“Hvad er der mon galt? Og hvem er jeg egentlig? “

IMG_6134-e1519893784115-520x520.jpg

Jeg har en fødselsdepression! Ja, jeg tør godt sige det højt og jeg er ikke flov over dette!
Det er en fase i mit liv og det er ikke noget jeg vil have for altid, det er det min mand og jeg bliver nød til at sige til hinanden, især de dage jeg er helt nede og ikke er til at være i nærheden af. Hvordan er det startet? Det er et godt spørgsmål, jeg ved det ikke, men alligevel tror jeg, at der er mange ting, der spiller ind på at jeg er endt her, hvor jeg sidder i dag.

Hvad er en fødselsdepression egentlig og kan man lave en konkret definition på det, eller er det individuelt??? Jeg tror helt sikkert på det er individuelt og forskellige fra hver kvinde/mand.

Mor som 20årig og symptomer på fødselsdepression
I 2011 blev jeg mor i en alder en 20år, ikke planlagt. Da jeg fik Sebastian havde jeg mange symptomer på en fødselsdepression, men jeg gjorde ikke noget ved det, da jeg frygtede jeg ville miste ham.
Jeg bildte mig selv ind, at hvis jeg erkendte, at jeg havde det svært ville kommunen fjerne ham fra mig. Og derved startede mine stresstanker.
Der skulle gøres rent i lejligheden hverdag og der måtte ALDRIG være rod!
Desværre, det der har mærket mig i dag til at der slet ikke skal være rod i huset, så har jeg der både fysisk og psykisk dårligt.

I 2014 blev jeg mor til Silje og heldigvis fik jeg ingen reaktion på dette.

Gravid igen, men den lykkelig forestilling forsvandt
I marts 2017 fandt vi ud af at jeg var gravid.
Jeg havde fantaseret om en lykkelig og god graviditet, hvor jeg bare havde en masse overskud og havde det godt. Jeg kunne hente børnene og vi skulle bare alle glæde os til af vores lillebrøster skulle komme.
Det vendte en dag efter testen var positiv!
Jeg begyndte at kaste op, ikke bare en eller to gange, men hel døgn opkastninger, over 30 gange om dagen. Bækkenet begyndte at drille allerede omkring uge 15 (har haft bækkenløsning de andre gange.) Og faktisk allerede her var psyken begyndt at spille mig et puds!
Jeg gik konstant rundt med en følelse af, at der ville ske hende noget enten i graviditeten, eller at hun ikke ville overleve kejsersnittet. Og oven i det frygtede jeg også selv om jeg ville overleve. Desværre fik jeg ikke snakket med nogen om dette, da det jo er lidt et tabu emne.

Hvad er der galt? Og hvem er jeg?
Sine blev født den 30 oktober kort tid efter, kunne jeg godt mærke der var noget helt galt. Jeg var ikke mig selv!

At have disse følelser, at jeg ikke aner hvad der er galt og hvem jeg er? Lige nu føler jeg kun at jeg er mor og ikke andet.

Jeg fik en snak med sundhedsplejersken og hun synes jeg skulle, kontakte egen læge hurtigst muligt og et par dage efter havde hun tid.
Jeg fik taget to test, der begge viste, at jeg havde en moderat til svær depression, et svar jeg ikke havde håbet på, men alligevel havde jeg nok regnet med at det gik den vej.

Det er ikke kun mig der er ramt, det er hele min familie

Jeg har ikke taget afstand til Sine, tværtimod har jeg svært ved at slippe hende.
Jeg vil gerne have hende tæt på mig hele tiden. Jeg er bange for at der skal ske hende noget og at jeg mister hende. Den samme frygt som jeg havde hele graviditeten og under kejsersnittet.

Mine dage svinger rigtig meget, det er et kendetegn på en depression. På mine gode dage, føler jeg ikke at jeg fejler noget. Jeg kan en masse og mere til, men når den dårlige dag så er der, tager det kræfterne fra mig, nok nærmest for en hel uge. Jeg magter ikke noget i mit hoved, jeg græder hele tiden, jeg kan ikke få lavet noget da jeg både er træt og frustreret, fordi jeg ikke kan kende mig selv og jeg er total sort seer og har en meget kort lunte. Alt hvad der bliver sagt til mig bliver tolket forkert og det skaber store diskussioner eller får mig nærmest til at eksplodere, hvilket jeg ikke selv kan se når jeg er min mine mørke periode.

Det er ikke kun mig der er ramt, det er os alle. Børnene, min mand og mine forældre.

Sebastian og Silje skal kunne håndtere en mor der græder ofte, det er svært for dem at takle, men jeg prøver mit bedste, at fortælle, at det ikke er dem, men mors hoved der driller.

Det er svært at være min mand. Hans tanker er konstant ”hvilken dag har hun i dag?” ”er hun glad?” ”er hun nede i kælderen?” – det er aldrig til at vide og det kan vende på et splitsekund.

Mine forældre kan også høre/se på mig når den er gal, og tror også det er svært for dem at takle. At se hvor ked af det jeg bliver, fordi jeg ikke kan kende mig selv og at det gør mig frustreret at jeg græder så meget.

Det perfekte liv og den perfekte mor!
Jeg er som mange andre kvinder, vil gerne have styr på det hele, have ryddet ordentligt op og have styr på mit liv – have kontrol.

Nu står jeg her og har hverken kontrol over det fysiske eller det psykiske, og det skræmmer mig. Kan jeg virkelig ikke styre, hvad der sker inde i mit eget hoved?

Tror nogle af grundende til at jeg ”blev ramt” er; at jeg altid har været meget sårbar af sind. Og den kære angst for at miste/selv at dø, har fyldt så meget og det gør den stadig på de svære dage.
Men måske også bare, at det man drømmer og fantaserede om ikke lykkedes.
Kejsersnittet forløb ikke som det skulle, da jeg mistede meget blod. På tredje dagen måtte vi droppe amningen, da min krop ikke kunne klare mere, da den manglede blod. (Jeg havde ønsket meget at amme da det ikke lykkedes ved de to store)

Tror alle faktorer spiller ind og der er ikke noget der er rigtig og forkert. Men der man skal huske er;
En (fødsels)depressioner en fase i livet, det bliver bedre og man bliver sig selv igen.
Og man reagerer alle anderledes. Nogle trækker sig væk fra deres barn – jeg kan ikke få nok af hende og er nærmest omkring hende alle døgnets 24timer!

Helle, 27år og mor til tre børn, en dreng på 7år og to piger, hvor den ene er 4år og den anden er 4måneder.