Jesper fortæller om Noahs vej til verden.

image1.png

Mine historier om 2 vidt forskellige fødsler, jeg hedder Jesper. Mand til Christina og far til 2 fantastiske sønner. Noah på 3 år og Malthe der er 5 måneder.
De 2 fødsler giver et godt billede af, intet er som man har forventet og fødsler er vidt forskellige ting. Den kan være hård, ubarmhjertig, men også hurtig, lidt ”let”. En ting er dog sikker, lige meget hvordan fødslen er, der kommer noget helt ubeskriveligt fantastisk ud af det. Man bliver forældre.

Vi starter med, at bringe den ene af Jespers fødselsberetninger. Denne er af sønnen Noah og beretningen om lille Malthes ankomst til verden, kommer på et senere tidspunkt. 

Jeg husker at jeg vågnede af at Christina rumstere, holdte vejret og gav sig mere end de sidste par uger. Klokken var 4.30 første gang. Eftersom det var første gang vi skulle have et barn, så var vi og især jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var gået i gang. Især fordi vi de seneste par uger flere gange havde troet at det var startet pga. nogle stærke og kraftige plukveer.

Her startede det dog. Christina var 40 + 6. Vi var i sommerhus godt en time nord for Aalborg, et lille håb var at vi havde født. Eller Christina selvfølgelig havde født, selvom jeg altid er kommet til at sige vi. Jeg havde ikke fri, så jeg skulle på arbejde i Randers. Christina var stadig meget i tvivl om det hele var gået i gang, jeg mindes at jeg var mere sikker og at jeg gerne ville blive hjemme fra arbejde, også for at lade lidt op og måske få sovet lidt. Afsted på arbejde tager jeg dog.

Hele min nærmeste familie var med i sommerhus, igennem dagen blev jeg løbende opdateret på sms fra min søster. Lad os bare sige, det lød til at være hårdt at være derhjemme. Det gik dog ikke specielt hurtigt. Klokken er 14.30 da min mor og Christina kører ind mod fødegangen, for at blive tjekket om fødslen er i gang. Jeg må ærlig indrømme at min effektivitet på arbejdet den dag ikke var den bedste. Afsted mod Aalborg kørte jeg. Det passede med at Christina havde været til tjek og vi mødtes ude foran, fødslen var i gang, cirka 1 cm åbning.

Vi tog derfor kun hjem til lejligheden, men lige med en smuttur forbi Burger King for at blive tanket op. Kan ikke huske meget udover at Christina spiste løgringe. Det kommer vi tilbage til.
Klokken blev omkring 19.00 da vi ringede derind igen og skulle forbi til næste tjek, Christina’s veer var blevet noget værre, hun havde for at sige det mildt pisse ondt.
Tilbage til løgringene, for at beskrive en smule hvor ondt hun havde. Hun kastede op inde ved briksen, flere gange pga. ren smerte. Løgringene lugter ikke just godt anden gang.
Det var gået stærkt, jordemoderen målte Christina til 6-7 cm og Noah’s hoved var presset langt ned. Vi fik en stue og var klar til hvad der tydede på en hurtig fødsel.

Efter lidt tid skal jordemoderen så tjekke igen, det viste sig at det kun var 3 cm åben. Grundet hovedet var så langt nede, så føltes det som om det var mere. Så gjorde vi os klar til en lang aften og nat.
Vi havde 2 jordemoder igennem fødslen, begge super gode og begge enige om at Christina havde super gode veer, som de kaldte det. Jeg siger det igen, hun havde pisse ondt.
Det samme begyndte mine fingre at gøre. Jeg skulle lege massør eller det er lige før jeg vil kalde det slagter, så hårdt jeg skulle massere Christina’s lænd. Under hver eneste ve, for at hun kunne projektere hendes smerte anden steds.

Nu tænker alle mødre derude nok, hvor er han da en typisk mand at føre hans ”lille” smerte til
sammenligning med hans kone’s. Men nej på ingen måde, nu har jeg været med til 2 fødsler og lad mig sige det enkelt – godt jeg ikke er en kvinde, det ville jeg ikke kunne holde til.
Christina var også på grænsen flere gange. Der blev prøvet at komme i badekar, men det varede ikke længe før det blev droppet. Flere gange sagde hun ”Jeg giver op, orker ikke mere”. Der kan man ikke gøre meget andet end at være lige til og sige det åbenlyse. ”Det er lidt for sent at give op”.

På et tidspunkt ud af det blå siger Christina ja til at få sat elektroder på ryggen, hvor det skal give små stød under veerne. Vi havde heldigvis snakket om de ting hun var villig til at prøve og ville have inden fødslen, dette var ikke en af dem. Så mens jordemoder går ud for at hente dem, får vi snakket om det og vi forsætter med massagen i stedet.

Til sidst omkring klokken 00.30 er vi begge så trætte, vi vågnede begge klokken 04.30. Så vi begyndte at sove mellem hver ve, det må være det der kaldes powernapping. Halvandet minut og så en ve, samt jeg må være ærlig Christina hun skreg, ikke bare lidt, nej meget. Så vi vågnede og så sov vi igen, vågnede og sov igen. Cirka 5. gange.

Vandet var aldrig gået, så jordemoderen prikkede hul.
Fra klokken 01.30 så begyndte det at gå stærkt og omkring klokken 02.30 var hun næsten helt åben. Så der blev gjort klar til afgang, 30 min senere var det tid til at presse.

Det var også i starten af pressene den sødeste og sjoveste historie under fødslen skete. En hård ve og et lille pres før Christina egentlig skulle presse. Der sker et lille uheld. Jordemoderen har lige tørret lidt blod og slim væk. Så jeg spørger så forsigtigt jeg kan ”Ehm har du stadig den klud?” – Jordemoderen opfatter mit, hvis jeg skal sige det selv, galante forsøg på at være en gentleman. Christina kan dog høre det i min stemme
– ”Hvad sker der? Eh laver jeg PØLSE?” i verdens mest lyse stemme og vi alle 3 er færdige af grin. Sådanne ting sker, Christina var med til at gøre det til et af lyspunkterne under fødslen.
En ting kan jeg sige, Christina kan presse. 30 min og Noah sagde hej til verden – klokken 03.13. Jeg fik klippet navlestrengen, en ting jeg faktisk ikke kunne huske indtil for nyligt. Desværre skreg han ikke det store, men hostede og hostede.

Desværre lige meget, hvor meget de nappede eller nev Noah ville han ikke helt give sig til at græde. Han havde slugt en del fostervand. De var hurtige og fik ham undersøgt, han fik suget en masse af det op, men hapsede stadig.
Afsted med hans nybagte far der var meget bekymret for at sige det mildt til Neonatal
afdelingen. Får næsten dårlig samvittighed af at tænke tilbage på det, jeg tænkte kun på min søn og lod min udmattede kone tilbage alene, da hun skulle syes. Ikke at jeg kunne gøre andet, men man ville gerne kunne støtte begge to.
Noah kom i varmeboks og efter jeg havde set han havde det godt, faldt jeg i søvn i en stol ved siden af ham. Da jeg vågnede og jeg så at Noah sov sødt og roligt, så måtte jeg se Christina. Jeg fandt frem til fødestuen igen, Christina var blevet syet og var blevet sat i en kørestol. Hun ville se sin søn!
Der gik 4 dage før vi kunne tage hjem. Det er det største at være med til og det største at blive til, mere simpelt kan det ikke skrives.

Fødsel og far.