“Da jordmoderen gik ud for at hente det ve-hæmmende, faldt hjertekurven. Den ikke bare faldt, men blev nede.”

Jeg fødte vores lille datter d. 25. December, om morgen, i uge  33+3. Men det hele begyndte faktisk 5 uger forinden, tilbage i november.

I november blev jeg indlagt med forkortet livmoderhals og lidt for mange regelmæssige plukveer. Jeg lå på sygehuset i 6 dage og hver dag var jeg angst for, at jeg ville gå i fødsel.
Under indlæggelsen fik jeg lungmodne og en omgang ve-hæmmende.
Jeg blev udskrevet med beskeden om, at forblive sengeliggende.
De første par uger var jeg nervøs for at gå i fødsel når som helst. Tasken var pakket og børneværelset stod klar. Vi havde endda investeret i babytøj i str 44, just in case.

Men som dagene og ugerne gik, faldt jeg mere og mere til ro. Det var jo egentlig gået i sig selv det hele og min mand og jeg jokede med, at nu endte jeg sgu nok med at gå over tid!

D. 18. December skulle vi til jordmoder tjek. Her lagde vi den mest fantastiske drømme fødselsplan! Jeg ville gerne føde i vand og min mand skulle tage imod. Vi gennemgik stillinger og det hele så perfekt ud. Jeg glædede mig faktisk til fødselen og angsten for at gå i fødsel før tid var for længst glemt.

Men det skulle hurtigt vise sig at blive en helt anden fødsel end planlagt, for 6 dage efter, juleaften, startede det. Jeg begyndte at blive dårlig, om eftermiddagen. Det gik over i en ligende omgang roskildesyge og jeg rendte fra seng til toilet hele natten. Jeg tænkte; Øv altså og typisk at man lige skulle få sig sådan en omgang lige præcis juleaften.
Omkring ved 4-5 tiden om morgen, begyndte jeg at mærke en niven i lænden. Jeg troede det egentlig bare var min dehydrere krop, der snart ikke kunne komme af med mere. Jeg vækkede min mand, som troede det samme som mig. Jeg prøvede at sove og han prøvede at massere min lænd, men det begyndte at tage til. Mange tanker fløj igennem hovedet; Var det mon veer? Eller var det egentlig bare min krop der var helt færdig oven på en ordentlig omgang udtømning, for at sige det mildt. Og hvornår havde jeg egentlig sidst mærket hende? Jeg var egentlig også svimmel og bare rigtig træt!
Kl 07:01 ringede jeg til svangerafdelingen på sygehuset. Bare lige for at være sikker. Jordmoderen bad mig komme ind til tjek, mest så jeg kunne være rolig og så kunne jeg få lidt væske derinde. Det tydede jo på at jeg havde haft mig en god gammeldags omgang mavevirus.
Vi kørte afsted og ankom ca. Kl 8. På vej derind, var jeg egentlig ikke længere i tvivl om, at det var veer, men hold nu op hvor jeg syntes at det pressede lige lovligt meget.

Jordmoderen lavede et tjek og jeg havde åbnet mig 1/2 cm og havde nogle gode veer. Hjertekurven på lille pigen så perfekt ud og jeg var igen rolig.
Efter halv times tid, ankom der en jordmoder fra fødegangen. Hun undersøgte mig og jeg var nu 2 cm åben og veerne var ved at være ret ulidelige!
"I skal nok forberede jer på at blive forældre i dag" sagde hun. Mit hjerte gik i et kort øjeblik i stå og tusind tanker fløj igennem hovedet på mig. Nogle mere ligegyldige end andre; Vi havde jo ikke pakket noget og hvad med hunden derhjemme? Hvor stor ville lille pigen mon være og ville hun klare den? Hvad så med at føde i vand? Hvordan skulle jeg så føde?
Puha for en besked. Jeg havde jo først termin d. 9. Februar og nu stod jeg og Skulle føde i dag, 7 uger før tid!

