Akut kejsersnit efter 35 timer med veer

Det er mandag d. 9. juli og vi er til overtidsvurdering.

Jeg er 41+3 og godt mør. Det har været 40 grader siden starten af maj. Eller sådan føles det i hvert fald. Mens jordemoderen tjekker mig, tilbyder hun en hindeløsning. Det havde jeg også fået ugen før, men uden effekt. Denne gang er hun dog så “grundig” at hun tager mit vand. Vi bliver sendt direkte på fødegangen og derfra ud i byen, for at se om veerne kommer af sig selv. Efter 6 timer bliver vi sendt hjem med Angusta piller. Jeg når at tage tre før jeg ikke kan være i mig selv længere. Det er første fødsel og jeg er bange, men jeg har styr på veerne. Kl. er 23 mandag aften og vi køre mod sygehuset. Jeg har forberedt mig på fødslen igennem privat- og offentlig fødselsforberedelseskurser. Særligt vejrtrækningsøvelserne gav mig en følelse af kontrol i en situation jeg godt vidste at jeg aldrig ville få kontrol over.

Da vi ankommer er jeg kun to cm. åben, men veerne kommer regelmæssigt og vi er heldige at få en fødestue.
Jeg sidder meget på en stor yogabold. Det føles blødt, da veerne sidder i min lænd. Kl 6 tirsdag morgen mærker de efter igen. 3cm. Jeg studser egentlig ikke så meget over det, fordi jeg koncentrerer mig om vejrtrækningen, men jeg er træt og de vil gerne give mig et ve-drop nu. Jeg er bange for en ve-storm og får derfor lagt en epiduralblokade. Min mand og jeg får herefter sovet to gode timer.

Hver gang ve-droppet er på sit højeste falder min søns hjerterytme og flere jordemødre kommer ind på stuen.

Jeg selv er meget rolig, da de er gode til at bevare roen omkring mig. Droppet bliver slukket, hjerterytmen bliver stabil og så kan vi starte forfra. Kl 12 tirsdag d. 10. juli er jeg 4 cm. åben og kl 15 ca 5 cm. Kl 18 er jeg 7-8 cm og har lagt med veer i 30 timer. Epiduralen virker heller ikke længere. jordemødrenes tålmodighed er ved at løbe op.

Kl 20 får jeg et skud et-eller-andet der skal blødgøre livmodermunden.
Det virker ikke.

Kl 21.30 kalder de akut kejsersnit og min søn er født 21.42. Jeg sover da han kommer til verden. Husker kun at høre hans skrig og ser fars tåre. For derefter at lukker øjnene igen.

Jeg selv er ligeglad.
Jeg er færdig.

Jeg kommer til mig selv da de triller mig ned på opvågningen, jeg ryster vildt meget. Jeg husker at blive møg frustreret, fordi jeg jo havde lært at min søn skulle op på min mave og til mit bryst hurtigst muligt. Rystelserne falder først til ro efter halvanden time.

Den første følelse af fiasko melder sig.

Herefter kommer Marinus op til mig. Jeg føler stadig ingenting, men jeg husker at være lettet og glad.
Den nat sover jeg ikke. Heller ikke dagen efter. De prøver med morfin-piller, men det hjælper ikke. Kun morfin i drop giver mig en times lur. Jeg har ondt i ryggen og i hoften efter at været bundet til sengen på fødestuen i så mange timer, og når jeg lukker øjnene, er det som om jeg er tilbage på fødestuen. 

Onsdag aften, efter bedsteforældrene er taget hjem får jeg høj feber. Betændelse i underlivet.

Jeg skal have drop hver 3. time. Da jeg har hævelse i hele kroppen får jeg lagt drop i armhulen. Det passer mig ikke godt da min søns hoved hviler i min armhule under amningen. Andre ammestillinger dur ikke pga smerter. Jeg er bundet til sengen. Igen. Nu med drop eller en baby ved brystet. Min mand kommer med ham hver 3. time, “sætter ham på”, og skifter bryst hver halve time. Herefter får jeg malkemaskinen i en time, så har jeg halvanden times pause og så starter vi forfra. Indimellem var der blodprøver, piller, drop - you name it.

Jeg var ikke et menneske.
Jeg skulle bare overleve.

Til sidst bad jeg om piller i stedet for drop så vi kunne komme hjem.
Da vi kommer hjem fortsætter rutinen med skiftevis amning en time, udpumpning en time, pause en time og så forfra. Døgnet rundt. Endelig løb mælken til. Jeg har meget ondt i brystet og allermest under amningen. Men jeg holder ved, og siger til min mand at jeg vil give det to måneder. Det er stadig varmt. Marinus vil kun ligge ved mig, og jeg ved at hud mod hud er det bedste, men det er så svedigt, så vi isolerer os størstedelen af dagen i et mørkt værelse.

Jeg husker at være frustreret over at de mennesker der kom og besøgte os bare kunne gå ud ad døren igen. Jeg var misundelig på min mand, fordi han kunne tage ned og handle. Efterfølgende har jeg talt med en psykolog, som har forklaret mig, at de følelser var meget almindelige når man følte sig fanget i en situation man gerne ville væk fra.

Jeg ville væk fra min søn.
Jeg var udmattet, ked af det og træt.

Min søn var en baby med fysiologiske behov. Sådan så jeg det. Først efter 3-4 måneder begyndte de stærke tilknytning følelser af rulle ind over mig som en tsunami. De var stærke og jeg blev angst for at forlade ham eller lade andre holde ham.

I dag er jeg startet på arbejde igen, og ser tilbage på fødslen og tiden efter som noget der har ændret mig for altid. Jeg ser også tilbage på, hvad jeg er sikker på har været en fødselsdepression af en eller anden art, men som jeg på mystisk vis fik mig kæmpet ud af. Sikkert vha stædighed, en masse snak og omsorg fra familie og venner.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.