"Det var ikke på samme måde som vi tidligere har holdt ferie"

At rejse med børn behøver ikke nødvendigvis være en vanskelig og uoverkommelig opgave! Men det kræver en helt anden planlægning, end da man bare var to der skulle afsted


Vi har været i San Diego, New York, på Rhodos og i Sri Lanka i de første 2,5 år af vores datters liv.
Hun er ligeså rejseglad som sine forældre - heldigvis!
Når vi skal afsted på den slags ferier, er det afgørende at man har afklaret indbyrdes, at ferien er på barnets præmisser. Dvs. da vi fx rejste til New York vidste vi, at vi ville komme til at tilbringe en del tid på legepladserne i Central Park. Det var ikke på samme måde som vi tidligere har holdt ferie i New York. Men det var en skøn ferie alligevel!

ferie med børn

Uanset hvor vi har rejst hen, har vi undersøgt så godt som vi kunne inden afrejse, hvad der var af aktiviteter, tilgængelighed med klapvogn, hvilken klapvogn kan anbefales at rejse med osv osv. Det har afhjulpet mange af de udfordringer der altid dukker op, når man rejser med børn.

Og så er der selve flyveturen(e).

Mange forældre frygter at skulle flyve med mindre børn, fordi hvad nu hvis.... Mit bedste råd er: Vis dit barn at du er tryg! Din adfærd smitter af på dit barn og viser du frygt/bekymring, er det dét dit barn forbinder turen med. Udviser du derimod ro, spænding, nysgerrighed o.l., bliver det de minder du skaber hos dit barn.
Vi har gjort os umage med at gøre det spændende for hende og hun elsker at flyve den dag i dag!
Sørg for godt med snacks, underholdning, kendte bøger/puslespil etc., og lad evt. dit barn selv vælge hvilke pixibøger der skal med på turen. Vi har også haft glæde af en iPad, med masser af afsnit af de serier vores datter godt kan lide at se.
Rejser man med en baby er mit bedste råd, som er ofte hørt, at amme/give flaske når flyet letter og lander. Det tager det værste tryk i ørerne. Alternativt kogt kamillethe med en anelse sukker i en sutteflaske, dét er svært at modstå for den lille.
Og rejser man oversøisk på længere rejser, så spørg ved flyselskabet når I bestiller billetter, om det er muligt at få plads hvor I kan benytte Jer af en krybbe der monteres på væggen. Det har vi haft stor gavn af, fx på rejserne til USA. Her kan baby sove fx i sin egen dyne, så I også får aflastet armene og kan få hvilet.
Det allersidste råd jeg vil givet selve rejsen er at planlægge hjemmefra hvornår det ville være en fordel at dit barn skal hvile sig, hvis flyveturen er lang. På den måde har vi haft held med, at minimere jetlag både på ud- og hjemrejse.

ferie med børn

Og så er der minderne - hvordan forlænger vi minderne hos vores mindste?


Et fif er små fotobøger med billeder fra de oplevelser vi har haft på ferien, fx de elefanter og skildpadder vi har set, samt de mennesker som vi har været sammen med. Vores datter bliver så glad og fortæller lystigt om rejserne, når hun falder over bøgerne på reolen.

Mit motto er:

De eneste penge jeg bliver rigere af at bruge, er de penge jeg bruger på rejser og minder.

Afsted ud i verden! Go’ tur!


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.