at der ikke var andre udveje end kejsersnit.

Egentlig havde jeg aldrig overvejet at jeg skulle ende ud med at blive ”kejserinde”… Hvorfor skulle jeg det?

Min mor har født naturligt, mine søstre har født naturligt – og selvfølgelig skulle jeg også føde naturligt.

Det kunne da ikke være anderledes!?

Alligevel skulle det dog vise sig, at min verden så helt anderledes ud end deres, og at det aldrig havde ligget i kortene for mig, at mine fødsler skulle foregå således…

Mit første barn; Clara, kom til verden i 2013, i uge 42+1, ved akut kejsersnit.

Det var forløsningen på et 3 dages forløb med igangsættelse, hvor intet af det lægerne prøvede, havde haft nogen effekt. Jeg startede ellers ud med den gængse ”pillekur”, og husker tydeligt hvordan den søde jordemoder forsikrede mig om, at vi nok skulle være forældre inden weekenden var ovre – ja, for det var nemlig sådan, at hendes erfaring var, at omkring 80% af alle gravide gik i gang efter pille nr. 2.

Eftersom at denne historie handler om kejsersnit, kan I dog nok allerede regne ud nu, at det var ikke situationen for mig.

Faktisk, nåede jeg at få hele 5 piller, ballonkateter og en omgang rebozo pga. jordemoderens mistanke om at barnet lå forkert, inden jeg endelig lå på fødselsbriksen.

De ovenstående tiltag, havde ikke resulteret i mere, end at jeg var 2 cm. åben – men det var dog nok til at min jordemoder kunne tage vandet – og ved hjælp af vedrop, så skulle vi nok få den baby ud, sagde hun.

Så der lå jeg, i lige over 10 timer – med vanvittige veer, som jeg slet ikke kunne kontrollere, og som der slet ikke var noget system over. Jeg fik akupunktur i de sidste timer, hvilke gjorde at der var lidt mere sammenhæng i veerne, men desværre havde de ingen effekt ellers, og jeg udvidede mig aldrig yderligere.

Til sidst var jeg så udmattet at min jordemoder ikke så andre muligheder end at tilkalde en fødselslæge, der kunne beslutte om hvorvidt der skulle foretages kejsersnit eller vi skulle stoppe for i dag, og prøve igen i morgen.

Da lægen efter et par timer, endelig kom, tog det hende dog kun få minutter at konkludere at der ikke var andre udveje end kejsersnit.

 Min krop havde ikke reageret på behandlingerne, og babyen havde ikke flyttet sig. Hun mente ikke at barnet nogensinde ville komme ud ved naturlig fødsel. Mine veer stoppede da også i samme sekund, som vedroppet blev slukket – og vi vidste allerede der, at alle de veer som jeg havde gennemlevet de sidste mange timer, udelukkende havde været kunstige, og at fødslen derfor aldrig havde været i gang.

Jeg blev kørt på operationsbordet, og ca. 45 min. senere var jeg mor til den smukkeste datter på 56 cm og 4690 gr.

Det viste sig at fødselslægen havde haft ret i sin overbevisning. Barnet lå oven på min bækkenknogle, og havde kilet sig fast. Faktisk så meget, at de måtte tage hende med sugekop. Hun var aldrig kommet ud selv.

Dagene efter kejsersnittet var en underlig blanding af glæde, sorg og følelsen af ikke at slå til.

For dem, der aldrig har fået et kejsersnit, lyder det måske mærkeligt, men den der følelse af, at ens krop ikke kunne det, som den burde være skabt til, nemlig at føde – sat op mod at man i 9 mdr. har haft en forestilling om hvordan fødslen skulle foregå – en forestilling der forblev uforløst – det fylder helt vildt meget. Jeg blev i tiden efter, ofte mødt med uforståenhed, når jeg forsøgte at forklare hvordan jeg havde det omkring mit kejsersnit – for det vigtigste var jo at barnet var sund og rask, og at det gik godt… og selvfølgelig var det det. Forstå mig ret – mit kejsersnit var en god oplevelse, og hele plejepersonalet tog sig rigtig godt af både mig og min datter. Jeg har ofte prist mig lykkelig for at man overhovedet kan foretage et kejsersnit, når man nu, som i min egen situation, ikke kan føde… men derfor kan man også godt stadig være ked af at tingene ikke gik som man havde håbet. For mit eget vedkommende, fyldet følelsen af at være en fiasko rigtig meget. Jeg kunne ikke føde mit barn – og urkvinden inden i mig, skreg ved den tanke.