“Allerede kort tid efter storebrors fødsel, meldte tankerne sig om en planlagt hjemmefødsel af næste familiemedlem.”

unnamed-5-1-520x520.jpg

Allerede kort tid efter storebrors fødsel, meldte tankerne sig om en planlagt hjemmefødsel af næste familiemedlem.

Storbror Oscar blev født i Juni 2015, og foregik på Kolding Sygehus.
Fødslen foregik ukompliceret og i vandkar. Selvom det var en god fødsel, følte jeg dog ikke helt at kunne finde ro i fødslen, og hovedet var ikke helt med.
Så efter at manden var blevet overtalt, var hjemmefødsel planen da jeg blev gravid igen med lillebror William.

I hele graviditeten var jeg ret afklaret med tanken om den forestående hjemmefødsel, bare jeg havde mit fødekar og en jordemoder. Mens lillebror voksede planmæssigt i babyhulen, blev der anskaffet fødekar og jeg blev tilmeldt kendt jordemoder ordning i Aabenraa.
Det kan klart anbefales, og man møder dermed de tre tilknyttede jordmødre inden fødslen.

Det eneste der nogen gange gjorde mig lidt usikker, var andre folks reaktioner. “Hvor er det vildt, at du TØR, jeg havde ikke gjort det” De var helt sikkert velmenende, men undertonen bar lidt præg af “tør du godt udsætte barnet for det”, men det var sikkert bare mig og mine graviditetshormoner der fejltolkede :-)

Ugerne gik, og terminsdatoen gjorde det samme. 2 dage over termin, vågnede jeg af lidt milde veer midt om natten. Første tanke var lidt panisk, da den næste fødsel jo kunne være NU, og minderne om smerten fra første fødsel kom snigende. Jeg fik dog ringet til jordemoderen, som fik mig talt lidt til ro.

Manden og jeg fik ligeledes hentet storebror, hvis nu der skulle ske noget. Vi sov dog hele natten, uden veer. Næste morgen kl 9 var der heller intet at mærke, men der var lidt murren i livmoderen, så vi blev hjemme fra den planlagte familie julefrokost.
Ca kl 10 begyndte der nu at komme lidt veer. Dog stadig meget milde, så jeg blev i sengen og så fjernsyn mens manden bagte boller. Vi havde stillet alt klar til fødslen om natten, det eneste der manglede var at fylde vand i karet.

Veerne var stadig meget uregelmæssige ved middagstid, og ikke særlige kraftige. Men pludselig kom der gang i det, og jeg ringede til jordemoderen ved kl 14. Veerne var begyndt at bide lidt, så det var rart da jordemoderen kunne være der i løbet af 40min. Imens blev der fyldt vand i karet, og jeg var netop “hoppet” i, da jordemoderen kom. Jordemoderen mærkede mig da hun kom, og jeg var allerede åbnet 5cm!

Yay! Hvilket betød at jeg var i aktiv fødsel, og jordemoderen blev hos os. Der gik ca 40min med veer, der begyndte at bide lidt mere, og alt i mens jeg pustede mere og mere, sagde jordemoderen at jeg bare skulle sige til når hun skulle mærke. Det måtte hun gerne, og jeg var allerede helt åben og måtte presse med.
(Vearbejdet havde slet ikke været slemt, og jeg var vildt overrasket over at det ‘bare’ var det) Jeg kom om på alle fire, og pressede nu med. 10min senere kl 16.33, kom den fineste lille dreng svømmende i vandet og jeg kunne selv tage ham op. Fantastisk.

Jordemoderen blev 2 timer, hvor lillebror blandt andet blev vejet og målt. Samtidig blev der spist boller og sat flag frem. Det var jo fødselsdag. Efter jordemoderen tog hjem, lå vi alle tre i sengen og kunne lige nå at se lidt af aftenens fodboldlandskamp. Man er vel drengemor ;-)

 

unnamed-4-1-300x225.jpg