Mor i udlandet

Min uddannelse som cand.mag i fransk og dansk har ført mange ting med sig, blandt andet at jeg mødte min mand, som jeg i 2015 flyttede ned til og bosatte mig med, i en forstad til Paris.

Vi har i dag en datter på halvandet år, som vi forsøger at opdrage i henhold til vores forskellige kulturer og overbevisninger. Min mand er berber fra Algeriet og vi har dermed hver vores kulturelle baggrund, foruden den franske kultur, som er gældende i vores liv og hverdag.

Der er mange ligheder og forskelle de tre kulturer i mellem, men det man nok først bemærker er især i forhold til at ”opdrage”, hvilket ofte betyder at irettesætte/skælde ud og sætte grænser for barnet. Den franske børneopdragelse indebærer at man sætter tydelige grænser for barnet og siger fra når barnet ”laver ulykker”/gør noget det ikke må. Den voksne siger ”nej” og /eller skælder ud. Franske børn skal sidde pænt og spise, sige ”merci” og opføre sig ”ordentligt”, hvilket kan lyde gammeldags og strengt, men ofte skaber nogle børn, som er behagelige at omgås i det offentlige rum.

I Frankrig er det ikke forbudt at slå sine børn, og en ”fessée” (endefuld) er almindeligt accepteret. Jeg har indtryk af, at de fleste franskmændene ikke ser noget forkert i det, eller ikke mener at børn tager skade af en lille endefuld. Det synes jeg slet og ret er en håbløs gammeldags tankegang.

Vi respekterer selvfølgelig den franske kultur, men bringer hver især et andet syn på børneopdragelse med os, fra vores hjemlande. Jeg ser nok i højere grad børn som nogen der skal støttes, udvikles og rummes, frem for nogen som skal opdrages og skal lære at ”opføre sig ordentligt” – hvad det så end betyder..

At leve i et andet land betyder imidlertid også, at vi fejrer andre højtider end de danske, og taler flere sprog. Vi fejrer alle slags højtider, både den danske jul, den algeriske Eid og den franske Helligtrekonger, Nationaldag etc.

Her er vi til fastelavnsfest i den danske kirke i Paris og slå katten af tønden.

Vi fejrede det berbiske nytår med sang, dans og cous-cous.

At bo i udlandet betyder også at vi ikke så tit ser min side af familien, om end vi ofte skyper med dem. Vi savner selvfølgelig min familie og prioriterer at besøge dem så ofte som vi kan, ligesom de også kommer på besøg et par gange om året og nyder det gode vejr og den lækre franske mad. Når vi ses med min familie er det ofte en uge af gangen og vi prioriterer samværet og tager fri fra arbejde for at være sammen. Det er anderledes end hvis vi boede i Danmark, men jeg synes egentlig også at det har en vis kvalitet med koncentreret og kvalitativt samvær – man må jo se positivt på det, når det engang er sådan.

Derudover har jeg oprettet en profil på appen Lifecake, hvor man kan lave en tidslinje med billeder fra barnets liv, og derefter invitere venner og familie til at følge med. Så oldemor sidder med sin iPad og følger med i, hvor meget Vilia vokser, mellem hver gang hun ser hende

IMAG5557.jpg