lettere, når der er to teenagertøser indblandet også ;-)

Når jeg den dag idag, spørger min mand, hvad den vigtigste læring i vores historie er for ham, så siger han, at det vigtigste man kan gøre, når man bliver skilt og finder en ny er, at viske tavlen ren - at starte på en frisk, så de gamle aftaler med x parten revurderes fremfor at den nye partner skal tilpasse sig det gamle liv.

X-konens oplevelse: 

Min ex-mand og jeg besluttede os for at gå fra hinanden i maj 2013. Jeg blev boende til september, hvor pigerne og jeg havde fundet en lækker lejlighed ikke langt derfra.

Vi gik fra hinanden, da vi simpelthen var vokset fra hinanden, men skiltes også som hinandens bedste venner, og var fuldt ud enige om, at dette venskab skulle vi beholde, ikke mindst for vores børns skyld. Jeg ønskede det bedste for min ex-mand og blev også rigtig glad på hans vegne over, at han havde fundet en kæreste. Der gik heller ikke lang tid inden pigerne og jeg havde inviteret dem over til aftensmad hos os, så vi lige kunne sig hej og se hinanden i øjnene – dette var vigtigt for mig, i og med hun jo ville komme til at tilbringe tid sammen med mine piger. Aftenen gik godt, og jeg fik et godt indtryk. Så godt, at jeg spurgte hende om vi ikke skulle spille håndbold sammen.

Tingene gik godt i et stykke tid, men en dag, ud af det blå, modtog jeg en lang besked om, at jeg havde overtrådt hendes grænser ved at være i hendes hus uden tilladelse. Jeg blev både chokeret, men også irriteret, for i mine øjne var det jo ikke hendes hus, men pigernes hus – og ja vi havde været der, men det var pigerne som havde brug for at hente noget.

Situationen eskalerede ret hurtigt, da jeg følte mig trådt på og kunne ikke forstå, at jeg ikke længere var velkommen i mine børns hus.

Tingene var uholdbare længe. Min ex-mands kæreste og jeg var gennem flere år ikke på talefod. Pigerne, om end jeg forsøgte ikke at omtale min ex-mands kæreste på nogen måde grimt, var fuldt ud klar over, at vi ikke kunne sammen, og min ex-mand var som en lus mellem to negle. Han forsøgte at få mig til at undskylde for den måde jeg var på, men jeg følte ikke, at jeg havde noget at undskylde for – nok mest stædighed, for tænker skylden nok har lagt på begge sider. Men så lang tid med skænderier, jalousi og hele tiden gå på listetæer overfor hinanden tærer på psyken, så da min ex-mands kæreste i 2017 skrev en besked til mig og undskyldte for hendes del af kampen mellem os, var jeg fuldt ud klar til at lægge låg på. Jeg havde brug for ro og plads til at være en god mor for mine børn. Jeg orkede ikke mere uvenskab mellem os.

Vi gik os en lang tur sammen, fik snakket ud om en masse ting – og underligt nok (havde jeg slet ikke troet), så er hun jo faktisk pisse sød og vi har masser af ting til fælles.

I maj 2017 holdte vi konfirmation for vores ældste datter – vi var begge en del af planlægningen og det gik bare til UG. Vi har siden hen været ude og spise brunch sammen og mødes til div. arrangementer, og nyder at jeg har fundet en skøn veninde i hende, men mest af alt, at mine børn kan mærke at vi kan sammen – det betyder alt for mig.