Når fødslen slet ikke går som planlagt. Endnu engang…

valentin_nyfødt-4-520x520.jpg

Terminen hed 7/1-18, med lillebror. Jeg frygtede at skulle gå over tid igen. Med vores datter fra 2015, fødte jeg først 42+1. Det var en lang fødsel med 4 dages igangsættelse og endte med en akut tur på operationsbordet efter fødslen fordi moderkagen sad fast og måtte fjernes manuelt, hvilket resulterede i et blodtab på 2,5 liter og at jeg først så min datter 4-5 timer efter fødslen.

Derfor frygtede jeg virkelig at fødslen igen skulle ende i sådan et forløb, men tiden gik og pludselig ramte vi 41+3 og var på sygehuset til overtids vurdering.

Selvom jeg havde gjort alt for at få fødslen i gang. Fik modningsakupunktur ved privat jordemoder og havde fået 3 hindeløsninger uden effekt.

 

Til overtidsvurderingen får vi bekræftet at lillebror stortrives inde i maven og at jeg er modnet til at de kan prikke vandet. Jeg var ca 3-4 cm åben, men stadig med 1,5-2 cm blød livmoderhals. De beslutter derfor at de vil prikke vandet dagen efter, hvor jeg så er 41+4. Derudover laver hun lige endnu en hindeløsning, som virkelig gjorde nas!!

Vi tager hjem og begynder at planlægge næste dags strabadser. Vi skal have pakket tasken og arrangeret pasning af både datter og hund. Og ikke mindst, forsøge at få en gid nattesøvn, hvilket er ret svært som højgravid.

 

Kl 16:30 begynder jeg at få nogle små veer, men tænker det nok er snydeveer endnu engang pga hindeløsningen, som jeg havde oplevet tidligere hvor de bare var gået i sig selv igen.

Heldigvis vil vores datter ikke til håndbold lige præcis denne onsdag og jeg besluttet mig derfor for at gå i bad ved 17 tiden.

 Og da jeg træder ud af badet og får mig tørret, mærker jeg at der pludselig løbet noget ned af mine ben og tænker straks at mit vand måtte være gået. Indtil jeg kigger ned på gulvet...

 

Her ser jeg en kæmpe portion blod! Skynder mig over på toilet, hvor endnu en kæmpe skylle kommer. Efterfølgende bløder jeg flere bind i gennem i løbet af få minutter.

Når dog ikke rigtig at blive bekymret og går stille ud og fortæller min kæreste René at jeg lige ringer og snakker med fødegangen fordi jeg er begyndt at bløde lidt. Har slet ikke fanget alvoren i det.

 

Kl ca 17:45 snakker jeg med fødegangen som straks sender en ambulance afsted og fortæller den vil være der indenfor 5-10 minutter. Og hvordan Søren fortæller man sin datter på 2,5 år at man skal hentes med ambulance og at hun skal passes i dag i stedet for i morgen og så ovenikøbet uden hun mærker at vi er bange??

 

(Og hvor godt alt dette blod ikke kom lige midt i hendes håndbold træning med andre små søde unger. Hvordan forklare man sig lige ud af den?)

 

Men heldigvis synes hun bare det var lidt sejt at se en rigtig ambulance og sejt at mor skulle ud og kører med den.

Inden jeg blev hentet får jeg fortalt min kæreste at han stille og roligt skal få afleveret vores datter og stille komme ind på sygehuset. Får også fortalt ham vi nok bare lige skal tjekkes og så kommer vi hjem igen, selvom jeg stadig bløder virkelig voldsomt.

 

Alvoren går først rigtig op for mig i ambulancen da jeg får afvide at det kunne tyde på en løsnet moderkage og at det nogle gange ender i akut kejsersnit og så var det jo altså ikke sikkert min kæreste kunne nå derind. Helt ærlig, hvem drømmer lige om sådan en fødsel..

 

En halv times tid senere lander jeg på fødegangen og bliver taget i mod af de sødeste jordemødre og læger, der er super gode til at berolige mig. På det tidspunkt er der nogenlunde kontrol over blødningen hvis bare jeg ligger på venstre side.

