"jeg nåede kun lige at kigge på den lækreste bøf af oksemørbrad - inden jeg stormede ud på toilettet.. for at brække mig.."

Fakta:
Simone (27) & Christian (28)
Kærester siden 2010 & gift i 2016
Børn: Mira 2013 & Cornelius 2017

Vi havde brugt et år på at forberede det perfekte bryllup. Stilen var romantisk vintage og jeg ville lave alt selv, lige fra invitationerne til bord/menufoldere, kirkeprogram osv, så det blev helt perfekt.

Ugen op til brylluppet begyndte jeg at få lidt ondt i halsen og snottede, men det kunne jeg sagtens leve med - så længe jeg ikke fik skide/bræk syge.. Min mor, bedste veninde, svigerinde og jeg havde fået styr på lokalet og de sidste detaljer dagen forinden og var først kommet hjem omkring kl 2 om natten.. Jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn og vågnede også tidligt. Det var alt sammen lige meget, for dagen var kommet! Jeg havde huset fyldt af skønne kvinder, der alle sammen var i gang med at gøre sig klar til vores bryllup, lørdag d. 20. august 2016 kl 16.

Min svigermor lavede lækkert frokostbord til os, som jeg selv havde handlet ind til tidligere den morgen. Jeg var egentlig ikke sulten, men vidste jo, at jeg hellere måtte spise lidt, så det blev til en lækker rejemad.

Alt var perfekt og jeg var SÅ klar, da min far kom og hentede mig omkring 15.45. Vi ankom i kirken og jeg kunne tudbrøle af lykke, da vi gik op af kirkegulvet til min smukke mand.

Vi sagde JA til hinanden og skulle selvfølgelig forevige det med billeder i en nærliggende slotspark.

Vi ankom til bryllupsfesten omkring kl 18.30 og var så klar til at spise den lækreste menu og feste med gæsterne. Det blev dog hurtigt lidt anerledes end forventet. Vi fik forretten serveret (kammuslinger) og jeg begyndte at mærke lidt ubehag i maven. Jeg tænkte ‘bare jeg ikke skal skide’ og fik nogle mavepiller mod diarre af min brudepige. Der blev holdt nogle fine taler for os, men jeg kunne ikke koncentrere mig om andet end min dårlige mave.. Hovedretten blev serveret og jeg nåede kun lige at kigge på den lækreste bøf af oksemørbrad - inden jeg stormede ud på toilettet.. for at brække mig.. ‘DET SKER BARE IKKE!’ tænkte jeg og toastmasteren blev lidt presset over at jeg bare forsvandt, for der var et stramt program med indslag. Jeg fik det bedre efter mit lille toiletbesøg, så vi fortsatte middagen.. men jeg måtte storme af sted endnu en gang og nåede kun lige at ramme toilettet.. min mor måtte forklare gæsterne, at jeg altså ikke var på toppen og det satte en dæmper på det hele.

 

Jeg fik det igen bedre og vi kunne da sagtens fortsætte festen. Det var blevet tid til bryllupskagen (dessert) og vi skar den ud sammen, jeg gav min mand en bid og han skulle lige til at give mig en bid.. så måtte jeg saftsusme løbe fra det hele igen og besøge toilettet igen, igen, igen.. Jeg fik det ikke rigtig bedre denne gang, så jeg blev sat/lagt lidt i garderoben nede bagerst og fik min mands blazer på.. Vi sad og snakkede lidt bare os to og jeg var så ked af det hele, tudbrølede og var flov over at jeg ødelagde vores bryllupsfest. Han var ked af det og tudbrølede over at hans kone havde det så dårligt og gik glip af den fest, hun havde planlagt til mindste detalje og glædet sig uendelig meget til.

