Den langsommelige graviditet fuld af bekymring

Min første graviditet med vores første søn var nem. Læs med her ’Den nemme graviditet der endte katastrofalt

Lykkelig og fuld af glæde. Fødslen endte desværre katastrofalt med akut kejsersnit og med at vores søn fik en hjerneskade. De første 2år efter vores søns fødsel skulle vi ikke have flere børn. Vi turde ikke og oveni hverdagen med vores søn med sit handicap kunne vi slet ikke overskue det. Da vores store dreng så nærmede sig 2½år var han i en rigtig god udvikling. Hverdagen kørte og vi begyndte igen at føle overskud. Efter mange snakke, langt ud på de sene aftentimer, indså vi at vi begge inderligt ønskede et barn mere.

En søskende til vores søn.

Mentalt følte jeg mig klar. Sorgen, selvbebrejdelsen og depressionen over vores første søns skæbne var jeg ovre. Det havde jeg været noget tid og vi var et sted i tilværelsen hvor vi så fremad og elskede alt hvad vores liv indebar. Vi vidste begge to at det var yderst usandsynligt at den skæbne, der ramte vores søn ville gentage sig.

Efter beslutningen var taget, blev jeg ret hurtigt gravid.

Allerede da jeg så den positive test væltede bekymringerne ind over mig. Tænk hvis barnet ikke er raskt. Tænk hvis jeg aborterer. Der er nok noget galt med min krop og derfor blev vores søn hjerneskadet. Jeg laver kun syge børn. Min kæreste vil hade mig hvis det her barn ikke er rask.

Jeg fortalte ikke min kæreste om graviditeten. Jeg fandt ud af det midt i december. Jeg vidste han ville blive lykkelig over graviditeten og ligeså ulykkelig, hvis jeg aborterede eller der var noget fatalt galt med barnet. For at få lidt vished om at graviditeten var der og at fostret var levende bestilte jeg tid til en tidlig scanning d.30. december. Jeg var ca. 6 uger henne ved scanningen.

Fostret var levende. Der var hjerteblink.

Jeg blev så glad og lettet. Der var ingen vished om hvorvidt det ville ende med et raskt barn, men lige for nu var det i hvert fald levedygtigt.
Den dag skulle min kæreste arbejde 24timer og jeg ville først se ham nytårsaften. Jeg kunne ikke vente så længe med at fortælle ham om graviditeten, så jeg sendte ham et billede af scanningsbilledet med beskeden om at han skulle være far. IGEN! Set i bakspejlet var det nok lidt forhastet at give ham beskeden på den måde.

Min kæreste var glad. Jeg blev mere og mere bekymret. Ret hurtigt bestemte jeg mig for at jeg ville have et planlagt kejsersnit denne gang. På et andet sygehus end sidst. Jeg havde egentlig længe efter vores søns fødsel følt mig rigtig godt og grundigt snydt for den vaginale fødsel jeg sådan havde glædet mig til.

Jeg havde stadig lyst til oplevelsen af en vaginal fødsel, men frygten for at det skulle gå galt igen kunne jeg ikke ryste af mig.

Jeg følte heller ikke jeg kunne tillade mig at udsætte vores ufødte barn for de risici, der for os var forbundet med en vaginal fødsel.

Min læge og jordemoder forstod godt vores valg om kejsersnit og prøvede på intet tidspunkt at tale os fra det. Generelt mødte vi stor opbakning fra det sundhedsfaglige personale. Det var rigtig rart.
Overfor kolleger, omgangskreds og familie var sagen dog en anden. Her skulle jeg ofte forsvarer vores valg og lægge ører til kommentarer som ”jamen det går da ikke så galt igen” eller ”selvfølgelig kan du føde selv. Det er kvindekroppen bygget til” eller ”børn har bedst af at blive født RIGTIGT!”. Egentlig var jeg aldrig i tvivl om vores valg om kejsersnit, men alligevel fik mange af disse kommentarer mig ofte til at vakle.

Var det egoistisk af mig at vælge kejsersnit?

Gjorde jeg mere skade på barnet ved ikke engang at ville prøve endnu en vaginal fødsel? Måske jeg bare skulle tage mig sammen føde RIGTIGT!?
Hver gang fik min kæreste mig til at mærke efter hvad JEG havde brug for og hvad der gjorde mig tryg. Han var uden tvivl en uundværlig klippe under hele graviditeten.

Jeg fik mange tryghedsscanninger under både af eget ønske, men også efter anbefaling fra min jordemoder. Alt var fint hver gang. Alligevel føltes graviditeten lang. Jeg nød det ikke, som jeg gjorde første gang. Jeg blev dybt bekymret hvis der var gået 2 timer uden jeg mærkede liv, eller hvis jeg pludselig fik et jag i maven. Som ved min første graviditet fik jeg også tidligt i denne graviditet kraftige plukkeveer, som gjorde ondt, hvilket kun forstærkede alle bekymringerne. Da jeg var halvvejs i graviditeten blev jeg nærmest angst for at skulle føde for tidligt. Der var intet der indikerede at det var en risiko og alligevel fyldte den bekymring enormt meget indtil jeg var i uge 36-37.

Folk havde generelt svært ved at sætte sig ind i mine bekymringer. De synes jeg overreagerede, hvilket jeg nok også gjorde. Det resulterede i at jeg stoppede med at tale om mine tanker, når folk spurgte hvordan jeg havde det.



En af de ting jeg aldrig er kommet mig over ved vores søns fødsel, er at jeg aldrig fik ham op på brystet lige da han kom ud. At jeg ikke havde den tætte kontakt med ham da han var helt nyfødt og klistret.


Nu var dagen kommet, hvor jeg skulle have et hud-mod-hud kejsersnit. Jeg glædede mig helt vildt. På dagen for kejsersnittet var alle bekymringer væk.

Ikke en eneste tanke om hvorvidt baby var rask eller syg. Bare glæde og utålmodighed.

Endelig blev vi kaldt op på operationsgangen. Vi blev mødt af det sødeste operationsteam, som tydeligvis havde læst om vores søns frygtelige fødsel, og de forstod os. De var der for os. Der var en helt fantastisk ro på stuen og selvom klokken havde passeret 15, og nærmede sig vagtskifte, så lod de til at have alverdens tid til os. De tog sig af mig og gjorde mig klar til operationen. Samtidig informerede de hele tiden min kæreste om hvad der skete. De bad ham endda finde telefonen frem og tage billeder så vi kunne mindes en god oplevelse. Det var en god oplevelse. En oplevelse helt uden frygt. En oplevelse af at være i professionelle hænder, som gjorde deres allerbedste kun for os.
Da alt var gjort klar, fik min kæreste en stol lige ved siden af mig, der hvor jeg lå med hovedet.

Den her fødsel var vi sammen om. Han var lige der, ved min side, ligesom han skulle være.

Fødselslægen gik i gang med kejsersnittet. Hende og en assisterende læge baksede noget og måtte konstatere det var et stort barn. Da de havde godt fat om numsen på baby blev klædet foran mit hoved fjernet, så jeg kunne se baby komme til verden.

Ud kom den tykkeste krøllede lillebror på 4300g.

Efter en hurtig tur over i jordemoderens hænder lå han hos mig.

På min bryst.
Hud-mod-hud.
Far græd og jeg lå lamslået og sugede den fantastiske oplevelse til mig
.


Lillebror var helt rask og fin. En sulten kraftkarl der tog godt fat om brystet og ville frem i verden. Vi tog hjem til storebror dagen efter.

Vi har ALDRIG fortrudt det planlagte kejsersnit. Det var en fantastisk fødselsoplevelse.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.