Det er okay at sige “Jeg er ikke okay” UDEN at være en dårlig mor

Min historie starter lang tid inden min datter kommer til verden, hvor usikkerhed var en stor del af min graviditet. Usikkerhed om faderen til mit barn var klar til opgaven, usikkerhed omkring om jeg selv var, blandet med meget svigt fra faderens side, lav selvværd pga. af de mange ekstra kilo der kom på under min graviditet.

Min datter bliver født nytårsdag 2014, efter en hård fødsel. Jeg var ikke en af dem der straks blev ramt af kærlighed ved første blik, det tog mig lang tid at nå der til.
1 fordi jeg var så medtaget efter fødslen og 2 fordi jeg følte mig alene om det hele efter blot 14 dage som mor. Alene med ansvaret for et lille bitte forsvarsløst menneske som kun havde mig.
Min kæreste var på det tidspunkt ude i et misbrug, som han ikke længere havde kontrol over og som mere og mere overtog hans liv og han forsvandt mere og mere ind i sig selv og væk fra os. Vi boede stadig sammen og var på det tidspunkt stadig kærester.

Når man er nybagte forældre får man besøg af sundhedsplejersken som kommer og tjekker om alt er som det skal være. Og det var det. Alt var som det skulle være med min datter og alt var som det skulle være udadtil, men indeni var hele min verden ved og falde fra hinanden og som dagene gik fik jeg det dårligere og dårligere og kunne næsten ikke slæbe mig selv ud af sengen. Den eneste der holdt mig oppe var min lille pige som jo skulle have mad, skiftes, bades, leges med osv. Jeg kom dertil hvor jeg næsten ingenting kunne overskue og havde svært ved at have folk på besøg. Det bedste jeg vidste var, at være sammen med de skønne piger som jeg var så heldig at være i mødre gruppe med for der kunne jeg slappe af, der kunne jeg slippe lidt væk fra mine egne problemer.
Det var mit FRIRUM.

En dag min sundhedsplejerske var på besøg havde hun et skema med som jeg skulle udfylde og jeg husker det som var det i går. I skemaet var der spørgsmål som “har du grædt de sidste 14 dage?” Og flere spørgsmål som man selvfølgelig skulle svare ærligt på. Jeg kan huske jeg spurgte hvorfor man skulle svarer på det og hun sagde at det var en slags tjekliste for at det kunne se om man var ramt af fødselsdepression eller efterfødselsreaktioner og lign. Jeg kan huske jeg længe sad og gennemlæste spørgsmålene som alle skulle besvares med JA eller NEJ. Der var mange spørgsmål på den liste som jeg kunne svare JA til og det var ikke en sjov følelse at sidde med for hvordan skulle jeg kunne sige det højt? Hvordan ville min sundhedsplejerske reagerer hvis hun kendte sandheden? Jeg kunne jo ikke sige at jeg faktisk havde det af H...... til og at min kæreste aldrig var der fordi han var misbruger. Hvad ville der ikke ske med min datter hvis jeg fortalte sandheden? Jeg kan huske jeg var så bange for at de ville tage hende fra mig, fjerne det eneste positive der var tilbage i mit liv, fjerne det eneste menneske som holdte mig oppe og som gjorde at jeg kom gennem den næste dag og dagen efter det.

Så derfor svarede NEJ til alle spørgsmål.

Jeg vidste godt det var forkert, men tænk nu hvis de fjernede min datter. Jeg kan huske jeg tænkte “nu må du sgu også tage dig sammen” det kan jo ikke passe, at du ikke kan overskue noget som helst. Jeg har altid selv følt, jeg var en stærk pige og har aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg ville ramme bunden, jeg har altid tænkt det der kommer aldrig til og ske for mig og har aldrig kunne sætte mig ind i den situation folk stod i når de intet kunne overskue. Jeg har, som jeg tror mange andre også tænker “så tag dig dog sammen” du har jo alt lige foran dig for hvilken gave er det ikke er at blive mor og hvordan kan man ikke overskue det?

