“Jeg skriger af ren smerte, hører jeg lægen siger KLIIP”

unnamed-1-1-520x520.jpg

D. 08/04-2015 kl. 03.00 vågner jeg ved mit vand det går, jeg kontakter fødegangen, en da der ingen veer er startet får jeg besked om at jeg skal lægge mig ned og slappe af og komme ind kl. 08.00.

At slappe af er ikke en mulighed da der hele køre rundt i hovedet på mig, det er mit første barn, jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, jeg ved bare at om ikke særlig længe, kommer vi hjem fra et Herlev hospital som en familie på 3.

Kl. 05.00 begynder det at nive lidt i underlivet, en heller ikke mere end det.

kl. 08.00 møder vi op på Hospitalet, jeg bliver undersøgt, en er på dette tidspunkt kun 2 cm. åben, vi bliver derfor sendt hjem igen med beskeden om at vi skal give dem et kald kl. 12.00.

Hjemme igen får jeg ve stop og jeg får en times lur, men vågner omkring kl. 11.30 med kraftige veer, der vare mere end 1 min. og der er kun 3 min. imellem dem. Vi kontakter derfor hospitalet og får besked om at komme ind igen.

Inde igen bliver jeg undersøgt, veerne er godt i gang men jeg er på nuværende tidspunkt kun 4 cm åben.

Vi får at vide at vi skal gå en tur på hospitalet, da de ikke vil sende os hjem igen.

Omkring kl. 14.00 vender vi snuden tilbage til fødegangen og får nu den besked, at der ikke er nogen jordmoder til mig, men jeg må da vælge min egen stue.

ca. 15.15 er der vagtskifte og vi får nu en jordemoder som skal hjælpe mit barn på vej, meget stille og virker lidt uerfaren og jeg får ikke rigtig nogen hjælp, en jeg vil egentlig heller ikke have hjælp, jeg klare mig uden smertestillende for egentlig synes jeg ikke de veer gør så ondt som man har hørt.

Jeg er stadig kun 4 cm åben og tiden skal nu bare gå sin gang.

Jeg ønsker at gå en tur i bad, da jeg synes vandet lindre lidt på min lænd.

Da jeg er færdig i badet sætter jeg mig på toilettet og her får jeg følelsen af at jeg skal 'skide', men min jordemoder fortæller mig, at det formodentlig er mine presseveer der er startet og at jeg skal ind og tjekkes igen. Jeg er nu 7 cm åben, men ikke nok til at jeg må presse, klokken er ca. 18.00, nu bliver det hårdt det var svært ikke at måtte presse når kroppen gør alt for det.

kl. 20.00 bliver jeg tjekket igen, aner ikke hvor åben jeg er, men får at vide at jeg må begynde at presse. Jeg presser og presser og der sker ingenting, jeg kan mærke at mit barn bliver skubbet frem i presset men hopper tilbage når trykket stopper, der går en time med det og hun vil bare ikke ud.

Efter 1 time skal der kontaktes en læge, han kommer ind plus en masse andre. Jeg får at vide at mine veer er aftaget og der ikke rigtig er nogle presseveer mere, jeg får ve drop og lægen vurdere hun skal tages med sugekop, jeg bliver samtidig orienteret over hvad der kommer til at ske efterfølgende, hvis mit barn ikke kommer ud og så hedder det akut kejsersnit.

Melding går også på, at de maks. må prøve med sugekop 3 gange.

Nu sætter smerten virkelig ind, de river og flår i barnet og det gør mega ondt, hun vil simpelthen ikke ud. Efter 3. forsøg siger lægen at  han er sikker på hun kan komme ud ved 4. forsøg, men så SKAL hun også ud, ve droppet er allerede faldet ud og har aldrig hjulpet mig og skal skal presse alt det jeg kan uden den store hjælp fra presseveerne da de er begyndt at aftage.

Alt imens der bliver hevet og jeg skriger af ren smerte, hører jeg lægen siger KLIIP og ud kommer min datter, men her af jeg virkelig ondt i underlivet. Jeg får min datter op, men føler ingen glæde, jeg er udmattet og lider af smerte.

Herefter vil de gerne sy mig, men bare de rammer mit inderlår gør alt ondt på mig.

Jeg skriger og græder, under fødslen fik jeg intet smertestillende og det betød ikke det store men nu gjorde det virkelig ondt. der bliver ringet efter endnu en og bliver undersøgt. Det vurderes at de faktisk ikke kan sy mig, jeg er både sprækket og blevet klippet.

Jeg får besked om at jeg skal på operationsbordet, øv.

Min datter føder jeg 21.21, men først 6 timer efter kommer jeg på operationsbordet, grundet travlhed og en masse akutte kejsersnit, men her ligger jeg på fødestuen, uden noget over de nedre dele, jeg må ikke drikke eller spise da jeg skal opereres og jeg er tør i munden som bare pokker, jeg har jo ingenting fået.

jeg kommer på operationsbordet, her får jeg den skide epiduralblokade da de ikke kan komme til, uden at bedøve mig forneden.

Da hun/lægen går igang får jeg besked om, at det var godt de ikke begyndte at sy mig på stuen, det ville ikke have været noget godt resultat og jeg var så åben at urinrøret kunne risikere at tage skade.

Men jeg skal have kateter igen da det er så tæt på urinrøret og så at give det mindst mulig infektion.

2 døgn går jeg med kateteret, men alt herefter er fint, dog stadig fyldt med smerter.

Denne fødsel gjorde at jeg i flere måneder og år ikke ønskede at få flere børn, drømmen var at få to børn, men det tog så hårdt på mig at jeg ikke magtede det.

Dog skal det siges at jeg efter 1 år får konstateret fødselsdepression, jeg får ikke den optimale hjælp. Jeg lever herefter med det, men den dag i dag er jeg gået ned med stress, angst og depression.
Psykologen er nu i gang med at hjælpe mig på rette spor.

Om det er fødselen eller mig selv som har skabt det helt alene, det ved jeg ikke men det får jeg hjælp til.

Min datter bliver 3 år til april og jeg begynder nu at tænke tanken om muligvis at få et barn mere, men jeg skal i første omgang være rask.

Med venlig hilsen.

Stine Bo Rasmussen

unnamed-2-1-225x300.jpg

Taget med sugekop

unnamed-3-225x300.jpg

Ca. Et lille døgn efter fødsel.