Jeg VILLE danse brudevals, uanset hvor dårligt jeg havde det! Bryllupsfesten kunne på ingen måde slutte, før brudeparret havde danset. Klokken nærmede sig midnat og det var ved at være sidste udkald, hvis vi skulle nå det. Jeg gjorde tegn på at endnu en omgang var på vej op, så jeg fik hurtigt stukket en skraldespand i hånden og kaster op endnu en gang.. Jeg fik det en smule bedre og vi skyndte os at sætte brudevals musik på og startede brudevalsen. Det var perfekt at danse rundt der, stille og roligt med min elskede mand i hans blazer og med røde kinder og næse. Bagefter fik jeg kastet min brudebuket, men så kunne jeg nærmest heller ikke holde mig oprejst mere.. Vi besluttede at sige farvel til gæsterne, total forgrædte over at festen skulle slutte sådan for vores vedkommende, men med håbet om at de tilbageværende gæster ville give den gas, feste og drikke lækre drinks og fejre os, på trods af at vi ikke kunne være med. Vi blev kørt hen til vores værelse på det bookede Bed & Breakfast, hvor jeg kun lige nåede at få brudekjolen af og en sidste gang kastede op i toilettet. Vi faldt i søvn på værelset og fik en god, lang nattesøvn. Næste morgen vågnede vi op sammen og kunne ikke rigtig forstå, at det nu en gang var sådan det skulle gå. Det blev ikke den perfekte bryllupsfest vi havde drømt om, men på en eller anden måde var det som om alt var perfekt alligevel - nu var vi blevet mand & kone. Vi spiste morgenmad med de andre overnattende gæster, der kunne fortælle om deres forsøg på at fortsætte festen efter vi var kørt. Det var faktisk rigtig hyggeligt, at høre dem fortælle om de lækre drinks, fuldemands fjollerier og dans fra vores bryllupsfest.

Vi tog tilbage til lokalet, hvor vi skulle rydde op og pakkede alle bryllupsgaverne i bilen. Da vi kom hjem, åbnede vi sammen gaverne helt stille og roligt og nød virkelig, at have tid til at glæde sig over alle de fantastiske gaver og være taknemmelig for hver enkelt. Vi besluttede os også for, at alle drikkevarene ikke skulle gå til spilde og vi så gerne ville feste med vores gæster, at vi senere på året ville holde endnu en bryllupsfest, men uden alt det formelle.

 

Hvad vi ikke vidste, var at vores toastmaster (min mands bror) samme morgen startede en Facebook gruppe, hvor alle gæsterne blev inviteret til en bryllupsfest 2.0 som en overraskelse til os. Et par måneder senere i oktober, var vi inviteret til København for at se stand up med min svoger & svigerinde og det hele passede så perfekt, for min mor og hendes mand skulle overnatte hos os og kunne derfor passe vores datter. Min mor spurgte ind til hvor mit strømpebånd fra brylluppet var, for hun ville gerne låne det (kan ikke huske til hvad, men det gav god mening på det tidspunkt) og dugene havde hun også fået i bilen, fordi hun skulle bruge dem til noget firmaarrangement.

Vi blev hentet af min svoger & svigerinde om eftermiddagen, tog ud forbi et hus til salg lidt uden for byen som de havde kig på, men da vi skulle til at sætte kursen mod København, havde min svigerinde glemt sin taske med billetterne i bokseklubben, hvor de havde været til et arrangement tidligere på dagen. Jeg var blevet skrupsulten og vi var lige blevet enige om en tur forbi Mc Donalds, men vi måtte jo tilbage efter tasken og billetterne.

Vi kommer frem og bliver spurgt om vi ikke lige hurtigt kan hjælpe med at flytte et skab, så vi går ind i bokseklubben. Det første jeg får øje på, er et tag-selv-bord med frikadeller og andre madretter og tænker ‘helt sikkert, så kan jeg lige nuppe en hånddelle inden vi kører’ - men da jeg vender mig om, ser jeg en masse kendte ansigter. Min mor, mormor, svigermor, brødre, min anden svigerinde, venner & veninder.. Jeg fatter det vidst ikke helt, men kigger så på min mand, der er lige så overrasket som jeg. Familie & venner var kommet for at overraske os med den bryllupsfest, vi gik glip af til vores bryllup. JEG VAR LYKKELIG! Det var så fantastisk og jeg kunne næsten ikke stoppe med at græde af glæde, da alle kom og bød os velkommen til vores egen bryllupsfest 2.0.

Min mor gav mig mit strømpebånd på uden på mine jeans, et nyt slør i håret og min svigerinde havde lavet en brudebuket mere (hun havde også lavet den første). Toastmasteren ringede med klokken og vi skulle begynde festen, der hvor vi sluttede sidst. Så brudevalsen blev sat på anlægget og vi skulle danse i ringen omgivet af venner & familie. Det var så perfekt, på den mest fantastiske måde!

Sløret blev revet i stykker og min mands strømper blev klippet - nu var vores bryllupsfest i gang.

Det blev den absolut bedste bryllupsfest nogensinde, der dog også endte med at bruden her kastede op - men denne gang af helt andre årsager og meget selvforskyldt som følge af liiiidt for mange øl.

Vores to bryllupper 20.08.2016 & 22.10.2016 tilsammen var intet mindre end PERFEKT!

image4.jpeg