“Det er åbenbart ikke helt ufarligt, for de stopper med alt smertestillende og bestiller blodprøver fordi de frygter jeg kan få et hjertestop.”

IMG_1204-520x520.jpg

Jeg er påvirket følelsesmæssigt imens jeg skriver dette her.. det er 10 uger siden jeg fødte min søn og jeg kan stadigvæk græde når jeg tænker tilbage på den dag, en dag hvor ALLE følelser var i spil.

 

Jeg ligger på Hospitalet, det er mandag d. 30.01.2017 om eftermiddagen og jeg er blevet indlagt på Hvidovre Hospital.

Jeg er indlagt pga. svangerskabs forgiftning og de vil derfor sætte fødslen i gang.

Vi er møg spændte, Allan har taget fri for at sidde ved min side. Jeg skal tage én pille hver 3. time, som burde sætte fødslen i gang.

der sker dog ingenting, og alle skriver spændt til os, om der mon er en lille prins der vil ud, men næææh nej han ligger godt i mors kæmpe mave.

 

Igennem min graviditet med voldsom bækkenløsning har jeg hele tiden holdt modet oppe med, at jeg helt sikkert ville sparke røv til at føde, jeg har kigget på mine brede hofter og tænkt ' hvis de ikke er skabt til at føde børn, så ved jeg ikke..'

jeg har mærkeligt nok set frem til min fødsel, glædet mig til at kæmpe som en urkvinde og vise at jeg godt nok ikke var skabt til at være gravid, men jeg fandeme nok skulle vise hvor sej jeg var til at føde.

For mig var det enormt vigtigt at føde 'rigtigt' altså vaginalt, og hvorfor vil man dog have et brændende ønske om at få ødelagt sin tissemis ? Ja det kan virke underligt, men den drøm har jeg altid haft og har haft en forestilling om hvordan min fødsel skulle foregå.

Derfor havde jeg også den helt store fødselsplan klar.

Jeg var klar til SMERTEN, jeg havde forberedt mig mentalt på ,at det her det skulle jeg nok klare, jeg havde jo min mand ved min side!

 

Mandagen gik, tirsdagen gik, onsdagen gik og vi var mega utålmodige, de der piller hjalp ikke en pind, fik nogle lidt kraftigere plukveer, men det var så også det..

 

Endelig torsdag aften besluttede de sig for at tage mit vand, Allan var taget hjem, for han måtte ikke overnatte derinde med mig, han havde også kun en trist stol, så det var hårdt for ham at sidde der hele dagen.

Kl. var 23.00 og jeg haltede afsted ned af gangen med en jordemoder, jeg lagde mig op og hun stak en finger op med en spids ting for enden og PLASK! det væltede ud med vand, jeg oversvømmede den stue, jordemoderen grinede:' at så meget vand havde hun godt nok aldrig set', men det var klart og fint så ingen problemer.

Hun sagde jeg skulle ligge mig ned på stuen, for der kunne gå længe inden veerne gik i gang, og når de gjorde kunne jeg ringe til Allan, men jeg skulle forvente en dejlig nats søvn inden det gik i gang. BULLSHIT der gik fucking et kvarter, så havde jeg veer derudaf!

jeg ringede til Allan og han kom indenfor 15 min.

Jeg lå i et rum for mig selv, men kun delt af en skydedør lå en anden kvinde og prøvede at sove, så fik at vide at jeg skulle prøve at være stille, hallo jeg har veer ?? Jeg må vel ømme mig lidt? Det var på ingen måde fordi jeg skreg!

Efter en time sagde jeg, at jeg ikke længere kunne tage hensyn og nu måtte de godt få mig ned på fødestuen.

Jeg blev så bedt om at GÅ derned, så med veer og bækkenløsning gik vi derned, må have været et ømt syn.

 

Vi kom ind på stuen, den var der intet at klage over. Det var en sanse stue, og når nu mit ønske om at føde i vand, ikke kunne lade sig gøre, så var det mit 2.valg.

Der var dæmpet lys, pejsen spillede på en skærm på væggen og der var noget roligt musik, meget fint og god start.

Jeg kom godt i gang med veerne og fik en god rytme og kontrol over dem.

Min krop begynde pludselig at ryste helt ukontrolleret og jeg fik lagt et drop med magnesiums fosfat i den ene hånd , og i den anden hånd fik jeg lagt vedrop for at holde dem regelmæssige.

Det hjalp på mine rystelser og alt virkede fint, der blev konstant kørt hjertelyd på min søn  og det lød også fint.

 

De besluttede at lægge en epidoral blokade pga. mit alt for høje blodtryk. Det er en fantastisk oplevelse! veerne buldre derudaf og man mærker bare ingenting. Så vi blev lagt til at sove lidt, det kunne jeg self. ikke selvom jeg var død træt, så var jeg bare alt for spændt.

Jordemødrene, som i øvrigt var nogle meget unge piger, skiftedes til at komme ind og skrue op for mit vedrop.

Efter to timer tænder hun lofts lyset og ser bekymret ud, det er gået op for hende at de har skruet op for det forkerte drop de sidste 2 timer, og derfor jeg har fået 7x den dosis af magnesium fosfat som jeg burde! Fedt nok!

