“Børnelægen tog ham fra mig, og skyndte sig på neonatal sammen med Kristian”

En plan kan og skal ikke følges slavisk. Slet ikke, når det handler om sit barns første møde med verden. Det vidste min mand og jeg godt. Vi var omstillingsparate og ville tage et øjeblik af gangen. Alligevel blev det langt fra, hvad vi havde forstillet os.

Jeg var sat til at føde d. 9. november 2017. Jeg vidste, at vores søn ikke ville komme til terminen. Det var en følelse jeg havde haft i mange måneder. Både ham og jeg havde det fantastisk, så hvorfor skulle han dog skynde sig.

Jeg ville gerne føde vores søn hjemme i rolige og trygge omgivelser.

Da jeg er 41+2 får jeg den første hindeløsning. Der skete ingenting, så jeg får endnu en, to dage senere. Heller ikke denne gang, satte det gang i fødslen.

Aftalen blev, at jeg måtte have taget vandet et par dage senere. Dermed ville en hjemmefødsel ikke længere være mulig. Jeg var ikke synderligt vild med det. Jeg tænkte, at vores søn nok skulle komme, når han var klar. Omvendt kunne jeg godt mærke, at der virkelig intet skete i min krop. Jeg takkede ja til vandafgang, og så måtte vi lade hjemmefødsel være noget, vi forhåbentligt kunne få en anden gang.

Vandet blev taget d. 22/11. Vi gik en god tur, og da vi kom tilbage, fik vi alligevel lov til, at tage hjem. Kl. 01.30 ringede jeg til fødegangen. Veerne nu tog til i niveau, men de var meget uregelmæssige. Vi aftalte, at jeg skulle ringe, når de blev mere regelmæssige. Kl. 07.30 torsdag morgen ringer fødegangen til mig.  Veerne var taget lidt til i styrke, men var stadig meget uregelmæssige. Vi får tilbudt, at en jordemoder kunne komme ud, men at det ville være bedst at komme ind, så der kunne køres en kurve.

Jeg havde kun åbnet mig 2-3 cm. Jeg havde veer, men ikke regelmæssige, og ej heller så slemme at jeg ikke kunne være i dem. Jordemødrene vurderede, at et v-drop måtte være løsningen, og selvom jeg slet ikke havde lyst til indgriben, ville jeg egentlig også gerne have lidt skub i sagerne.

V-droppet bliver sat til, og meget hurtigt kommer veerne på fuldt tryk. De blev mere regelmæssige, men stadig ikke helt som de skulle. Efter nogen tid blev jeg tjekket – jeg havde stadig ikke åbnet mig synderligt.

Jeg taklede veerne vildt godt, og fik stor ros for mit arbejde. Dette fortsatte i mange timer. Pludselig fik jeg en vandvittig smerte nede ved skambenet. Så vild en smerte, at veerne blev peanuts ved siden af. Det betød at jeg både under og i mellem veerne havde en sindssyg smerte, som jeg slet ikke kunne styre, eller håndtere. Det føltes ikke rigtigt.

Det tog SÅ hårdt på mig, og efter lang tid på denne måde måtte der gøres noget. Jeg var ellers gået ind til fødslen med tanke om ikke, at skulle have smertelindrende, men jeg blev nødt til at give efter. Jordemoderen fortalte også, at han højst sandsynligt lå skævt, og hvis der skulle være en chance for at dreje på ham, skulle jeg slappe af i kroppen. Jeg fik en epiduralblokade kl. 14 og det hjalp helt vildt godt – de første par timer. Det var også her vi prøvede alle øvelser, man kunne tænke sig for, at få drejet baby. Intet virkede, epiduralen aftog, så nu var jeg tilbage i smertehelvede.

Sent torsdag aften var jeg 8 cm åben, og der skete bare ingenting. Jeg var brugt – veerne kunne jeg sagtens takle, men den smerte i venstre side gjorde mig SÅ træt. Kl. 23 vurderer jordemoderen, at der skulle en læge ind over for, at scanne mig. Hun slukkede v-droppet og sjovt nok stoppede mine veer næsten, hvilket betød at baby ikke pressede der hvor han skulle for, at rykke i noget.  Lægen scannede mig, og ganske rigtig sad babys hoved nede i mit skamben og trykkede et helt forkert sted – deraf smerten. Der udover var han stjernekigger, og den kombi ville gøre det ualmindelig svært, at ændre på hans stilling.

Hun konkluderede, at der måtte et kejsersnit til. Vores søn havde det fint, men det var et spørgsmål om, hvor længe han ville have det godt. Hun tænkte desuden på mig – hvor længe kunne jeg ligge med de her smerter, og ville jeg have kræfter til resten af fødslen?

Hele min og min mands verden brød sammen. Én ting var at vi måtte droppe hjemmefødslen. Fair nok. Men nu alt det her. Først V-drop og siden hen smertestillende, som slet ikke var min oprindelige tanke omkring fødslen. Ikke nok med det, skulle jeg nu igennem et kejsersnit – det sidste jeg ønskede i hele denne verden – og nu stod vi alligevel her. Min mand græd på hans egne, og især mine vegne – han ønskede ikke dette for mig. Jeg var lidt mere fattet, men udtrykker klart min sorg over, at skulle dette igennem. Vi fortæller at vi elsker hinanden, og der ikke var noget at gøre ved det.

