At vælge at hjemmepasse

Først vil jeg lige sige tak til Mamawise for at spørge mig om jeg kunne have lyst til at skrive lidt om hjemmepasning, det er jeg så glad for.

Min hjerne har brainstormet i mange mange dage siden Rikke skrev til mig. Jeg har ti tusinde ting på hjertet, for der er så mange aspekter forbundet med valget om hjemmepasning. Jeg vil prøve at fatte mig lettere præcist og jeg vil skrive fra et varmt hjerte, til dig som overvejer at gå en anden vej. En vej hvor du er sammen med dit barn hele dagen, hver dag, i en periode af jeres liv.  

Vi som forældre og familie har valgt at jeg skal være hjemme sammen med vores søn hver dag imens han er lille.

Det har vi primært valgt fordi vi ved, at vi aldrig kommer til at fortryde den tid vi bruger sammen med vores barn. Men vi kan modsat virkelig godt forestille os at vi kommer til at fortryde den tid vi ikke brugte sammen.

Livet har de sidste 6 år on/off udfordret os på forskellig vis. Det har råbt og skreget os ind i hovedet for at få os til at se klarere. Få os til at forstå hvordan netop vi som mennesker skal prioriterer og stykke vores liv sammen. Jeg tror, eller vent, jeg ved, at vi på mange måder slet ikke er i mål.

Men ting tager tid, og gode ting, tager lang tid.  

Jeg tager mig selv i næsten hver dag at tænke ”vil dette valg, have en værdifuld betydning for mig og os senere i livet? Hvordan vil jeg huske tilbage på det?”. Man høster som man sår og jeg vil gerne fortryde så lidt som muligt. Og det er ikke kun hvad angår hjemmepasning, det er sådan ret generelt. Det kan sommetider egentligt være super anstrengende at være blevet sådan, for jeg bliver konstant tvunget til at opveje for og imod, og virkelig mærke efter. Fordi at et eller andet inden i mig skriger, hvis jeg går ned ad den forkerte sti. Mest af alt er jeg dog meget taknemmelig for denne stemme, for den holder mig for det meste på rette spor.

Der ligger også helt klart nogle holdninger til især barnets første tre leveår bag vores beslutning, det psykiske aspekt, hans udvikling set med relations- og tilknytningsbriller på, normeringer, kvaliteten af pasningstilbud, og værdien af en barndom generelt.

Det er en længere snak som klart kan dele vandene og hvis dette indlæg ikke skal tage en hel weekend at læse, vil jeg holde mig til de mere overordnede og praktiske dele af et hjemmepasningsliv for nu.

Dog vil jeg gerne lige citere en hjertevarm mor som er uddannet i pædagogisk psykologi og nu læser psykoterapi, hun har for mig at læse, nemlig skrevet noget klogt om tilknytning. Jeg synes det er meget meget vigtigt at oplyse sig som forældre og tage sådanne ting seriøst med i sine overvejelser i forhold til sine børn.

 

”Tilknytningen til vores forældre (eller primære omsorgspersoner) er livsnødvendig for vores overlevelse.

Den er fundamental for vores velvære og trivsel, og den er fundamental for udviklingen af vores selvværd, evne til at udvikle os til selvstændige individer og evne til at indgå i relationer senere i livet.

Det er i relationen til vores forældre, vi lærer at indgå i relationer til andre mennesker – herunder andre børn, venner, og partnere.

Tilknytningen styrkes i nærværet og svækkes i fraværet.

Det handler ikke blot om at kende sit tilhørsforhold og vide, at mor og far er der.

Det handler om kvaliteten af relationen. Om en nær og dyb samhørighed, som udvikles i tiden, man tilbringer sammen.

 

Kan man så være for meget sammen med sine børn?

Nej. Men man kan være det for lidt.”

Maria Anderson (på instagram: homeboybabyjazz)

 

Hvis du vil læse mere om børns udvikling i forhold til tryg tilknytning og lignende, kan jeg anbefale dig at læse bøger af fx Daniel Stern og Susan Hart. De skriver blandt andet om hvornår børn er i stand til at kunne fastholde forestillingsbilleder af samspillet med en omsorgsperson (objektkonstans), altså at have en forestilling om sine forældre eller anden primær omsorgsperson når disse ikke er tilstede. Og at have evnen til at forstå at de kommer igen, når de er gået fra barnet. Objektkonstans påbegyndes i 7-9 måneders alderen, men er først færdigudviklet når barnet er omkring 3 år.  

