3 graviditeter - 3 igangsættelser

Jeg fik min første datter den 7. december 2009 om aftenen, født 37+2 efter igangsættelse samme morgen.

Emma kom til verden knap 3 uger før termin med en flot vægt på 3674 gram og 52 cm, efter flere uger med mange besøg hos min jordemoder og på fødegangen.

Jeg er helt generelt ikke god til at være gravid; jeg har både kvalme og opkast de første 3-5 mdr. derefter bækkenløsning og mange plukveer og til sidst uro og manglende liv i maven. Sidste nævnte var årsagen til at jeg blev sat i gang 37+2 ved middagstid.

Jeg havde i ugerne op til været til mange kontrol fordi jeg ikke mærkede Emma særlig meget og nogle dage slet ikke, og egentlig så alt fint ud – hun havde det godt. Ved sidste tjek havde de dog alligevel synes hun var lige stille nok og jeg havde en del plukkeveer, samt hendes pæne størrelse gjorde at de vurderede at det sundeste for os begge var en igangsættelse.

Faktisk var jeg også så åben, så de kunne sætte mig i gang ved at tage vandet. Imens jeg fik taget vandet og Emma fik sat elektrode på hovedet, blev min mand sendt hjem efter tasker osv. Da han kom tilbage 1 times tid senere, havde han min mor med og vi fandt os til rette på fødestuen. Jeg blev koblet på et ve-drop, da der helst ikke skulle gå for lang tid før Emma skulle ud. Veerne blev virkelig intense og jeg bad ret hurtigt om en epidural (ja, jeg er nok en pivskid lige der). Egentlig en fødsel der gik helt efter bogen, og efter lidt ro efter epiduralen var lagt, fødte jeg vores første datter kl. 21.44 efter en halv times pressefase. Hun var perfekt, og imens jeg fødte moderkagen jokede jeg med, at jeg gerne gjorde det igen dagen efter.

22 måneder senere kom lillesøster Emilie til verden, født 38+1 efter igangsættelse dagen før!

Jeg havde gået til diverse tjek og scanninger hele vejen igennem, da Emilie var lidt mindre end normalt. Da jeg igen nærmede mig slutningen af graviditeten havde jeg igen uro og manglende liv i maven, og derfor vurderede de at det var bedst Emilie kom ud, hendes lille størrelse også taget i betragtning. Desværre var jeg ikke åben nok til at de kunne tage vandet, så jeg fik lagt en pille op i livmoderen og blev sendt hjem for at slappe af, hvorefter vi skulle komme tilbage til fødegangen kl. 22.

Vi brugte eftermiddagen på at hygge om storesøster og nyde de sidste timer sammen som 3, inden mormor kom for at være hos Emma. Hen ad aftenen tog veerne til i styrke, stadig så jeg kunne holde det ud, men lige skulle koncentrerer mig om at trække vejret ordentligt. Da vi ankom til fødegangen om aftenen havde pillen gjort sit og min livmoderhals var åbnet sig så meget, at jordemoderen kunne tage vandet. Og så skete der noget! Der gik et mange minutter før veerne væltede ind over mig, de kom dobbelt og så en længere pause. Jeg kom ret hurtigt på en fødestue og i et badekar, hvor jeg lå en times tid inden jeg tikkede om en epidural – den vidste jeg jo virkede. Efter lidt besvær med dobbeltveer fik jeg alligevel en times ro og fik slappet lidt af, inden pressefasen kom. Og så gik det stærkt. På to presseveer var lillesøster Emilie ude, et lille myr på 2983 gram og 50 cm.

Alt i alt var mine to første fødsler ret ens og nemme, set i lyset af at de blev sat i gang. De varede hhv. ca. 9 timer og 5 timer fra vandet blev taget og fødslen reelt var i gang. Det må siges at være gode fødsler.

