Da jeg for snart 7 år siden fødte mine tvillingepiger var det ved planlagt kejsersnit.

Når man er gravid med tvillinger, så bliver man oplyst igennem hele tiden om at kejsersnit vil blive en realitet for mange, grundet forskellige faktorer. 


Derfor tror jeg generelt man er lidt mere "obs." på kejsersnit som mulighed/udfald. 

Personligt var der ikke lagt op til et kejsersnit i min graviditet.

Jeg havde en sund og god graviditet, og det var planlagt at jeg skulle vaginalt, hvis alt ellers forløb som det skulle.


Men til mit sidste møde med lægerne blev det vurderet at den ledende tvilling (den som ligger længst nede og skal fødes først), ikke var stor nok (ved vurdering på under 2 kg ved fødsel), og der derfor var mest sikkert med et planlagt kejsersnit, da lidt små babyer ikke kan klare en evt. meget lang fødsel vaginalt. 


Jeg fik dog muligheden for at vælge at føde vaginalt, hvis det var et stort ønske. Det var det dog ikke.

Og jeg takkede derfor ja til kejsersnit - mest for mine pigernes sikkerhed. 


Derefter fik jeg selv lov til at vælge datoen den efterfølgende uge, hvor jeg ønskede kejsersnit. 
Og så blev jeg to dage inden selve fødslen, indkaldt til et infomøde om kejsersnit, med deltagelse af både sygeplejerske og jordemoder. 
Følte mig nok egentligt ret klar efter det møde da de gennemgik hele forløbet trin for trin. 

Mine tanker omkring kejsersnit både inden, i mens og efter har faktisk ikke ændret sig!


Jeg er selv født ved kejsersnit fordi jeg havde lagt mig med nakken tilbage. Dengang foregik kejsersnit jo ikke helt som i dag, og ej heller efterspillet. Men min mor har altid talt positivt om hele forløbet, og jeg elskede som barn at kigge på hendes meget store ar der gik helt op til navlen. 


Min mor har aldrig syntes at det ærgerligt at få kejsersnit, og jeg har derfor ikke været præget af negative tanker omkring det.

Heller ikke da det blev en realitet at jeg selv skulle have det. Og det var dejligt at have min mor at snakke med det om. 

Den dag jeg skulle føde, mødte vi op på hospitalet og fik tildelt vores stue og skiftede til hospitalstøj, og tjekkede så ind nede på fødegangen.

Jeg havde en præcis tid, lige som hos tandlægen. Inden selve indgrebet skulle jeg have en samtale med en læge som gennemgik forløbet igen og lige gennemgik min almene tilstand. 

Derefter gik jeg selv ind på operationsstuen, hvor der ventede et fødselshold bestående af 12-14 personer!

Der er dobbelt op på alt personale når man skal have tvillinger, og det beroligede mig meget at der var så mange til at "holde øje". 

Jeg kom op på briksen, og så fik jeg lagt en epiduralblokade. Det var faktisk det eneste jeg frygtede igennem hele forløbet - hvis de nu lagde den forkert. Det gjorde de dog ikke men jeg blev utrolig svimmel, hvilket de havde sagt lige inden.
Og så blev jeg lagt ned, med armene ud til hver sin side, hvor de blev spændt fast og jeg fik lagt drop i begge hænder. Og så blev selve lejret tippet en smule - man må ikke ligge helt fladt ned pga. blodtrykket. Så stillingen man ligger i er lidt lige som Jesus på korset. 

Derefter skulle alle præsentere sig med navn og stilling. Og jeg skulle selv sige mit navn og cpr-nr. og hvad jeg var der for - overvejede et kort øjeblik at sige at jeg skulle have en fedtsugning, men var ikke sikker på at andre end mig selv kunne se det morsomme i det lige på det tidspunkt. 

Og derefter begyndte de to læger så at skære lidt i maven og derfor rive maveskindet op. Det lyder voldsomt, men det heler efterfølgende pænere end hvis man skærer hele snittet op. Og efter 1 min så siger lægen:

"hold da op jeg tror da at vi har taget den forkerte tvilling ud for hun ser der da ikke så lille ud igen".


Det vidste sig nemlig at de begge to vejede over 2 kg. Og da de så tog hendes søster ud lige bagefter, ja så kunne de jo se at de nærmest var identiske på vægten - selvom de ikke var enæggede. 

Så blev jeg syet sammen mens jordemoder og fødselslæge tog over. Fødselslægen gik dog meget hurtigt da de begge scorede 10 i APGAR. 