Men det der hjemmepasning, det er sgu da ikke noget man bare sådan får stablet på benene henover natten, er det?

Her må jeg bare sige nej. Desværre.

Det har krævet så mange snakke herhjemme, omprioriteringer rent økonomisk, forventningsafstemninger hinanden imellem, vi har udskudt projekter, skåret ting fra i vores forbrug og hverdag, og haft tankestrømme anmas inden i os hver især. Uden egentlig at være i tvivl. Men det er klart at der er nogle ting der skal være styr på.

Jeg vil gerne komme ind på hvad vi har gjort for at kunne få enderne til at mødes, for måske kan det inspirere netop dig, på et eller andet plan.
Det håber jeg.
 

Men først, hvad var det der fik os til at vælge en helt anden vej, end to styks otte-seksten jobs til os to voksne og en institutionsplads til vores søn? .. Jo, det helt grundlæggende har nok været at vi havde rigtig svært ved at få vores søn, vi har været igennem mange undersøgelser og fertilitetsbehandlinger før at han plantede sig med solid rod i min livmoder. Og her skal det lige siges at da vi besluttede os for en familieforøgelse var det med den største selvfølge om, at han eller hun skulle i institution omkring et års alderen. Det havde vi overhovedet ikke gjort os nogle større tanker om på dette tidspunkt.  

Nå, men på denne rejse som varede flere år, der startede der virkelig en lavine af følelser inden i os. ”Han eller hun er så svær at få, for pokker hvor skal vi bare være taknemmelige hvis vi bliver forældre en dag”, ”hvilket liv vil vi leve sammen med ham eller hende?” ”tiden render hurtigere end syv vilde heste… Fuck! Hvor skal vi bare nyde det!” og jeg kunne fortsætte… Det blev mere og mere tydeligt for os at vi ikke skulle aflevere ham i adskillige timer et sted hver dag, imens vi selv tog af sted på arbejde. For tiden imellem klokken otte til seksten hver dag, foregår ikke i sådan en speciel fryseboks hvor tiden står stille. Nej der går tiden også. Og den tid vil vi gerne selv opleve med ham.

Og her må du gerne tænke, ”No shit Sherlock, men pengene skal ligesom også komme et sted fra”. Det ved jeg nemlig godt, det skal de også hjemme hos os. Selvom det kunne være rart at grave dem op ude i haven.

Men det vi fandt ud af på vejen var, at vi egentlig ikke har brug for så pokkers mange penge. Først arbejdede jeg deltid (30 timer om ugen), det kunne vi godt klare os for, så begyndte jeg at læse og fik nu ”kun” SU, og det kunne vi egentlig også godt klare os for. Så blev vi nysgerrige på om vi ikke også kunne klare os for én indkomst? Det kan vi faktisk også godt…

Men hvordan det?

Vi flyttede længe før jeg blev gravid ud af byen (Amager), til Stevns. Her kunne vi få et dejligt hus med have, for det samme som den lejlighed vi boede i på Amager kostede. Vi har valgt kun at have en bil, så jeg tager som oftest det offentlige hvis jeg skal nogle steder og min kæreste er på arbejde. Det tager lidt længere tid, men den tid har man også når man går hjemme.

Og det vigtigste, vi tænker enormt meget over hvad vi bruger vores penge på til daglig, for vi ville ikke have råd til det her, hvis vi impulsshoppede på samme måde som før. Alt hvad vi kan købe brugt, køber vi brugt. Møbler, tøj osv. Det sparer vi virkelig meget på. Og det er ikke kun godt for vores pengepung, det er også godt for vores klode, som de næste mange generationer også meget gerne skal kunne nyde godt af.  

Andre gode råd til det økonomiske – først og fremmest:

Undersøg om din kommune yder tilskud til hjemmepasning. Hvis ikke kan du tage kontakt til Samfo (småbørnsfamilieforening), de kan måske hjælpe dig med at få din kommune til at indføre dette tilskud.

