“min piges hjerterytme falder, jeg bliver klippet, hun sidder fast med skuldrene hvor hovedet er kommet ud med navlesnoren om halsen.”

Jeg vil gerne dele min historier fra begge mine fødsler, da ingen af dem bestemt ikke var drømmefødsler, desværre.

Vores dreng Cornelius kom til verden i sep 2013. Jeg var meget afslappet omkring det hele og ville tage tingene som de kom, da jeg jo ikke havde noget at sammenligne med.
Kvindekroppen er jo skabt til at føde sagde jeg altid når folk spurgte om jeg var nervøs osv. Jeg havde dog bedt om ikke at få studerende til fødslen.

Nå mit vand gik så 8 dage før termin. Jeg ankom til sygehuset ved 2-3 tiden om natten. Kl 6 havde jeg åbnet mig 9 cm. Yes nu skulle der ikke gå særlig lang tid før vi ville se vores søn.
Den sidste cm kom bare aldrig rigtig.
Så det blev et frusterende forløb med ve drop, en fødselslæge der gentagne gange ville have mig op på alle fire og prøve
Og få ham længere ned, masser af studerende og en jordmoder som ikke respekterede det jeg sagde, når jeg sagde noget.

Den eneste smertelindring jeg fik var masken.
Ellers beklagede jeg mig ikke. Da det blev eftermiddag og jeg ikke havde flere kræfter tilbage, sagde jeg at nu kunne jeg ikke mere.
Han var stjernekigger og sad derfor for fast til at komme ud. De prøvede med den hårde kop som var ekstremt smertefuldt og da det også mislykkedes, blev jeg kørt ned til kejsersnit. Han kom 16.40. Så det var mange timer at kæmpe med den sidste cm.

Ud kom en dejlig stor dreng på 3780 og 52 cm.
Efter nogle dage synes min kæreste at han er gul i øjnene og kontakter en sygeplejerske. Vi kommer på neo og min verden bryder sammen, ovenpå fødselforløbet og en amning der ikke kører. På barselsgangen sagde de at det så fint ud når han suttede. Men da jeg kom på neo var min brystvorter allerede ødelagte og han havde altså ikke suttet rigtig.
Jeg er meget psykisk ude af den under indlæggelsen og se første 14 dage efter vi kom hjem fra sygehuset.

Hele det forløb gør at jeg bliver meget i tvivl om jeg vil have flere børn.
Men men jeg beslutter at jeg gerne vil have en mere.
Da jeg ser en positiv test bliver jeg selvfølgelig glad, men hurtigt overtager frygt og angst for kommende fødsel.
Først vil jeg have planlagt kejsersnit, men vidste jo godt at det bedste for barnet er naturlig fødsel. Derfor beslutter jeg at så gir jeg det en chance hvis jeg kan føde i vand.
Da jeg så bliver henvist til en special jordmoder for at lave en fødeplan (min jordmoder henviste mig da hun godt kunne se det var nødvendigt med baggrund på tidligere fødselforløb) og bliver hurtig slået ud da jeg ikke må føde i vand på baggrund af tidligere kejsersnit.

Efter et par dage betænkningstid beslutter jeg at føde normalt da det er det bedste for barnet og denne gang skulle det bare komme op og køre med den amning.

11 dage før termin starter mine veer (16 april 2017) ved 3 tiden om natten.
Kl syv er vi ankommet til sygehuset og jeg har åbnet mig 4-5cm.
Jeg er meget bange og græder da veerne var stygge og bange på baggrund af tidligere forløb.

Jeg ber hurtigt om en blokade, men bliver overtalt til at komme i karbad først. Jeg kommer i karbad 8.20
Og veerne er der konstant uden pauser. Jeg ber hurtigt om en blokade for nu kunne jeg ikke mere. Hun bestiller en og lægen vil snart komme. Jordmoderen går for en kort stund. Jeg kigger på min kæreste og siger jeg får pressetrang og han skal hente jordmoderen. Kl 9 får jeg presseveer og skal hurtigt op på briksen da hjerterytmen falder.
Jeg er kun 9 cm åben, og derfra går det hele bare stærkt. Blokaden når jeg aldrig og få for  Lige pludselig går stuen fra at være stille med 2 jordmødre til 8 Pers fordi min piges hjerterytme falder, jeg bliver klippet, hun sidder fast med skuldrene hvor hovedet er kommet ud med navlesnoren om halsen. De vil tage hende ud med den hårde kop, men den havde jeg frabedt mig via min fødeplan og det bakkede jordmoderen mig op i til lægen. De fik lov til at bruge kiwi koppen som er mellemkoppen. 9.22 kommer hun ud med en brækket overarm og et stødt kraveben, men siger ikke noget. Jeg kigger på min kæreste og spørger jordmoderen hvorfor hun ikke siger noget. Hun svarer at de arbejder..
hun får normal hjerterytme og jeg hører hende og hun kommer over i mine arme.
Vores ønskebaby blev også til en mirakel baby på 4010 og 52. Lille Minora.
Jordmoderen var ekstremt professionel og respektfuld og jeg var meget glad for at have haft en fødselplan.
Ud over at blive klippet, bristede jeg også og måtte på operationsbordet.
Jeg fik strenge ordre på ikke og føde normalt igen, så skulle det blive kejsersnit, men vi skal heldigvis ikke have flere.

Vi bliver indlagt i 5-6 dage på neo da hun både skulle have morfin og Panodil og skulle derfor overvåges.

Amningen kom hurtigt op og køre og den har vist sig at være min terapi oven på dette traumatiske forløb.
Hun er nu knap 10 mdr og ammer stadig og hun skal starte vuggestue i næste uge.

Jeg vil også gerne tilføje historierne at det er vigtigt at sige fra især som første gangs fødende, for det ville være rigtig trist hvis de blev så skræmt og ikke vil have flere børn, som jeg var tæt på.

Føl efter og hvis det føles forkert eller grænseoverskridende, så sig fra og få hjælp fra ens kæreste eller mand. Det gjorde min og vi var et godt team og han vidste lige præcis hvad jeg ville og ikke ville her anden gang 🙂 <3

En stor ros til personalet på neo på Holbæk sygehus, man kan tydeligt mærke de har en anden normering frem for på fødegangen/barselsgangen, desværre

Tak fordi i læste med 😊

image2-225x300.jpg