Min mand stod sammen med pigerne og jordemoder og kiggede på. Jeg kunne jo ikke bevæge mig, og kunne derfor kun lige se dem da de kom ud fordi lægerne var søde lige at løfte dem op over det forhæng som afskar mig fra min mave og hvad der foregik bagved det. 
Et forhæng som min mand heller ikke krydsede efter ønske fra mig selv - syntes ikke lige det var et syn for andre end personalet. 

Så snart jeg var blevet syet og pigerne gjort klar blev vi alle sammen kørt ned på opvågningen, hvor jordemoderen fulgte med og sørgede for at pigerne fik deres cpr-nr,

og blev lagt til brystet første gang - et meget vildt øjeblik da de begge lå der


Der gik lidt inden vi kom op på vores stue fordi jeg pludselig blødte en del - havde ikke blødt specielt meget under selve fødslen, og pludselig kom det. 
Og så skal man kunne bevæge sine tæer inden man må komme op på stuen - et tegn på at bedøvelsen er ved at forsvinde.  

Under selve fødslen var jeg rigtigt glad for at det var kejsersnit for jeg følte at der var 100% styr på alt i forhold til tvillingerne, og det beroligede mig meget i et stort stort øjeblik.

Til gengæld blev jeg overrasket over hvor surrealistisk det føltes at der er nogen andre som har ”overtaget kontrollen" med din krop, og du kan mærke at de skærer i dig, og stikker arme ind i dig, men at det ikke gør ondt. Det fyldte så meget i lige øjeblikket at jeg slet ikke blev bevæget med tårer da pigerne kom til verden, fordi det var så vildt. 

Selve smerteforløbet forbundet med kejsersnittet er for mit eget vedkommende meget kort. Selve indgrebet gjorde ikke ondt på nogen måde. Heller ikke epiduralblokaden, selvom den ikke var så rar. 
Efterfølgende fik jeg blot lidt Panodiler mens jeg var indlagt. Og tog slet ikke nogen da jeg kom hjem efter en uge.
Mens jeg var indlagt, sad jeg halvt op og sov, fordi jeg ikke kunne rejse mig selv fra helt fladt leje og til siddende stilling. 
Allerede samme dag som jeg havde født, skulle jeg gå en tur rundt om min seng. Og det var ikke sjovt, men jeg klarede det. Og de efterfølgende dage kunne jeg sagtens gå rundt osv. uden problemer. Og pusle og løfte pigerne var heller ikke noget problem. 


Det værste syntes jeg faktisk var da jeg skulle i bad og på toilettet de første par gange.

Men allerede da jeg kom hjem, var det ret normalt igen. 
Jeg blødte dog længere end gennemsnittet efterfølgende - næsten 8 uger. Og så var min amning lidt langsom om at komme igang. Men ellers ikke påvirket af det. 

Mit ar er minimalt og stort set usynligt den dag i dag. Og der lægede meget hurtigt og fint. Jeg blev syet med selvopløselig tråd og pillede selv de sidste små rester af da jeg kom hjem fra hospitalet. 


Jeg har aldrig efterfølgende været påvirket af mit kejsersnit.

Det ved jeg dog har plaget min mor i rigtigt mange år, fordi man den gang lagde kejsersnittet nede fra vagina og op til navlen, og på den måde var det både stort, men man skar også en masser muskler osv. over. Og det har resulteret i en masser arvæv inde i hendes mave. Men når jeg spørger hende om hun ønsker at hun kunne have født vaginalt i stedet for, er hendes svar et stort rungende NEJ. 

Efterfølgende har jeg gjort mig mange tanker om kejsersnit for jeg syntes det har fået så mange dårlige labels på sig, og det er slet ikke min opfattelse. 
Og jeg hader virkelig når andre mødre spørger:

"nå fødte du så normalt, eller bare ved kejsersnit"?


For det første er der altså ikke noget normalt eller unormalt - der er vaginalt og ved kejsersnit. Slut færdigt! Og for det andet tror jeg at alle der har født ved kejsersnit, ved at det ikke BARE er et kejsersnit - de kan være lige så vilde, forfærdelige, nemme osv. præcis lige som alle andre (vaginale fødsler.)
Og når debattens raser i medierne om at kvinder i stigende bare vælger kejsersnit fordi det passer dem, så syntes jeg at det er en så ensidet debat at det halve kunne være nok. 


Men mest af alt så håber jeg at det efterhånden støt voksende "Mor Politi" i Danmark, som har en holdning til alle andre mødre, strammer sig lidt an, også når det kommer til emnet kejsersnit, og holder deres dømmende holdninger for sig selv. 
Hvorfor kan vi som mødre ikke fejre hinanden i stedet for og sige: "godt gået hvor er du sej." 

Med venlig hilsen 
Betina