du har ligget her i 40 timer, det er ikke fair.

Fredag d 13/1-2017:

lige så snart min mand smækker døren kl. 05:30 får jeg min første ve. Den næste ve kommer allerede 5 minutter efter og varer faktisk 1,5 minut. Men jeg tænker at jeg lige giver det et par timer. 

Klokken bliver omkring 8:30 ringer jeg til min mand og fortæller jeg har veer men han behøves ikke skynde sig hjem, for jeg ved vi ikke er langt nok i forløbet til at kører på hospitalet endnu. 

9:20 står min mand hjemme i entréen, med morgenmad og er helt panisk.

Han kan godt se jeg har rigtig mange veer.

Vi måler veerne og de varer 1-1,5 minut og der er maks. 5 minutter mellem veerne så vi vælger at ringe til fødegangen, som beder os om at komme ind. Desværre kan de se at jeg kun er 2 cm åben, så vi bliver sendt hjem med lidt medicin at sove på. Jeg får slet ikke sovet for veerne er så slemme, jeg husker at jeg begynder at råbe/skrige hver gang jeg får en ve, og min kæreste ringer endnu engang til fødegangen og vi bliver bedt om at kører derind endnu engang. 

Kl. 14:30 bliver vi indlagt og jeg får lavet en hindeløsning så jeg bliver 4 cm, da jeg har så stærke veer at jordemoderen mener det er uforsvarligt at sende mig hjem... 

Så starter verdens længste fødsel ellers....

Jeg får lattergas som hjælper med at huske at trække vejret og ellers sker der faktisk ingenting. 

Lørdag morgen kl. 8:30 kommer der en anestæstilæge og lægger en epiduralblokade som ender med at blive min værste/bedste ven.

Den fjerner alle mine smerter, men gør mig desværre helt lam fra brystet og ned.

Det skal lige siges at jeg fra 14:30-8:30 kun er åben 5 cm. Altså 1 cm siden jeg blev indlagt på fødegangen. Allerede her kunne jeg høre andre mødre som kom ind efter os føde deres børn, og jeg husker at jeg følte mig så snydt.


Jeg ville også møde min lille datter, og gerne snart! 

Timerne går, mit vand bliver taget lige før middag og det er helt grønt (tegn på stressende barn i maven) jeg får ve-drop som ender med at sidde i 12 timer. 

Lørdag aften kl. 22 får jeg helt vild høj feber og har åbnet mig 7 cm i alt. Altså 4 cm siden jeg blev indlagt 14:30 fredag, jeg var så træt og blev dårligere og dårligere af det ve-drop. Jeg spurgte faktisk efter et kejsersnit utallige gange for jeg kunne vitterligt ikke mere. 

Endelig søndag d 15/1-18 kl. 00

Kommer der en mandlig læge ind på vores stue, og min mand siger at nu er det nok, nu skal der gøres noget! Lægen tager en blodprøve på vores prinsesse og den lægger lige på vippen af hvad den må. Så lægen kigger på mig og siger ordret

“du har ligget her i 40 timer, det er ikke fair. Nu kører vi dig til kejsersnit og så lover jeg dig for denne ubehagelige oplevelse bliver god” 

Jeg var så forvirret og nåede egentlig ikke rigtig at tænke over at jeg skulle opereres. 

Jeg blev kørt afsted og da jeg lå på stuen klar til at blive opereret, kom min mand ind og præcis kl. 00:48 d 15/1-17 kom vores smukke datter til verden ved akut kejsersnit. Hun var perfekt og lige som hun skulle være med en vægt på 3790 og 52 cm lang. 

Tænk at noget så smukt kunne komme ud af den kedelige oplevelse vi havde med 40 timer i aktiv fødsel, hvor vi følte os så intet anende og hvor vi mødte det samme svar hos alle jordemødrene

“alle første gangs fødende er meget langsomme om at føde” 

 

Efterfølgende har vi dog fundet ud af at dette ikke er normalt, dette er ikke almindeligt kun at give sig 4 cm på 40 timer, vi blev ikke taget seriøst, før til aller sidst hvor en læge måtte sige stop. 

Nu er jeg i uge 32 med lille bror og glæder mig sådan til hans ankomst ved planlagt kejsersnit i midt oktober og vi glæder os! 

 

Hilsen Nuno