..."det var som om at mine hofter brækkede"

Det hele startede den 22 april 2016. Jeg ramte terminsdagen og ventede blot spændt på at babyen ville ud. Vi kendte ikke kønnet og var første gangs så jeg vidste heller intet om hvordan veer føltes eller noget, så var mega spændt hele dagen og ville ikke forlade hjemmet i frygt for at gå i fødsel. Men intet skete. Heller ikke dagen efter, eller dagen efter igen. D. 4/5 2016 kommer jeg ud på sygehuset til igangsættelse. Jeg havde dagen for inden fået lavet hindeløsning men lige lidt hjalp det. Var stadig kun 0,5 cm åben og havde stadig livmoderhals. Mon babyen nogensinde ville ud? Men nu stod jeg her, kl 9 om morgen på sygehuset og fik en lektion i hvordan jeg skulle tage pillerne og hvad jeg skulle gøre. Jeg havde været til fødselsforberedelse men følte mig stadig ikke klar. Hvornår vidste jeg at nu var nu? Hvornår skulle man ringe? Hvordan mon fødslen ville gå? Tusinde tanker fløj igennem mit hoved og flash back fra min lillebrors fødsel kom til mig hele tiden. Mon min fødsel ville være ligeså lang og mon jeg også ville skrige som min mor gjorde? 

Vi blev sendt hjem med en håndfuld piller og fik af vide at jeg skulle ringe hvis jeg mærkede noget. 

unnamed.png

 

Vi havde aftalt med naboen og underboen at vi skulle grille, det mente jeg sagtens jeg kunne. For med min moster gik der jo 2 dage fra hun fik piller til min fætter var ude, så kunne da godt slappe af og nyde vejret den ene dag. Men ligepludselig, som et lyn fra en klar himmel, kom der veer. De var ikke så slemme og tog mig selv i at tænke “årh er det det, så kan jeg sagtens klare det”. Jeg ringede til min jordmoder og sagde at jeg havde veer og hun bad mig komme til tjek. Alting var stadig lukket som en østers, men mine veer var regelmæssige og det var et godt tegn. Tog hjem igen og grillede videre. Op på aften blev det værre og gjorde mere ondt, men stadig ikke noget hvor jeg ikke tænkte jeg kunne holde det ud. Vi tog igen et smut forbi jordmoderen, den her gang var det en af de andre fra mit kendte jordemoder team. Jeg blev tjekket og fik af vide at jeg gerne måtte blive og overnatte hvis jeg var for nervøs men ville helst gerne hjem og sove. Jeg fik nogle piller og en sprøjte i benet og fik af vide at jeg skulle komme dagen efter kl 10. Jeg sov til kl 11 og skyndte mig at ringe og sige at jeg altså havde sovet over mig. Men det gjorde heldigvis ikke noget, for havde fået en god nattesøvn og var klar til fødslen. (Troede jeg).

 

Da vi kom ud på sygehuset var det en af de jordmødre jeg kun havde mødt 2 gange og som jeg ikke ligefrem havde haft det bedste første håndsindtryk af. Men hun tog godt imod mig og vi var klar på fødestuen. Vi snakkede om det hele og hvor nervøs jeg var på grund af min angst. Hun beroligede mig og satte mig til ve-drop fordi veerne var gået i sig selv. Tiden gik og jeg åbnede mig så langsomt at jeg aldrig troede der ville ske noget. Kl. 17:30 fik jeg lagt epuralblokade fordi veerne var så slemme. Inden det havde jeg prøvet med tens, bistik og smertestillende, men lige lidt hjalp det. Bistikkene var så slemme at jeg skreg da jeg fik dem og kan huske at jeg følte at min mave blev skåret op for hvert stik de gav mig. Her var jeg begyndt at opgive. Allerede her synes jeg det var frygtelig at være mig. Jordemoderen spurgte hvordan mine veer føltes og jeg forklarede hende at det var som om at mine hofter brækkede. Som om at der var sat en kæde i hver hofteskål, hvor der så i hver side var en bil eller et tog som kørte i hver deres retning. Hun prøvede at lindre det ved at massere mig. Jeg fik også vestorm, så endte med at blive plottet til endnu et drop. Efter blokaden synes jeg livet var skønt og havde genvundet troen på at jeg godt kunne det her. Nu måtte det da snart være ovre. De tog mit vand kl 13:30 og det var en meget speciel følelse. Men troede at når vandet gik, så var det det, der blev jeg så overrasket alle de gange det “gik igen”. Tænk sig at man kunne indeholde så meget vand. Jeg endte med at falde i søvn og sov i nogle timer indtil jeg blev vækket fordi der var aftensmad. Årh det var lækkert med mad og det smagte så godt. Kunne godt have spist mere, men tænkte det nok ikke var så smart når jeg snart skulle have lavement. Omkring kl 22 fortalte jeg min jordemoder at jeg virkelig følte jeg skulle presse. Hun tjekkede mig og fortalte at jeg kun var 7 cm åben så det måtte jeg ikke endnu. Kl. 23 tjekkede hun mig igen og der var jeg 10 cm åben og måtte endelig presse. Der blev presset og skiftet stilling en del gange og min baby havde fået elektroder på hovedet så der kunne blive holdt øje med den. Hjerterytmen begyndte at blive uregelmæssig og det var derfor de gik fra ctg til elektroder, for så kunne de bedre holde øje. Kl. 3 kom der en stor mand ind på stuen. Min veninde havde tidligere fortalt mig om den her mand med sugekop som var til hendes fødsel og jeg gik fuldstændig i panik da jeg så ham, for han så ud præcis som min veninde havde fortalt. Nu var jeg sikker på at han ville råbe af mig eller sådan noget, for det var jo ikke positive ting hun havde fortalt. Han forklarede mig at han skulle sætte en sugekop på barnet så det kunne komme ud da det blev ved med at ryge ind igen efter presseveerne. Sandheden var dog at mit barns hjerterytme dykkede og det var nu den skulle ud. Jeg ved ikke hvordan den kom på min babys hovede, men det føltes som om at han pressede den her tingest ind i mit underliv, som om at nogen havde stået med en kniv og skåret hele vejen rundt langs skeden. Det var så smertefuldt og jeg græd. Men på kom den. Kl. 3:59 den 6/5-16, efter 2 pres kom min datter ud. 3900g, 50 centimeter og født 42+0. I 2 timer efter blev jeg syet på grund af en spchintcerruptur brist (fra skeden til endetarm). Men det hele var ovre, jeg var blevet mor til en lille tykprop og farmand var noget så stolt. 

unnamed.jpg

Til trods for den trælse fødsel, som jeg på det tidspunkt havde så svært ved at tale om at jeg græd når det blev bragt op, så vil jeg gerne gå igennem det igen.