... "før jeg kan mærke at hovedet er ude"

Omkring kl.02.20 d.27.Juni 2017, vågner jeg op ved at jeg har nogle jag i underlivet og maven og tænker først at jeg bare skal tisse.

Jeg går på toilettet og tisser og går så tilbage i seng, hvor jeg mærker at jagene tager til. Jeg begynder at tage tid og kan hurtigt se at det er nogle utrolig uregelmæssige veer og at de bare bliver værre og værre. Da klokken er 02.50 ringer jeg efter min søster som skal ud og holde øje med vores pige på 2,5år. (Min søster har ca 20min ud til hvor vi bor.)

Efter jeg har snakket med min søster, ringer jeg til Viborg sygehus for at sige at jeg har voldsomme veer og at vi kører hurtigst muligt, da vi har 1 times kørsel til sygehuset.
Da klokken er ca 3, bliver veerne så voldsomme at jeg næsten ikke kan holde mig oprejst og min mand får mig hjulpet ud i bilen, hvor vi så vælger at kører afsted til sygehuset og lader vores datter være alene hjemme (hun lå heldigvis og sov og viste at min søster snart ville være fremme). 
Klokken 3.10 ca, kan jeg mærke at jeg får voldsomme presseveer, men prøver at holde det inde så meget som muligt. Vi får så fat i sygehuset igen, for at fortælle at jeg har presseveer og at de kommer meget hurtigt efter hinanden. Vi aftaler med sygehuset at de sender en ambulance som vil køre os i møde og ringe til os løbende så vi kan mødes. 

 Billedet hører ikke til beretningen og er et model billede.

Billedet hører ikke til beretningen og er et model billede.

Da klokken er 3.20 er vi nået til Skive og jeg beder i frustration min mand om at holde ind fordi det gør så voldsomt ondt. Han holder kort ind, men vælger at køre videre, da han bare vil have os på sygehuset i en helvedes fart. Vi når knap at køre 100meter, før jeg kan mærke at hovedet er ude og råber ad min mand at han skal stoppe bilen. Han holder selvfølgelig ind igen, skynder sig ud af bilen, får åbnet min bildør, får lagt sin trøje under mig og wupti, så stod han med vores velskabte søn i armene. Jeg får vores søn op på brystet, hvorefter min mand finder tæpper og ligger om os, og får sat en masse varme på i bilen så vi ikke fryser. 

Lige som min mand får sig sat i bilen, ringer ambulancen for at høre hvor vi er. Der går knap 2min og så var ambulancen hos os. De søde ambulance mænd, hjælper mig (med vores søn i armene) ind i ambulancen. Den mand der kommer ind og sidder hos mig i ambulancen tjekker først min søn og derefter mig. Han forsøger at hjælpe med at få moderkagen ud, dog uden held, da veerne er fuldstændigt stoppet. Vi var på sygehuset omkring kl.4 hvor en jordemoder igen forsøger at få moderkagen ud og det lykkes heldigvis efter lidt trykken på maven og pres fra mig. Derefter bliver sønnen tjekket, målt og vejet. Kl.6 blev vi sendt hjem igen, da der ingen bristninger var og alt ellers også var som det skulle være. 

Kl.03.26, d.27.Juni 2017 kom vores Jeppe på 3000g og 50cm til verden ved en lynfødsel på lidt over en time, på forsædet af vores lille Chevrolet Aveo, med far som jordemoder. Jeg kan ikke huske at jeg på noget tidspunkt pressede, og ved heller ikke hvornår vandet gik. Det var en vild oplevelse og noget vi aldrig vil glemme. 

Mange hilsner Christie