Familie kan heldigvis defineres på et utal af måder, og vores er helt perfekt for os.

Stine og jeg blev kærester i 2011 efter at have mødt hinanden gennem fælles bekendte. Vi var begge helt afklarede omkring vores seksualitet og havde haft flere forhold til kvinder inden, så det kom som en helt naturlig ting for både os og vores familier.

Vi blev stormende forelskede, flyttede sammen og blev gift allerede året efter.

Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi begge ønskede at skabe et fælles familieliv sammen, og vi så det som en helt naturlig ting på trods af, at vi ville få brug for hjælp til at føre drømmen om børn ud i livet. Vi har mange venner og bekendte, som har fået børn på denne måde, og vi havde derfor masser af mulighed for at se, hvordan andre regnbuefamilier trives godt og har fået masser af skønne børn uden problemer.

Vi fortalte vores familier om vores ønske om at få et barn, og vi oplevede kun glæde og opbakning herfra. Selvom det som udgangspunkt er en forholdsvis ukompliceret proces at blive insemineret, er det alligevel forbundet med mange store tanker og følelser, og det var en stor hjælp for os at have vores forældre at tale med i processen. Vi valgte en privat fertilitetsklinik i Århus, da vi kender jordemoderen, der startede klinikken og følte os meget trygge i hendes hænder. Desuden er det en klinik, mange af vores venner og bekendte har benyttet med meget stor tilfredshed, hvilket var vigtigt for os i vores valg.

Det er ikke gratis at vælge en privat løsning, men for os var det ikke det vigtigste.

Jeg har det personligt svært med store sygehuse og følelsen af at være ”et nummer i rækken”, og det var præcis den modsatte følelse, vi opnåede på den private klinik. Vi fik rigtig god vejledning i hele processen, og de rådede os til at tage os god tid til at vælge den rigtige donor.

Det med at vælge en donor er lidt en mærkelig ting for udenforstående, har jeg senere erfaret.

Stine og jeg valgte at bruge penge på en ”udvidet donorprofil” med så mange oplysninger som muligt, og vi brugte enormt lang tid på at læse lange donorprofiler, se på babybilleder af donorer, høre lydklip osv. Vi havde et stort ønske om at finde en donor, der på flest muligt parametre mindede om Stine, idet vi havde besluttet, at det var mig, der skulle bære barnet. Vi tænkte slet ikke over, at dette skulle være noget, andre ville reagere på, men jeg har senere oplevet flere stille spørgsmål ved denne proces og bruge ord som ”designerbaby” om muligheden for at vælge til og fra ud fra oplysninger om donoren. Jeg må ærligt erkende, at jeg slet ikke har forståelse for denne måde at se det på. For os svarer det til at vælge sin partner ud fra de kriterier, man nu engang vægter højest, hvilket for os er helt naturligt, og vi er meget glade for, vi valgte at gøre det på den måde. Det gav os ro og tryghed.

Da vi havde fundet den helt rigtige donor, blev jeg insemineret på klinikken, og det var en overraskende følelsesmæssig turbulent tid.

Jeg havde en naiv tro på, at det ville gå super hurtigt for mig at blive gravid, og da det ikke lykkedes i de første 4 forsøg, begyndte jeg virkelig at miste modet.

Vi fik lagt en plan om at begynde på hormonbehandling og måske finde en ny donor for at hjælpe tingene på vej, men vi havde lige en 3 uger lang forsinket bryllupsrejse til Florida, vi skulle have overstået først. Dagen inden afgang nåede jeg dog lige at få ægløsning, og vi brugte vores 5. og sidste forsøg med den donor, vi havde som førstevalg. Vores tanker var på rejsen og den hormonbehandling, vi havde planer om at sætte i gang, når vi kom hjem, og vi havde slet ikke forventet, at vi en tidlig morgen i Miami ville stå med en positiv graviditetstest. Men det gjorde vi!

Alexander blev født 1. april 2014 efter en forholdsvis ukompliceret graviditet.

Til gengæld var fødslen lang, kompliceret, voldsom og slet ikke, som vi havde håbet på. Både Alexander og jeg blev indlagt, og den første tid var meget præget af, at ingenting fungerede. Det var en virkelig svær tid, som satte dybe spor i både mig og især Stine, og det er en tid, som vi stadig har svært ved at rumme. Vi kom dog på mirakuløs vis igennem sammen, og efter det første halve års tid følte vi os igen stærke og glade.

