Alma - vores smukke præmatur barn.

     Det sker altid kun for naboen...

28 april 2017 er graviditetstesten positiv, vi skulle være forældre for første gang
Graviditeten forløb godt til at starte med, uden kvalme og opkast, som man ellers havde hørt så meget om.
Desværre måtte jeg sygemeldes pga. Mit bækken begyndte at give smerter. Jeg havde termin 9 januar 2018, og vi ventede en lille pige (Alma) 

12 november 2017 skulle jeg på stranden og gå tur med min veninde og vores hunde, men da jeg vågner har jeg det skidt og jeg må desværre aflyse. Om natten begyndte jeg med fast interval at få smerter i min lænd. Jeg ringede ud på sygehuset. De spurgte om min mave blev hård, og det synes jeg ikke, så vi aftalte jeg skulle ringe hvis det blev værre. 

Nå men det var ikke meget søvn jeg fik. Mandag skulle vi pudsigt nok til en ekstra scanning pga. noget medicin jeg får. Damen måler samtidig min livmoderhals som var intakt. Tirsdag aften føler jeg at jeg har veer, men tænker at det nok bare var noget jeg bilder mig ind, jeg var jo kun 32 uger henne. Men jeg skrev alligevel lige til min læge. 

Onsdag (32+1) kører jeg til Roskilde for at shoppe og spise sushi med min søster og veninde.
Jeg må stoppe op flere gange i h&m pga. smerter (Som så var veer)  Jeg tjekkede om min læge havde svaret, og hun havde så svaret at det ku være jeg var ved at gå i fødsel. I FØDSEL? Tænkte jeg, så jeg ringede til fødegangen i Nykøbing F. Hvor jeg bor. De sagde at jeg skulle komme så snart jeg var landet i byen. Jeg kørte mod Nykøbing og direkte ud på sygehuset. 

De satte en ve måler på og ku godt se jeg havde veer, så de ville lige måle min livmoderhals. Lægen siger bagefter at jeg lige skal sætte mig ned. Han siger så at min livmoderhals er væk og at jeg er 2-3 cm. åben og på vej i fødsel. Jeg var i chok og måtte lige fælde en tåre. De siger jeg skal ringe til min kæreste Joachim som er på job, og sige han skal komme med det samme. Shit der var stress på🤦‍♀️

Min kæreste kommer ud på sygehuset og de giver mig ve stop og lungemodner til vores lille pige inde i maven. Og derefter bliver jeg kørt med ambulance til Næstved sygehus. En sød jordemoder kører med hvis nu jeg skulle føde i ambulancen.

Jeg bliver lagt i en seng og må kun gå 5 skridt ud til toilettet. Den kommende uge har jeg små veer hele tiden. Joachim får en seng ved siden af mig. 

Nærmeste familie og veninder besøger os hver dag. De var en kæmpe støtte den uge. Ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem og Joachim. Jeg var jo skide bange. D. 22 november (33+1) får jeg lov til selv at gå op på gangen efter mad, 1 time efter jeg havde hentet mad går vandet, jeg ringer til min kæreste, som heldigvis kun er 15 min. Fra sygehuset. Så hiver jeg i snoren efter en jordemoder og derefter går det stærkt.

Alma kigger næsten ud og jeg bliver kørt op på fødegangen som er fyldt med læger, sygeplejersker og jordmødre.


Ud kom lille Alma på 2112 gram, hun kom på max 6 presseveer, 7 uger for tidligt..

image2.jpeg

Den havde vi aldrig set komme, det sker jo altid kun for naboen. De næste 11 dage var rigtig hårde, Alma fik sonde og jeg prøver at amme hende og malke ud hver 3. Time. Jeg får næsten intet søvn og Alma taber sig. Alma har elektroder på, som er koblet til en maskine som bippede konstant, og hver gang fik man en klump i halsen og tænkte om man nu skulle miste hende. På det tidspunkt var man så skrøbelig og sårbar. 

Vi skulle beskytte hende meget. Det skulle man faktisk lige indtil terminsdagen. Vi følte til tider at vi skulle forsvare over for folk hvorfor de ikke måtte holde hende, hvorfor de ikke kunne komme på besøg, hvorfor hun ikke måtte få røg osv. Men Alma var for tidligt født og kom bare i første række nu. Jeg tror det er svært ude fra at forstå hvor skrøbelige både præmatur forældre og præmatur børn faktisk er. 

Nå, men på 11. dagen siger jeg til dem at jeg altså ikke vil prøve at amme mere da mit humør går udover vores lille familie. Jeg var udkørt. Vi begynder at give hende flaske, og derefter tager det fart, hun tog på og jeg kunne få søvn og igen være mor og kæreste. 4 december får hun sonden ud, det var en stor dag. 

6 december får vi lov til at komme hjem med hende. Det var så fantastisk. Nu kunne vores liv rigtig starte som en familie i trygge omgivelser.  Lille Alma skulle jo slet ikke have været med i julen 17. Men det var den bedste jul nogensinde.

Vores lille mirakel️.

Begge vores familier har været guld værd under hele forløbet og de elsker Alma højt. De første 2 måneder sov hun meget og hun græd aldrig. Men det er hun kommet godt efter. Nu er hun en lille lækker ballademager på 7 kg. Hun trives rigtig godt og følger sin helt egen kurve og udvikling. Hun charmere sig ind på alle med hendes blå øjne, lange øjenvipper og skønne smil. 

Alma - din mor og far elsker dig for evigt️