Den nemme graviditet der endte katastrofalt.

I sommeren 2013 flytter min kæreste og jeg ind i vores nye hus. En måned efter er jeg gravid. Vi er lykkelige.

Vi sætter hus i stand og begynder langsomt at bygge rede. Jeg har det skønt. Ingen graviditetsgener. Vi tror faktisk ikke rigtig på den positive test før vi ved nakkefoldsscanningen ser vores lille spunk svømme rundt derinde.

Graviditeten er nem. Alt er som det skal være og vi er udelukkende fyldt med glæde og forventning. Da vi inden graviditeten snakkede om at få børn, var vores fælles ønske at få 3 raske og frække drenge. Så da vi halvvejs gennem graviditeten får at vide vi venter os en lille dreng er lykken stor.

3 dage før termin er vi til surprise fest for en ven. Alt er godt og så tæt på termin er vi ved at være utålmodige. Jeg vågner tidligt næste morgen og lister ind i stuen, så min kæreste kan sove videre.

Op ad formiddagen får jeg begyndende veer.

Efter et par timer tager de til, men jeg kan være i det og synes ikke de gør rigtig ondt. Når man er førstegangsfødende kan fødslen jo tage flere dage. Har vi hørt. Med 40km. til sygehuset gider jeg simpelthen ikke køre forgæves og blive sendt hjem igen, og så længe veerne ikke gør rigtig ondt ser jeg ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det. Over de næste timer tager veerne til og bliver regelmæssige. Omkring kl.18 ankommer vi til fødegangen. Jeg bliver undersøgt og der køres en strimmel på baby.

Jeg er 7cm. åben og baby har det fint.

Jeg har det stadig godt. Jeg er rolig og arbejder fint med veerne. Jeg kommer i kar og fødselsforløbet kører på skinner. Jeg føler mig stærk og fuld af overskud. Jeg er pisse god til her! Ca. 12 timer efter første lille ve hjemme i sofaen starter presseveerne. De kommer hyppigt. Jeg kan næsten ikke nå at få luft før den næste presseve kommer. Jeg presser med og får stor ros af jordemoderen. Det er hårdt nu. Jeg føler ikke, der sker noget som helst. Efter en times meget kraftige og intense presseveer får jeg, mellem to veer, gispet til jordemoder at jeg ikke kan mere. Dertil lyder svaret at ”den følelse har alle, når det er lige ved at være…”.

Efter ydereliger en time kontaktes lægen endelig, da hjertelyden nu er mere svag end tidligere.

Jeg bliver guidet op ad karret og op på fødelejet. Allerede der har jeg indstillet mig på det ender med et kejsersnit og har det fint med det. Lægen sætter alverdens ting i gang. Elektrode på babys hoved. Ve-drop trods rigelig kraftige veer. PH-måling fra baby hoved. Trykker på min mave under en ve, for dernæst at give det 3 forsøg med sugekoppen. Der er ikke rigtig nogen der skynder sig og de ting jeg mellem veerne overhører lyder ikke bekymrende. Da sugekoppen heller ikke lykkes, bestilles der en semiakut kejsersnit. Nu går tingene lidt hurtigere, men lægen har vurderet at baby har det godt nok til at der lægges en rygmarvsbedøvelse.

2 timer og 55min. efter første presseve kommer Magne til verden ved kejsersnit.

En stor dreng, der skriger det bedste han kan da han kommer ud. Puha. Han skriger! Det er gode tegn tænker jeg. Han undersøges med det samme af børnelægerne og efter få minutter går Magne og min kæreste ud ad døren.

”Han har det fint. Det har bare været en lidt hård omgang, så de kører lige på neonatal til lidt observation”

siger jordemoderen. Der ligger jeg så. Helt alene, med en hær af fagpersonaler omkring mig. Jeg bliver syet og kørt på opvågning. Stadig alene. Da jeg har ligget 1 times tid på opvågningen kommer min kæreste. Han fortæller mig at Magne er stor og fin, men at han er blevet lidt stresset af kejsersnittet og lige får lidt ilt. Vi kan komme op til ham så snart jeg må forlade opvågningen. Lige der er jeg lykkelig over min kæreste prioriterede at komme ned til mig. Kort efter bliver jeg kørt på neonatal. Magne har allerede rettet sig fint og de forventer vi kan rykke på barselsgangen den kommende formiddag.

