Kommer morfar ikke?

Nej ikke i dag skat, han er på arbejde. 

Er en sætning jeg har sagt nogle gange efterhånden… Også selvom jeg ikke aner hvad ‘morfar’ laver.. 
For hvordan forklare man sin søn på 6 år, at morfar ikke gider at se ham, hans søskende eller forældre? At morfar ikke vil være morfar og ikke giver en flyvende fis for ham eller os andre? 

Som mor er det min opgave at beskytte mit barn og det gør jeg! 
Med næb og kløer og et bristet hjerte.

Mine forældre har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke var planlagt, ja de var faktisk ikke engang kærester og blev det heller ikke i forbindelse med min mors graviditet. 

Jeg har aldrig tænkt yderligere over, at jeg først så min far, da jeg var 4,5 år gammel fordi jeg selv spurgte, indtil forleden...

Efter ingen kontakt med min far i et par år, fordi han ikke ville være morfar, ikke deltog i børnenes fødselsdage osv. inviterede min mand og jeg ham og hans nye kone over. 

“er det for børnenes skyld, har jeg intet behov” av mit moderhjerte. Hvordan kan mit kød og blod ikke ønske at kende mine børn? De dejligste børn på jorden. 

Jeg havde ikke spurgt om han ville være morfar? Øh… hvad?? 

Min far var 20 år gammel da jeg blev født og han var ikke klar til at blive far, også derfor jeg ingen kontakt havde med ham det første stykke tid.. Han blev morfar som 41 årige med børn i folkeskolen, hvilket han ikke kunne forene sig med. 

Vi prøvede, min mand og jeg. Jeg troede at det var grundet de tidligere konflikter (dem tager vi ikke lige her), jeg kunne ikke håndtere tanken om, at jeg var skyld i, at mine børn ikke så deres morfar. Så min mand og jeg blev enige om, at være voksne og se fremad.. Invitere dem over, snakke om tingene og finde en løsning. 

Troede vi… 

‘mødet’ gik fint, sober tone, smil og høflighed. Bagefter sad jeg tilbage med en storm af følelser. Har han overhovedet nogensinde ønsket mig? Nu give det mening, at det var hans ex-kone jeg brugte tiden med. (og hende jeg ser regelmæssigt i dag, mine børn ser hende og kalder hende bedstemor) Har jeg så egentlig altid været i vejen, i hans øjne? Så han mig kun af tvang og ikke af lyst? 

Hvordan forklarer jeg mine børn, at de har en morfar som de ser til Oldemors fødselsdag men ikke er en del af deres liv? Fordi han ikke ønsker det, uden at mine børn sidder tilbage med følelsen af, at de har gjort noget forkert. 

Min mand og jeg er enige om, at det ikke er morfar og bedstemor. De tiltales med fornavn og det er de ok med. Tænker faktisk det passer dem bedst. 

Men følelserne inde i mig, de forsvinder nok aldrig. Jeg føler mig svigtet, godt og grundigt. Måske egentlig lidt lille pige sur over, at mine børn ikke er værd at bruge sin tid på. Ja det er en stor mundfuld med 3 små børn, men altså han er far/adoptivfar og bonusfar til 7 stk. inkl. mig, så det er jo ikke fordi at han ikke er vant til børn. 

Sådan som jeg føler det, så er mine børn eller jeg bare ikke ønsket. På trods af, at mødet var vores idé, så tror jeg bare, at jeg lader det glide ud i sandet. Der er intet ‘ondt blod’ i mellem os, og ser vi dem til diverse familiefester vil jeg da også pænt smile og snakke hvis de spørg. Men mere end det bliver det ikke. 

Dét er hans tab, han går glip af nogle unikke, fantastiske øjeblikke med sine børnebørn. Som han aldrig kan få igen. Men jeg føler samtidige en pligt.. En pligt om, at hjælpe mine børn til at få et forhold med deres morfar. Jeg gør ikke mere ved det, for mine børn skal aldrig, aldrig, aldrig sidde med den følelse som jeg sidder med. 

at føle sig uønsket. 

Heldigvis, har min mand jordens dejligste forældre som giver vores børn alt hvad de har. Misundelsen over kusinernes forhold til alle bedsteforældrene slipper vi nok ikke uden om, men der er ingen tvivl om at vores børn er bedre tjent uden. 


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.