Jordemødrene forsikrede mig om, at jeg på ingen måde kunne have gjort noget anderledes. Jeg havde arbejdet så sindssygt godt. Jeg havde desuden været med på alle deres ideer og forslag, så vi forhåbentlig kunne få ham vendt korrekt. Det her var ikke min skyld, og ikke noget jeg kunne gøre for.

En lille time senere blev jeg klargjort, og kørt ind på operationsbordet. Min mand satte sig ved min side.

Han var ikke vild med, at der skulle skæres hul i mig. Han ville gerne se vores søn komme til verden, men de gerne måtte dække lidt til. Den utrolige søde læge sagde blot; ”ja ja” på en sød og stille måde (jeg tror hun vidste, at min mand i øjeblikket ville blive klogere).

Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig et kejsersnit. Det var den mest mærkelige følelse. Man kan mærke alt og alligevel intet. De pressede og trykkede og lige pludselig siger lægen; “Kristian kig over klædet, se her”. Min mand blev blød som smør, blev rørt og siger: “Ejjj, skat der er vores søn. Nej nej nej hvor er han fin, årh skat.” Lægen bedte om, at få sænket klædet, så også jeg, kunne se ham. Jeg blev rørt på en måde, jeg ikke havde prøvet før. Jeg spurgte om han var ok – alle sagde, at han havde det så godt, og var så fin.

Han blev hevet ud, og lagt over på bordet. Kristian talte til ham, og gav ham ble på. Han faldt til ro, blev målt og vejet. Han blev vist frem for mig, og jeg fik lov til, at få ham over – jeg var desværre lidt kvalm af, at blive hevet flået i, så det var kun et kort visit.

Vi kom op på opvågningen. Her kunne jeg få lov til at amme vores søn. Kort tid efter blev han helt blå på hele kroppen. Børnelægen tog ham fra mig, og skyndte sig på neonatal sammen med Kristian – Ikke lang tid efter kom de tilbage – der var ikke brug for ilt alligevel.

Tilbage i mine arme, så jeg igen kunne amme, og så ned på barselsgangen. Igen bliver han blå. Igen tog de ham fra mig, nu skulle han have C-pap. Jeg var i chok, bange og uvidende om, hvad der skulle ske. Jeg kunne jo ikke bare gå med, som min mand kunne. Jeg lå helt stille. Fortrak ikke en mine. Der gik lidt. En sød børnelæge kiggede hurtigt ind til mig. Hun fortalte, at vores søn havde det godt, og at jeg slet ikke skulle være nervøs og bange. Det beroligede mig lidt – men jeg havde samtidig sådan brug for, at være tæt på ham.

Min mand kom endelig tilbage med ham. Alt var godt igen.

Endelig kunne jeg slappe af. Få følelsen af, at være mor og kunne tage mig af vores barn blev forsigtigt vækket i mig.

Ud på natten kom børnelægen ind på stuen. Min mand sov. Hun sagde, at hvis det nu han blev blå igen, skulle de kunne handle hurtigt. Det ville derfor være bedst, hvis han kom op på neonatal afdelingen, så man kunne holde øje med ham. Dermed kunne jeg også få lidt søvn.

Jeg var så tæt på at græde. Jeg kunne jo på ingen måde sove uden mit barn, så det ville ikke hjælpe mig! Omvendt var mine egne behov ikke længere første prioritet, så selvfølgelig skulle vores barn have den hjælp han behøvede, hvis det blev nødvendigt. Jeg bedte om at blive hentet, hvis han blev sulten, eller havde brug for mig. Det forsikrede hun mig for, at de vil gøre.

Jeg sad nu igen uden vores barn. Jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle se ham igen. Jeg var nærmest ødelagt indeni.

Kl. Lidt i 8 vågner min mand. Han springer op og spørg; “hvor er mit barn” Jeg fortalte ham hvad der blev besluttet om natten. Han kunne se angsten i mine øjne, og mærke min utryghed. Den første sygeplejerske han mødte bedte han om at tage kontakt til neonatal. Han insisterede på, at jeg skulle op til vores søn lige med det sammen.

(Jeg ville ønske nu, at jeg havde vækket ham om natten, selv var jeg næsten handlingslammet. Så kunne godt have brugt ham, men lige der tænkte jeg, at en frisk mand var bedre end en træt og udkørt mand).

Vi blev med det samme kørt til afdelingen. Her får jeg min lille mand i armene igen. Hold nu kæft, hvor havde jeg savnet ham mere end noget andet!!! Han var heldigvis helt fin i løbet af natten, så de mente ikke at der længere var brug for ilt.

Endelig var han “vores”. Endelig kunne vi være forældre og passe på ham.

Min mand spottede ret hurtigt hos mig, at det absolut ikke var drømme starten på at blive mor. Der blev taget noget fra mig som lige der, var så vigtigt. Både fødslen, men i sær, at vores lille dreng blev taget fra mig tre gange.

Alt blev vendt til det modsatte af det, jeg havde håbet og ønsket.

Til trods for vores omstillingsparathed, var det en ualmindelig hård start på familielivet. Men jeg kunne ikke have gjort noget anderledes, både jeg og lillemanden gjorde hvad vi kunne for, at få den bedste start.

Vores smukke søn blev født d. 24.11.17 (42+1) kl. 00.16 ved et akut kejsersnit.

Tak fordi du/i læste hertil