Han er tilkoblet forskellig overvågning, så sygeplejersken hjælper mig med at få ham over til mig.

Da Magne har ligget hos mig i 2min. stopper han med at trække vejret.

Han bliver taget ud af armene på mig, får c-pap og lægen bliver tilkaldt. Min kæreste bliver tilskuer til at de giver hans lille krop hjertemassage. De ser dog hurtigt at det ikke er hans hjerte, men udelukkende hans vejrtrækning der er stoppet. Efter de 3 længste minutter i vores liv trækker han vejret igen. Over det næste døgn sker det samme igen og igen. Da Magne er knap 2 døgn gammel skal vi overflyttes til Rigshospitalet. Ned ad gangen kommer en sygeplejerske, en læge og to reddere med en båre. Sammen med de to sygeplejersker og den læge der i forvejen er hos Magne, fylder de hele stuen og vi må passivt se til ude fra gangen, mens de roder og rykker rundt med vores lille baby. Da han er pakket og klar til komme i ambulancen, får vi besked om at der ikke er plads til os i ambulancen. Vi skal selv køre til Rigshospitalet. Vi må endelig ikke prøve at følge efter ambulancen og, der står politieskorte klar til at følge ambulancen, når de rammer motorvejen.

Så stod vi der.

Med vores pakkede hospitalstaske og gik ned til vores fiat punto.

Vi satte os ind i den, alene. Uden vores baby. Vores baby som åbenbart var meget syg og som allerede var adskillige kilometer væk fra os, omgivet af fremmede mennesker.

Da vi kommer op på afdelingen på Rigshospitalet er Magne allerede ”installeret” med alverdens udstyr. En læge er ved at ultralydsscanne hans lille hoved. Lægen kan se en lille hvid plet på venstre side af hjernen. De mistænker hans vejrtrækningsstop skyldes kramper og de giver ham medicin kontinuerligt via drop. Allerede næste morgen skruer de helt ned for medicinen, uden han får nye anfald.

Overlægen mener Magne har haft en lille forbipasserende blodprop, som ofte viser sig at være helt ubetydelig for barnets videre udvikling.

For at være sikre bestilles en MR scanning af hjernen. Efter den besked ånder vi lettet op. Magnes grandkusiner fik sådan en forbipasserende blodprop under fødslen og hun har udviklet sig helt efter bogen og er en sød og kvik pige.

Magne er stadig koblet til overvågning og ingen af os har holdt ham siden han stoppede med at trække vejret første gang. Knap 3 dage gammel hjælper en sygeplejerske os med at få ham over til os, hud-mod-hud! En kæmpe forløsning. Endelig noget der var ”som det skal være”. Den dag var god. Vi havde vores lille søn hos os. Han havde det godt og trak vejret. Bedsteforældrene kom på besøg og vi begyndte selv at sænke skuldrene og trække vejret igen. Næste dag skulle Magne i MR scanneren. Senere samme dag kom lægen med svaret på scanningen. Han så ikke positiv ud, og sammen med det meget sænkede lys (for at skåne de små børns øjne og sanser) var der en hel begravelsesstemning på stuen. Jeg sad i sengen med Magne, som sov på mit bryst. Min kæreste sad i stolen ved siden af og for enden af sengen stod lægen med sit papir foran sig.

”Vi troede jo det var en lille forbipasserende blodprop. Scanningen viser desværre at, der grundet betydelig iltmangel under fødslen er sket skade på hele venstre hjernehalvdel. Jeres søn er hjerneskadet!”

Min mave vendte sig, mit syn blev sløret og jeg græd. Min kæreste klemte min hånd og stirrede på lægen, som om han ventede på at lægen ville sige de kunne fixe det. Det sagde lægen aldrig. I stedet sagde lægen en hel masse om at de ikke kunne sige noget om hvorvidt han kom til at gå, tale eller noget andet. Afslutningsvis sagde lægen

”..men han skal nok få et godt liv!”.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.