“jeg har sluppet bonus-mor rollen og givet mig selv lov til at være en ekstra voksen de kan have i deres liv – når de vil!”

Billedet er et model billede og afspejler ikke beretningens personer

For godt 8 år siden startede jeg et forhold til en skøn mand. Med ham fulgte to skønne piger. Nu at tænke tilbage kan jeg slet ikke forstå der er gået 8 år, men tiden flyver som i så mange andre sammenhænge. Vi mødte hinanden og flyttede ret hurtigt sammen. Han havde to fra tidligere, jeg havde en og en fælles dukkede hurtigt og ret uventet op. Fire skønne piger samlet under et tag.
Vi flyttede sammen uden den store planlægning. Uden de store forberedelser.

Jeg har siden hen i diverse sammenbragte forældregrupper på Facebook og lignende set folk udarbejde planer og strategier, hvem gør hvad osv. Det gjorde vi ikke. Vi lod det komme. Det var ikke problemfrit, men det gik nu fint. Pigerne var små og nød godt af hinanden selskab og voksede op med hinanden som søskende. Vi havde vores respektive ex-partner på sidelinjen, og alt i alt gik det vist også som det skulle. Jeg mener come on, vi blev jo skilt af en årsag og når man sammenfører familier, børn og værdier er der selvfølgelig følelser i klemme, grænse overskredet osv. Men jeg synes faktisk det gik ret godt.
Det stod meget tidligt klart, at vi havde meget forskellige værdier. For så vidt både min mand og jeg. Men også mig og hans ex. Min mand støttede sig meget til mig, og fandt sig godt tilpas med mine værdier om rytme og regelmæssigheder, aftaler og struktur og det virkede også som om pigerne trives i det. Vi havde det godt! Jeg ser tilbage på hyggelige weekender, gode udflugter, ture til legepladsen og biblioteket, fødselsdage og familie komsammen, hvor vi forekom som en samlet familie.
Men tiden flyver og sådan nogle tøsebørn vokser. Og et eller andet sted hen af vejen blev det svære!

Efterhånden som pigerne blev ældre og mere selvstændige blev forskellene mellem hjemmene også mere tydelige for pigerne. Og særligt den ældste har haft rigtig svært ved at skille hjemmene ad. Det har betydet at vi som familie har måtte slippe hende i en længere periode, fordi hun valgte at være mere hos sin mor. Det gjorde det svært for min mand i savn til datteren. Søskende savnede deres søster og familiært blev det anderledes da hun ikke havde lyst til at deltage i familieforhold hos os, ferie og lignende.

Vi reviderede vores holdninger, ændrede og justerede. Det hjalp. Men ikke nok. Verden var bedst hos mor. Det er for privat og for kludret, at gå i detaljer med forholdene, og det var skam heller ikke det der var min tanke. Tanken var at da pigerne var små følte jeg mig som en bonus-mor. Jeg følte mig som en
omsorgsperson for dem. Jeg tørrede næse, skiftede ble, holdt i hånden og trøstede. Jeg legede og skubbede gyngen. Jeg er ikke og bliver aldrig deres mor, men jeg var en mor rolle de dage de var hos os.

Vi har fået et godt forhold sat i gang igen med den ældste og ser hende regelmæssigt. Hun deltager igen i ferier, fødselsdage og lignende og det er skønt! Men forholdet har ændret sig. Hun er blevet ældre og mere sig selv. Mere formet – og det er fantastisk! Men jeg ser ikke mig selv længere som en bonus-mor. Jeg ser mig selv som fars kone. Jeg kan stadig trøste og holde i hånden. Jeg kan give min mening og min holdning – for jeg har min og hun har sin. Vi kan være enige og uenige. Vi kan grine og græde sammen. Det er mere blevet et venskab end en bonus-mor.
Som mor til mine biologiske børn vokser jeg med opgaven. Vi vokser med opgaven, og vi vokser sammen. Som bonus-mor har jeg været med, været en del af og det forandre sig uden jeg rigtig kan gøre noget. Der er ikke en sandhed om at være bonus-mor, og jeg er klar over familier og forhold er forskellige.

Jeg vil altid have de piger nær og jeg vil altid tænke på dem. Men jeg har sluppet bonus-mor rollen og givet mig selv lov til at være en ekstra voksen de kan have i deres liv – når de vil! Og hvis de vil!