Det gik aldrig op for os undervejs, hvor kritisk det hele var - først for vores søn og senere for mig

Vi ventede vores første, planlagte barn i februar 2017. Jeg arbejdede i butik ca. 10-20 i ugen indtil 1,5 måned inden termin. Jeg havde en fuldstændig problemfri graviditet, lige på nær mit blodtryk, som jeg (åbenbart) begyndte at bøvle med 2-3 måneder op til termin.
Det eneste der afslørede det, var mine check-ups hos jordemoderen. Jeg havde det fint, og mærkede intet til det ellers. Dog var jeg tre gange på sygehuset efter en jordemoderkonsultation, fordi det var for højt og baby skulle tjekkes. Heldigvis var der intet galt. 

Det var også mit blodtryks skyld, at jeg 5 dage over tid blev sat igang. Indtil da havde der ingen tegn været på, at baby (eller min krop) var klar til fødsel. 

Det var det mærkeligste at få en dag og et tidspunkt at vide. Det var ikke sådan, vi havde forestillet os det. Jeg drømte om at vandet pludselig gik, mens jeg var ude at handle eller at jeg vågnede om natten med veer. I ved.
Den der film-fødsel. 

Men kl. 8 en onsdag lå jeg på sygehusbriksen, med min kæreste siddende ved siden af mig. I bilen havde vi alle fornødne ting pakket, i tilfælde af at vi ikke kom hjem igen inden fødslen. Og det gjorde vi ikke. Jeg var åben nok til, at de kunne prikke hul på vandet. 

Herefter blev vi indlogeret på vores fødselsstue for at vente på, at tingene tog deres gang. Vi ventede, ventede og ventede. Ingenting skete. Så efter 3-4 timer fik jeg ve-drop. Stille og roligt, og mere og mere som dagen gik, da min krop ikke producerede veer af sig selv. Baby var også langsom om at komme helt ned i bækkenet at ligge. 

Til slut var de nødt til at skrue op for fuld skrue, og efter noget tid (med slemme veer), begyndte der at komme presseveer. Baby havde under hele forløbet haft det fint. Men nu da presseveerne begyndte, men desværre ikke var kraftige nok, selv efter nogen tid, blev det en smule hektisk. Baby begyndte at blive stresset, og der var på dette tidspunkt 5 læger/sygeplejersker tilstede på stuen. Det skulle vurderes, hvad næste skridt skulle være, og det blev hurtigt besluttet, at der skulle bruges kop. 

Smerterne var enorme, og jeg græd og græd og græd. Jeg følte ikke, jeg kunne presse nok. Mine veer var simpelthen ikke kraftige nok. Selv ikke til at hjælpe koppen med at gøre sit arbejde. Den ansvarlige læge fik fortalt os inden fjerde forsøg (tror jeg), at hvis ikke det lykkedes nu, blev næste skridt kejsersnit. Jeg var skrækslagen, og jeg stortudede. Det ønskede jeg ikke.

Fjerde forsøg lykkedes heldigvis. Baby havde det efter omstændighederne godt, og blev født 16 timer efter vandet blev taget. 

Det var en hård omgang for os alle tre. Faren og jeg var dødtrætte. Baby havde smerter efter koppen, og startede sit liv ud med at have problemer med at spise og fik ikke nok mad. Så baby fik Panodil og modermælkerstatning få timer inde i sit liv. Vi sov stort set ikke de første 12 timer efter fødslen. 

Om torsdagen omkring middag da alting var ved at være nogenlunde normalt og "velkendt", nød vi endelig lidt fred og ro på stuen. Et par timer inde i hvad der for os endelig var idyl, rejste jeg mig fra stolen efter at have fået lidt mad. Jeg kigger ned og ser blod på gulvet og ned langs mine ben. Jeg går på toilettet, og det vælter bogstaveligt talt ud af mig. Så jeg ringer efter personalet. Jeg får hjælp imens det fortsat bløder voldsomt, og på et tidspunkt får jeg besked på at lægge mig i min seng. Sygeplejersken tilkalder ekstra personale, og som minutterne tikker, står der pludselig 5-6 læger og sygeplejersker omkring min seng. Nogle giver mig drop i armen og andre trykker mig på maven, for at få resterne af moderkagen ud (som er det, der kommer ud af mig). Imens sidder min heldigvis rolige kæreste med vores baby i armene. Jeg bliver kørt på operationsstuen, da blødningen ikke stopper. På vej ud af stuen stortuder jeg. Ikke fordi jeg bløder, men fordi jeg skal væk fra min baby og kæreste. 

Det var langt fra drømmestarten på vores nye familieliv. Jeg mistede en masse blod, men operationen gik godt og baby fik det bedre. Vi fik en ekstra dag på barselsgangen, for at være nok oven vande til at komme hjem. Det var vi taknemmelige for, selvom vi ellers mente, vi var klar til at vende snuden hjemad til aftalt tid. 

Efterfølgende havde vi samtale med både jordemoder og sundhedsplejerske om hele forløbet. Vi blev også tilbudt psykologhjælp. Det gik aldrig op for os undervejs, hvor kritisk det hele var - først for vores søn og senere for mig. Jeg er sikker på, det er derfor, vi aldrig som sådan har tænkt tilbage på det, som en svær oplevelse. Det var alt sammen uventet for os, men ikke skelsættende. Heldigvis! Derfor glæder vi os også til, at baby (som faktisk ikke længere kan kaldes for en baby), skal have en lillebror eller lillesøster på et eller andet tidspunkt.