Som jeg tidligere har nævnt, havde vi et ret stort netværk af regnbuefamilier i Århus, hvor vi på daværende tidspunkt var bosat, og vi følte os som en helt almindelig familie. Denne følelse blev dog udfordret, da vi pga. jobmuligheder tog beslutningen om at flytte til den mindre by Viborg, da Alexander var omkring halvandet år.

Jeg blev pludselig meget bevidst om, at det muligvis ikke ville være lige så accepteret at være regnbuefamilie i en mindre dansk by et sted inde midt i det mørke Jylland.

Det var en tanke, jeg havde svært ved at slippe, da vi flyttede, og selvom det ikke længere er noget, der fylder, er jeg dog fortsat bevidst om, at der i Viborg er klart færre alternative familieformer, end der er i de større byer.

Stine og jeg har aldrig været typerne, der har haft enormt meget brug for at understrege vores seksualitet overfor resten af verden. Vi føler intet behov for at gå i paradeoptog eller kun omgås andre homoseksuelle, og vi anser os selv som værende en helt almindelig og til tider småkedelig familie som de fleste andre.

Måske er netop denne indstilling med til at gøre det nemmere for andre at forholde sig til os uden fordomme?

Det er i hvert fald min oplevelse, at hvis man selv er afslappet omkring sine valg, smitter det af på omgivelserne. Jeg griner ofte af folk, der uden at tænke sig om kommer til at sige noget i retningen af: ”Guuuud, jeg vidste slet ikke, du var lesbisk! Hvorfor har du ikke sagt dét? Du ligner jo slet ikke sådan én!” (hvordan ”sådan én” så end ser ud…). Jeg tager aldrig sådanne udsagn som værende negativt ment. Jeg er 100% bevidst om, at jeg lever i et forhold, som de færreste gør, og det er helt okay med mig. Jeg kan sagtens grine med folk, der bliver overraskede og kommer til at sige fjollede ting, og jeg plejer at give igen med at spørge, om de synes, alle generelt bør starte med at introducere sig for nye mennesker med fulde navn og seksualitet? Det plejer at sætte tingene lidt i perspektiv.

Jeg tror, vores afslappethed i forhold til vores familieform gør det nemmere at være regnbuebarn.

Vi har i hvert fald indtil videre ikke mødt negative fordomme, og vi oplever ikke, at Alexander er udfordret af det i sin hverdag. Tvært imod har vi flere gange oplevet børn, der har været dybt misundelige på, at han er så heldig at have TO mødre, og hans bedste ven ønskede sig sågar en ”Stinemor” i julegave sidste år.

Vi har oplevet, at personalet i Alexanders børnehave har været enormt undskyldende over, at der i en eller anden formular kun var angivet ”mor” og ”far”, og at de ikke havde mulighed for at lave det om, så det passede til vores familie. Det tog os ret lang tid at få dem overbevist om, at vi er komplet ligeglade med sådanne formuleringer, og at det for os er helt fint! Vi er meget bevidste om, at vi har taget et anderledes valg, og at de fleste børn jo har én mor og én far.

Vi er ikke naive, og vi prøver ikke at lade som om, vi ikke er anderledes. Det ER vi jo, men det er helt okay! Vi prøver heller ikke at lære Alexander, at det ikke er anderledes.

Vi italesætter ofte både vores og andre familieformer derhjemme, og vi anser det generelt som en yderst vigtig ting at lære børn at rumme forskelligheder. Vi er bevidste om, at Alexander kommer til at vokse op med en masse spørgsmål – både fra sig selv og andre. Han kommer ganske sikkert også til at opleve negative fordomme og kommentarer, ligesom mange andre børn kommer til at opleve på andre baggrunde i deres opvækst. Heldigvis lever vi i en tid, hvor flere og flere står frem med deres seksualitet og anderledes måder at lave familier på, og det hjælper forhåbentlig nutidens børn til at blive mere rummelige og forstående for forskelligheder.
Alle forældres vigtigste opgave må være at give deres børn så meget kærlighed og lære dem at tro så på sig selv, at de kan modstå forhindringer på deres vej uanset hvor store, de måtte være.

I år til ”fars dag ”sagde Alexander: ”Nogle har en far, men det har jeg ikke. Jeg har en Stinemor i stedet, og det er faktisk mega sejt!”.


Familie kan heldigvis defineres på et utal af måder, og vores er helt perfekt for os. Vi er uendeligt taknemmelige for at bo i et land, hvor det kan lade sig gøre!


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.