Det er åbenbart ikke helt ufarligt, for de stopper med alt smertestillende og bestiller blodprøver fordi de frygter jeg kan få et hjertestop.

Fedt så ligger man der og tænker at lægerne self. passer på én, men de har siddet og drukket kaffe og så har de bare gået ind og skruet op uden at tænke, det er ikke engang noget jeg finder på, det hørte vi jordemoderen tilstå!

Men jeg 'mistede' samtidig min epidoral blokade og veerne buldrede derudaf igen.

Heldigvis var skaden ikke større end et knæk i tilliden til jordemoderen, og jeg kunne roligt føde videre.

Mine veer varede i 14 timer ca. og jeg var træt! Min søn lå stadigvæk højt og jeg var ikke udvidet nok.

Jeg havde desuden fået lagt kateter og var ikke blevet tilbudt lavement.

Så jeg lå bare dér, med slanger og nåle og blod overalt, jeg svedte og prustede og lignede døden fra Lybæk.

 

Pludselig fik jeg følelsen af seriøst at skulle på det lille hus, men jeg kunne jo ikke komme ud af sengen, desuden kom veerne med så få mellemrum, at det ikke var muligt tror jeg , så dér lå jeg og skreg: 'jeg skal skide!!!' hvilket bare var min største frygt! og jordemoderen sagde bare ' jamen så gør du det'.

WTF ! Men det skulle jeg ikke, jeg skulle presse! Veerne havde udviklet sig til presseveer, desværre var resten bare ikke fulgt med, jeg var kun åbnet 8 cm og min søn lå stadigvæk alt for højt og sad fast i bækkenet , så jeg måtte ikke presse.

Det er umuligt !! Når alt i kroppen siger PRES så må du følge med, jeg mistede alt den kontrol jeg følte jeg havde over de alm veer og følte ikke rigtigt jeg vidste hvad der skulle ske, jeg SKREG som en der skulle dø! I 4 timer fortsatte de presseveer, jeg var umenneskelig træt. Jeg sagde til jordemoderen 'jeg kan ikke mere, hvis vi når dertil hvor jeg kan få ham ud, så har jeg ikke flere kræfter tilbage'. Allan var også frustreret og dem derhjemme var bange, de havde jo hørt for længe siden at jeg var åbnet 8 cm og tænkte 'nu er det snart'.

Jordemoderen sagde så ' vi ser tiden an med 2 timer'

Forestil dig at få den besked, 2 timer??? Du må have spist søm kvinde han skal ud NU, jeg er DONE!

Men jeg fortsatte, og efter 6 timer med presseveer opgav de, 'han kan ikke komme ud og du er ikke åbnet mere, vi gør klar til kejsersnit'

 

Jeg følte mig lettet, selvom kejsersnit var min største frygt så var jeg fuldstændig færdig! Jeg kunne ikke åbne øjnene og lå med spredte ben og var pisse ligeglad!

De kørte os afsted, og da vi kom derned, opdagede vi en helt anden kontrol overtingene , jeg kunne næsten ikke snakke fordi jeg havde skreget så meget, men alle havde ligesom deres faste plads og det gik vildt stærkt fra de havde lagt bedøvelse og til vi hørte hans skrig.

 

Dér stoppede mit hjerte et kort sekund og jeg kiggede på Allan og vi begge græd af glæde.

de tog ham væk med det samme og Allan gik over til Valdemar.

Det var en underlig følelse at ligge der og blive syet sammen og prøve at skimte min baby igennem lokalet, Allan var så sød, det var en fantastisk oplevelse at se ham med vores søn for første gang.

 

 

Jeg var stadig i chok, og husker faktisk ikke præcis hvornår jeg fik vores søn (Valdemar) over for første gang, men jeg føler der gik lang tid!

 

Jeg var meget påvirket af oplevelsen, og da lægen et par dage efter kom ind og spurgte om jeg ville føde igen en anden gang, brød jeg fuldstændig sammen, hun fortalte at Valdemar aldrig var kommet ud uden kejsersnit, han lå for højt , han lå skævt, han var stjernekigger og jeg var ikke åbnet nok i processen, nogle informationer jeg ikke fik alle af under fødslen, så jeg undres over om de har vidst det, for hvis de har, hvorfor skulle vi så igennem det helvede, hvorfor skulle det blive den dumme oplevelse, jeg føler oprigtigt at de har ødelagt det første døgn med min søn og det er jeg rasende over!

Men hvem er det præcis jeg skulle bebrejde, jeg tror jeg nåede at have 5 jordemødre!

 

De lovede mig også en efter fødsels samtale, som de aflyste pga. at lægen var langtids sygemeldt, her 10uger efter har jeg stadigvæk ikke fået den. De har svigtet mig totalt!

 

Men der lå han , verdens smukkeste lille dreng, jeg husker jeg bare stirrede på ham og græd, græd over alt det vi var igennem og græd over hvor helt fantastisk vores lille menneske var. Jeg var så stolt af mit smukke smukke barn.

 

NU var vi en familie d. 03.02.2017 var jeg blevet MOR og Allan var blevet FAR.

 

Vores største drøm var gået i opfyldelse ,vores liv blev med ét fuldendte