Du kan sælge ud af dine egne brugte ting, genbruge tøj fra barn til barn, måske kan du omlægge lån i banken, få afdragsfrihed imens du hjemmepasser. Hvis du og din partner er gift og du ingen indtægt har imens du hjemmepasser, kan du overdrage dit fradrag til din partner. Og husk samtidig at du sparer en institutionsplads væk, det koster også penge hver måned. Dyrk dine egne grøntsager, hvis du har en have, lav madplaner. Der er så mange muligheder.

Noget andet der også har fyldt meget for os er at få skabt nogle gode relationer til andre børn og deres forældre. Nogle vi kan mødes med i hverdagene. Her har jeg meldt mig ind i flere forskellige grupper på facebook, hvor jeg simpelthen bare har eftersøgt nogle hjemmepassere i området, og de er der! Og min klare fornemmelse er virkelig at der kommer flere og flere. Allerede nu, hvor vores søn kun er 3,5 måned har jeg kontakt til flere, som vi skal mødes med. Udover det er der også mange hyggelige og velfungerende legestuer rundt omkring i landet, bla. På biblioteker.

Jeg kender også mange hjemmepassere igennem Instagram, og selvom de bor længere væk, er det et virkelig rart og inspirerende fællesskab at have også. Der er masser af  spirende fællesskaber derude. Og med de sociale platforme vi har i dag, er det så nemt at finde hinanden. Du kan søge på hashtags som #hjemmepasning og #hjemmebarn så kommer der mange fine profiler frem.

Jeg ved at det for mange forældre kan være en udfordring at skulle gå hjemme hver dag.

Måske vil man rigtig gerne, men man har måske også et behov for noget andet, bare et par dage om måneden eller noget i den dur. Og her tror jeg det er vigtigt at huske på, at hjemmepasning ikke altid er lige med at være hjemmegående på fuldtid. Og ej heller at det er noget de fleste ender med at gøre hele livet, det er en kortere tid af ens liv. Som kan vare i alt fra nogle få år til flere år, nogle hjemmepasser i vuggestueperioden, andre tager børnehavealderen med, og de helt hardcore vælger også at hjemmeskole. Det står jo heldigvis en fuldstændigt frit for at vælge det som mavefornemmelsen fortæller en er bedst.

Vigtigt tror jeg det er, at man ser det som et tilvalg af sine børn, i stedet for et fravalg af sit arbejde.  

Vi skal efterhånden være så mange år på arbejdsmarkedet, fordi vi bliver ældre og ældre, vi skal nok nå det hele.. Og hvad pokker skal vi egentlig nå?

Jeg er også stødt på så mange inspirerende måder at gøre det her hjemmepasning på. Mødre der tager lidt aften eller weekendarbejde indimellem hvor far eller bedsteforældre så er hjemme, forældre der arbejder halv tid og dermed deles om at være hjemme med børnene, fædre der går hjemme og mor arbejder. Forældre der studerer eller arbejder hjemmefra. Der er så uendeligt mange måder at strikke det sammen på. Jeg går for eksempel selv og leger med idéen om at vores søn en dag eller to om måneden skal have en bedsteforældredag, når han bliver ældre og kan være uden mig i nogle timer. Jeg kunne nemlig godt forestille mig at hjemmestudere på et tidspunkt, og det vil jeg så kunne fordybe mig med på disse dage. Og den idé tror jeg næppe heller ikke, at hans bedsteforældre synes er dårlig ;-)  

En far skrev til mig for lidt tid siden, at de havde sat sig i noget alt for dyrt inden de fik børn. De satte simpelthen huset til salg, flyttede i en campingvogn i en kortere periode for så at flytte i en lille lejlighed. Det vidner om, at det handler om hvor meget man vil det, hvor meget man er klar til at gå på kompromis med for at være sammen med sine børn, i den alt for korte tid de er små og har brug for os hver dag.

I det hele taget er tiden så moden til at gøre noget andet, end at springe på hovedet ind i hamsterhjulet. Så frygt ej, du bliver ikke ensom på vejen.

- Zara Kistrup @zarakistrup_