Dog skal fødslen ikke tage alt for lang tid og de vil derfor meget gerne prikke vandet ligeså snart min René ankom til sygehuset, for at sætte skub i tingene lidt hurtigt.

 

På det tidspunkt var min største bekymring egentlig at jeg skulle få glip af håndbold. Danmark skulle møde Spanien og der var lagt op til et brag af en kamp!

 

Nå men mens vi ventede på René fik hun sat elektroder på lillebrors hovede og givet mig noget forskellig medicin, som jeg egentlig ikke aner hvad var og fik sat forskellige målere på mig. Kl 20:15 kommer René, en lille smule i panik :D og vandet bliver prikket, fint og klart. Så nu er vi igang. Stadig med små veer, regelmæssige dog ikke kraftige.

Vi skynder os at finde ipad`en frem og streamer håndboldkampen. Veerne tager til, og jeg skal koncentrere mig når de kommer. I halvlegen kommer jordemoderen fordi elektroden på lillebrors hoved åbenbart ikke sidder ordentligt og der skal derfor ligges en ny. Hvilket tager 6 forsøg og herefter går veerne AMOK!!! Der var ingen rigtige pauser imellem veerne og jeg kunne slet ikke arbejde med dem. Jeg kunne mærke min krop spænde total op og gøre alt hvad den kunne for at arbejde i mod. På det her tidspunkt er jeg kun ca 5 cm åben.

Da jeg fødte min datter fik jeg epidural fordi jeg ikke åbnede mig, og husker den som en fantastisk gave til en fødende kvinde og blev hurtigt enig med mig selv om at den skulle jeg absolut have igen. Og det var NU!

 

Så epiduralen bliver lagt 22:15 og hvilken befrielse altså :-) derefter skulle der ligges nye elektroder på lillebror endnu engang. Veerne er nu gået fuldstændig i stå og vi bliver derfor enige om kl 23 ved vagtskifte at vi vil forsøge at få noget søvn. René falder hurtigt i søvn og allerede 23,10 mærker jeg veerne igen og ved jo godt at det så snart er ved at være tid. Jeg forsøger dog at hvile i mellem veerne i håb om at de forsvinder så jeg kunne få lidt søvn 🤨 men nej...

Kl 23,40 får jeg vækket René og råbt noget i retning med at han skulle få fat i en jordemoder nu, for jeg var lige ved at sk*** i mine bukser  (så charmerende man er under en fødsel :D) kl 23,50 kommer jordemoderen ind og jeg får hurtigt fortalt at jeg skal på toilet og at det er NU! Hun prøver at overbevise mig om jeg sikkert er ved at gå i fødsel, men jeg insistere på de skal hjælpe mig på toilet, hvilket viser sig at være en helt umulig opgave når man er helt lam i sine ben af epiduralen. Jeg kommer derfor tilbage i sengen og hun tjekker mig og kl 00 får jeg afvide jeg kan begynde at presse da jeg er 10 cm åben og jordemoderen jo havde ret i det altså ikke var fordi jeg skulle på toilet.

 

Pressefasen går godt og kl 00,18 er vores Valentin ude, helt igennem perfekt og fuldstændig upåvirket af den kraftige blødning <3️

 

En komplet anerledes fødsel end første gang, hvor det tog 22 timer med aktive veer, til denne gang at tage 4 timer fra vandet var taget.

Efter fødslen skulle jeg have ekstra medicin for at undgå moderkagen igen ville sætte sig fast og jeg kunne mærke jeg var skide ræd for at gå glip af de første timer med ham, som jeg gjorde med min datter. Men ud kom moderkagen og nu kunne jeg endelig slippe min bekymring og nyde at ligge hud mod hud med min smukke søn og suge hele oplevelsen til mig, som jeg gik glip af sidste gang <3️

 

Men hold fast hvor kan der hurtigt ske noget og hvor er vi taknemmelige for at alt igen gik godt! Det har dog ikke mindsket min frygt for at gå alt for lang tid over termin! Og håber, hvis der engang skal en 3. til, at få oplevelsen med en helt naturlig fødsel, som stille og rolig går i gang helt af sig selv og uden en eller anden kaotisk start eller slutning 🤞🏻

 

Tak fordi i læste med <3

 

Mvh Kira