Men jeg lærte hurtigst at det var den forkerte beslutning og jeg var derfor nødt til og bede om hjælp.
Jeg kunne mærke på mig selv, at jo længere tid der gik jo mere og mere gik det også ud over min datter.
Jeg vidste jeg var en god mor og at evnen som mor var der ingen der nogensinde skulle sætte spørgsmål til, for det her handlede ikke om min kærlighed til min datter eller min evne til og være mor det handlede om MIG. Som tiden gik begyndte min evne til og være en god mor også at blive påvirket og så var det nok. Jeg ville ikke byde min datter det her længere for hun havde ikke bedt om, at blive født ind i det her, hun havde ikke bedt om en mor som hverken kunne overskue det ene eller det andet.
Så derfor bestemte jeg mig for at gøre noget andet.
Da min sundhedsplejerske igen kom på besøg, kan jeg huske at jeg satte mig ned ved spise- bordet og sagde at jeg havde noget jeg var nødt til og dele med hende. Hun satte sig ned foran mig og sagde “er der noget galt?” Og igen i et kort sekund forsvandt modet. Kunne jeg virkelig sige det højt? Hvad nu hvis hun tog min datter...

Jeg tog mig sammen og fik fortalt hende, at jeg ikke havde været ærlig, da jeg svarede på det skema og at jeg faktisk slet ikke var okay... Til min store overraskelse lod hun mig tale, hun lod mig åbne op og var ikke en eneste gang dømmende. Jeg valgte dog ikke, at fortælle hende hele sandheden. Jeg undlod og blande min kærestes misbrug ind i det, da jeg virkelig var bange for at det ville gøre at jeg helt sikkert mistede min datter. Men alt andet fik jeg åbnet op for og sikke en lettelse. Hun sørgede for at der blev sat et møde op med 2 andre sundhedsplejersker, som jeg så skulle have samtaler med en gang om ugen. Jeg kan huske, at jeg mødte op til den første samtale og foran mig sad 2 fremmede mennesker, 2 mennesker som jeg skulle dele en hemmelighed med og som jeg skulle åbne mig op for. Det var meget grænseoverskridende.

Dog måtte jeg efter blot få samtaler give op, jeg havde ikke overskuet til hver uge, at sørge for at få min datter passet og så skulle kører ned til mødet, det var simpelthen for uoverskuelig. Og oveni i det var det hårdt, at skulle holde det med min kæreste hemmeligt. Så jeg blev sat op med en ny rådgiver, denne gang en familie rådgiver fra Familiehuset i min kommune, en som kunne komme hjem til mig så jeg kunne holde mødet i egne omgivelser samt gøre det mens min datter sov, så hun ikke skulle passes. Men midt i alt dette ændrede vores bolig situation sig og vi blev tvunget ud i og flytte hjem til mine forældre, da der var tegn på skimmelsvamp i vores lejlighed. Vi flyttede alle 3 hjem til mine forældre. Min datter er her kun 5 måneder.

Hen over sommeren 2014 bliver det værre og værre med min kæreste og igen påvirkede det min evne som mor, det gjorde at jeg igen måtte stoppe op og og træffe et andet valg. Min kæreste og jeg går fra hinanden og han flyttede hjem til sin mor. Kort tid efter vælger han at tage i misbrugsbehandling i et døgntilbud. Han havde ramt bunden og vidste at hvis han skulle overleve det her og være far for vores datter, så skulle han træffe et andet valg. Så fra at være et par med et barn, gik jeg til og være alenemor, der boede hjemme hos sine forældre med en dengang 6 måneder gamle baby. Og for at gøre historien mere spændende mister jeg også mit job. Den virksomhed jeg arbejde ved valgte, at flytte afdelingen til udlandet. Så her stod jeg som alenemor, boende hos mine forældre, min datters far var i misbrugsbehandling og nu også uden et arbejde.
Jeg kan huske min rådgiver, sagde til mig, at der ikke var noget at sige til at jeg havde ramt bunden og det havde jeg virkelig. Alle de grundsten, som gør at man er et velfungerende menneske var pludselig væk. Så oveni jeg havde det dårligt mig med selv skulle jeg nu også bekymrer mig om rigtig meget andet.