Jordemoderen gik ud for at tale med en fødselslæge. Jeg var jo før uge 34, hvor man normalvis vil forsøge at udsætte en fødsel. Og ganske rigtigt, hun kom tilbage og ville forsøge med endnu en omgang ve/hæmmende, for at se om det virkede. Det var en følelsesmæssig rutsjebane og det havde det jo været i efterhånden mange uger. Fødsel - ikke fødsel - fødsel - ikke fødsel.

Men så skete det, der nok er de fleste forældres mareridt under en fødsel. Da jordmoderen gik ud for at hente det ve-hæmmende, faldt hjertekurven. Den ikke bare faldt, men blev nede.
Hun kom hurtigt tilbage og ringede akut.
Nu begyndte alting at gå hurtigt og jeg nåede knap nok at følge med. På få minutter var stuen fyldt med læger og jordmødre. Det føltes som hundrede mand på den lille stue. Alle i kampen for, at få gang i hjerterytmen igen. Jeg blev vendt og drejet, alt i mens at veerne tog til.
Jeg endte med at måtte kravle om på alle fire, med en jordmoder i benenden af sengen, som måtte presse lille pigens hoved tilbage. Hver gang jeg fik en vee, blev hun klemt og hjerterytmen faldt.
Så kom beskeden, som jeg slet ikke på noget som helst tidspunkt havde tænkt på kunne komme; "vi kører dig op til akut kejsersnit".

Hvad betød det? Hvordan foregår det? Der var ingen tid at spilde, så jeg blev kørt afsted med det samme. Når jeg tænker tilbage på det i dag, er det lidt en 'ud af kroppen oplevelse'. Der var så mange mennesker omkring mig, det gik så stærkt og samtidig havde jeg ufattelig mange smerter. Jeg havde slet ikke tid til at tænke over det der skete.
Jeg blev kørt ind på operationsstuen og her var der endnu flere mennesker. Der var både dem der skulle tage sig af mig og så stod der et helt hold klar til at tage i mod vores lille pige. Vores for tidlig fødte lille pige. Hvordan ville hun mon klare det? Hvad kunne jeg mon forvente af en så tidlig født baby?

Jeg var så heldig, at selvom det var akut, så gav de det en chance at jeg fik en rygmarvsbedøvelse. Så kunne jeg være vågen og komme mig hurtigere. Jeg kan huske at jeg tidligere, under planlægningen af fødslen hos jordmoderen, ikke ville have en epiduralblokade, når jeg engang skulle føde. Jeg skulle ihvertfald ikke stikkes af sådan en nål! Men nu lå jer der og havde egentlig ikke rigtig noget valg og havde heller ikke tid til at tænke over det. Jeg lod mig bare følge med og alle mine tanker gik på hende.
Det føltes som flere timer, men der var kun gået få minutter. Nu gik de igang. Jeg havde ikke smerter, men kunne mærke de rykkede rundt deromme. Det føltes som én stor mavepuster og som om at alt luften sivede ud af mig. Men så hørte jeg verdens bedste lyd. Hun græd. Tårerne begyndte at trille ned af mig og kort efter lå hun på et bord, skråt bag mig. Hun lå og kiggede og jeg var så lettet og så lykkelig. Jeg fik følelsen af at jeg vågnede op fra en meget lang drøm og kom til bevidsthed igen. Hun lignede jo en rigtig baby og hun lød som en rigtig baby.

Kl var 9:25 da hun kom ud, som en rigtig julegave. Hun var lille, men vejede alligevel 2088 g og målte 47 cm. Meget større end forventet. Hun var perfekt og hun trak selv vejret fra starten af.
Herfra ventede 2 1/2 uges indlæggelse på neontalafdelingen, før vi kom hjem.
Det har været den vildeste følelsesmæssige rejse og en fødsel der på ingen måde kunne have været planlagt. Den blev noget helt særligt og unikt, også selvom det blev med akut kejsersnit, for det jo stadig historien om, hvordan vores lille pige kom til verden og hvordan vi fik et akut kejsersnit i julegave.

I dag, 7 uger efter, vejer hun 4 kg og måler 54 cm. Hun fuld-ammes og klarer sig simpelthen så flot.

En stor tak skal lyde til alt personalet, både før, under og efter fødslen.

Amanda Winther Due