I 2015 blev jeg gravid med vores 3. datter Ellie og sidste i rækken,

denne graviditet startede som vanligt også med meget kvalme, men bækkenløsning blev faktisk holdt lidt for døren – indtil jeg var lidt over halvvejs. Så kom den også igen og denne gang blev jeg virkelig påvirket af den og kunne ikke ret meget til sidst. Jeg havde ondt alle steder. I de sidste uger op til min termin 15. februar 2016 havde jeg det så skidt, og var forbi min jordemoder nogle gange samt fødegangen. Hver gang var beskeden at baby havde det godt og jeg kunne få en lille smertepakke med hjem så jeg kunne sove om natten for smerterne. To uger var jeg på et af mine besøg på fødegangen, hvor jeg blandt andet fortalte om lidt væske et min højre ben og let sovende fornemmelse – lægen vurderede at jeg skulle have støtte strømper med hjem og huske at hvile med benene oppe og drikke vand.

Ugen op til termin var jeg hos min jordemoder, hvor jeg grædende ønskede at få lov at føde – jeg havde det så elendigt!

Hun lovede mig at jeg senest på min terminsdag ville blive sat i gang, men blev weekenden så ulidelig var hun på vagt og så måtte jeg komme. Jeg holdt stand – og prøvede virkelig at få hvilet og nyde weekenden inden min terminsdag om mandagen og den lovede igangsættelse. Mandagen kom og vi fik afleveret de to store i vuggestue og børnehave og kørte mod fødegangen, hvor vi skulle møde kl. 8.00. Jeg havde ugen forinden fået 3 gange hindløsning, så jeg håbede virkelig at de havde gjort et eller andet og jeg havde da også åbnet mig et par cm og jordemoderen kunne tage mit vand, for at sætte gang i fødslen. Hele formiddagen traskede jeg rundt på gangene for at få gang i veerne, men det blev kun ved de kraftige plukkeveer. Sidst på formiddagen skulle vi komme tilbage til fødegangen, for en ny vurdering. Der var ikke sket meget, og jordemoderen ville rigtig gerne have lidt mere skub i tingene. Så vi indgik en aftale om, at hvis veerne ikke var kommet inden kl. 13 så skulle jeg havde ve-drop. Ingen ordentlige veer kom. Og omkring kl. 14 fik jeg lagt ve-drop og så skete der noget. Jeg havde fået at vide af min jordemoder gennem graviditeten, at 3. gangs fødsel er tricky og lidt ligesom en første gangs, det kan både gå stærkt eller være noget helt andet end de tidligere.

Og det skal jeg love for!

Jeg havde så ondt, og kunne slet ikke slappe af og koncentrere mig vejrtrækning og veerne. Jeg hylede og skreg i smerter. Det føltes som om mit bækken blev knækket midt over. Desværre virkede veerne ikke godt nok, selvom det føltes sådan for mig. Jeg tikkede om en epidural, og en anæstesilæge kom for at lægge den. Og hun kæmpede! I allersidste forsøg lykkedes det heldigvis. Og den tog lige toppen er smerten, så jeg kunne arbejde med veerne i stedet for modarbejde dem. På det her tidspunkt var vi også ude i, at den jordemoder som havde været hos mig hele dagen, egentlig havde fri, men der var ingen afløser til hende. Så hun blev hos mig.

Og det var godt, for så gik det stærkt.

I løbet af en time åbnede jeg med 4-5 cm og var klar til at presse. Undervejs havde lillesøster i maven svært ved at følge med og hendes hjerterytme dykkede flere gange. Jeg fik besked på at nu skulle hun ud og de hidkaldte afdelingsjordemoderen– og så tog jeg fat! Og en 1-2-3 var ”lille” Ellie pressede ud kl. 19.34. Virkelig fedte og blå, men få sekunder efter skreg hun. Ellie var en nem baby, amningen kørte bare og hun sov igennem fra hun var 5 dage gammel. Til gengæld var jeg 1 uge om at komme til kræfter igen. Både graviditet og fødsel havde været så hård ved mig. Desværre var det ikke slut endnu, og 2 uger efter jeg havde født fik jeg pludselig ondt i venstre side og skulder. Jeg blev sendt akut på sygehuset, hvor de efter flere prøver og en tur i en CT-scanner fandt flere blodpropper i begge lunger. Resultatet af ondt i mit ene ben to uger før termin – en blodprop i benet, som efter fødslen var vandrede i venen og sprunget for derefter at sætte sig i lungerne. De kostede nogle meget smertefulde uger, og en far tilbage på barsel. Men Ellie havde det godt og jeg fik det bedre og har ingen men i dag!

Men vi har fået de børn vi skal have – 3 dejlige piger.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.