Heldigvis havde jeg mine forældre til og hjælpe mig. Jeg kunne igen få startet mine samtaler op og denne gang hjemme hos dem. Min rådgiver var så dygtig, professionel og på ingen måder dømmende, hun var vant til og arbejde med par hvor den ene part havde et misbrug, så endelig kunne jeg få fortalt hele min historie. Så oveni hun vidste meget om alt andet, vidste hun også en masse om hvad det vil sige, at være i et parforhold hvor misbrug er del af “hverdagen”
Det var en kæmpe hjælp og lidt efter lidt fik jeg det så småt bedre, min datter startede i dagpleje da hun var 9 måneder hvilket også gjorde at jeg fik mere “frihed”. Dog brugte jeg den frihed de
første måneder på bare at sove. Jeg kørte hende i dagpleje om morgen og kørte så hjem igen og de dage hvor jeg havde det svært, sov jeg indtil hun skulle hentes igen om eftermiddagen.

Efterhånden som jeg fik det bedre aftalte vi, at jeg nu godt kunne komme op i Familiehuset og afholde mine samtaler og det fungerede fint og jeg kunne overskue det. Samtidig med at jeg fik hjælp til og få det bedre, gik det også fremad for min datters far. Han var i bedring og efter 2 måneder i behandling besluttede han sig for, at blive der yderligere så han kunne få helt styr på sit eget liv, inden han igen skulle komme hjem til virkeligheden og til livet som far.

Vi er nu henne ved december 2014 og jeg begynder så småt, at have overskud til igen og søge et job, og jeg fik også tilbudt en stilling, men måtte hurtigt takke nej, jeg var slet ikke klar, jeg blev ramt af angst og stolede nu heller ikke på min jobmæssige egenskaber længere og det var et kæmpe nederlag, for jeg vidste at jeg var god til det, men alt det andet gjorde, at jeg nu også havde mistet evne til og lykkes jobmæssigt. Jeg lagde jobsøgningen lidt på afstand igen og begyndte i stedet at fokuserer på, at finde en ny base til min datter og jeg. Vi boede stadig hjemme hos mine forældre da det var der jeg havde opbygget tryghed for både min datter og mig selv. Min rådgiver pressede dog på og sagde, at jeg var nødt til og presse mig selv ud over kanten ellers ville jeg aldrig komme videre. Jeg fandt modet og i januar 2015 flyttede vi ud i et sommerhus, det blev vores midlertidige base indtil jeg fandt ud af hvad der så skulle ske.

I februar 2015 kom min datters far hjem efter 7 måneder i behandling og vi havde bestemt os for at forsøge at give forholdet en chance igen, dels for vores datter skyld, men også fordi vi igen havde fundet hinanden, han var en forandret mand og var igen ham som jeg forelskede mig i. Vi aftalte at han skulle bo hos os 3 dage om ugen og resten af tiden hos sin mor, så han ligeså stille igen kunne vende sig til livet som far, et liv som i princippet var helt nyt for ham, da han jo knap nok var mentalt tilstede de første 6 måneder af hendes liv og nu var hun 13 måneder.

Stille og roligt kom der styr på flere og flere ting og jeg afsluttede derfor det forløb jeg havde med min rådgiver gennem Familiehuset. Et forløb som var med til at ændrer mit liv og som gør, at jeg i dag er stærkere end nogensinde før. Jeg tør stole på mig selv igen, trods der stadig er ting som til tider kan være uoverskuelige og hvor jeg igen bliver usikker på mig selv, så er det ikke længere ting der kan vælte mig.

Når jeg tænker tilbage på det vi har været igennem, så kan jeg næsten ikke selv tro på, at det var virkeligheden for vores familie og at vi klarede det trods alle odds, så klarede vi det alle 3.
Så mit råd til jer derude som kan genkende følelsen om ikke at være god nok, ikke at være okay eller hvis I kender nogle som gennemgår det samme. Så giv ikke op, der er håb derude og det er ikke en skam hvis man ikke er verdensmester i at være forældre og det er heller ikke en skam at have det skidt og ikke føle overskud, men det er en skam hvis man ikke siger det højt og beder om hjælp. Så tag en snak med enten din sundhedsplejerske eller din kommune, for jeg er sikker på der nok skal være hjælp at hvis man blot tør at spørge.

Jeg er så glad for det liv vi har i dag. Vi har den smukkeste datter på nu 4 år. Hun er så dygtig, klog og helt igennem fantastisk, vi har begge fast arbejde og i sommeren 2016 blev vi husejere. Min kæreste er ude af sit misbrug på tredje år og vores forhold er normaliseret på det plan, at vi nu har de samme udfordringer, som jeg tænker alle andre par også har.
Alt godt kommer til dem der kæmper for det, TAK fordi du læste med.