En af jordemødrene endelig får fat i hans arm og brækker den.

Goddag kære forældre 

Jeg vil nu præsentere os og det der skete for os dengang i september 2016, det bliver et sammendrag af alle de tekster jeg har skrevet når tiden har været svær indimellem, så god læselyst!

Efter et ellers normalt graviditetsforløb, begynder jeg at blive dårlig.. som om en influenza indtager min krop, men den vil aldrig rigtig blive. Jeg tager til lægen, jeg har tre uger tilbage af min graviditet, lægen bliver bekymret og vi finder ud af at jeg har taget 15 kg på, på kort tid, i alt altså 30 kg! Lægen bliver bekymret og indlægger mig.. i de næste tre uger ryger jeg frem og tilbage til hospitalet. Men jeg fejler ingen ting andet end forhøjet blodtryk. Jeg har det sidste tid også været bekymret for hans størrelse, han har virket stor i to måneder og jeg har ikke kunne trækket vejret ordentlig igennem i to måneder! Men mine ord bliver ikke taget alvorligt af de professionelle og jeg ville ikke presse mere på, i frygt for at virke hypokonder.. 

To dage inden termin tager man mit vand pga. mit forhøjede blodtryk. Fødslen forløber ganske normalt og pressetrangen melder sig. Jeg presser for fuld skrue i en time og et kvarter. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke sker noget, til trods for at jordmødrene fortæller mig at de kan se ham. Jeg føler jeg presser livet ud af mig selv, fordi jeg snart skal se vores baby.

unnamed.jpg

ENDELIG kommer hovedet ud, men jeg hører at der bliver sagt; "turtle-sign" også bliver der ringet og en masse mennesker kommer ind på stuen.. inklusiv to andre jordemødre. Vores baby sidder fast.. tre jordemødre står på skift og hiver og flår, de er selv i kæmpe panik.. det går ikke stille for sig! Jeg må IKKE presse, fordi jeg så vil presse imod deres arbejde, da hans skulder sidder fast og det er den de prøver at få løsrevet. Jeg bliver bedt om at lægge mig i forskellige stillinger, med min babys hoved hængene ud af mig, blandt andet skal jeg lige pludselig op på alle fire, og pludselig skal jeg ned og lægge med numsen udover briksen og benene skal ligge fladt ned mod gulvet imens de tre jordemødre står og skiftes til at give op, og en af de to andre jordemødre overtager .. Sådan står de på skift og hiver og flår.. 

I 16 minutter sidder han fast, og det ender med at en af jordemødrene endelig får fat i hans arm og brækker den. 16 min. I et smertehelvede som jeg i dag overhovedet ikke kan huske, da det blev overdøvet af kæmpe panik. 

Endelig han kommer ud. Vores søn vejer 5300g, og det var en af grundene til at ham kunne sidde fast. Jeg vidste det jo?! Hvorfor stolede jeg ikke lidt mere på min intuition. 

Arthur (som han hedder) er livløs og kommer direkte over til en masse læger som står klar. Jeg får af vide til at starte med, at hans tilstand er stabil, efterfølgende kommer en læge over til mig og siger at han ikke har det så godt mere, og om de skal ringe efter en præst og om vi kunne tænke os at nøddøbe ham.. i hvad jeg husker som 100 år, er vi i den tro at han ikke vil overleve. Jeg kan huske at jeg tænker at det ikke kan være rigtigt, at det må være en fejl. Jeg er så ked af det, den måde han er kommet til verden på, og dem måde jeg kan hører han ligger og kæmper for sit liv, imens 10 læger står og propper slanger ned i halsen på ham og hjælper hans lille hjerte med at slå, ved at give ham hjertemassage. Disse ting ser jeg, i de 5 sekunder jeg får taget mig mod til og får kigget over på ham. Især da jeg ser de giver hjertemassage hører jeg mig selv råbe at de skal hjælpe mig.. hjælpe mig, med at holde ham i live og de ikke må lade ham dø.

Efter godt og vel 15-20 min. Får vi efterfølgende igen af vide at han er stabil, alle er i chok!! Alt personalet var i panisk tilstand, de har ALDRIG oplevet eller hørt om nogen der har siddet fast så længe. Det er vanvittigt. Han skal nu køres til Rigshospitalet (født på Hillerød hospital) i en babyambulance og have hypotermibehandling. 

Alt det vi gik igennem de næste to måneder vi var indlagte er ubeskrivelige! Man havde ikke andet i hovedet end spørgsmål, bekymringer og ikke mindst håb. Overlever han overhovedet? Får han kramper? (Han gik i krampe 1 gang, en af de bivirkninger der er ved nedkølingen/hypotermi behandling. Kramper fik vi af vide, ikke er særlig godt for dem, hvorfor huske jeg simpelthen ikke) den kæmpe uvished og bekymring man stadigvæk den dag i dag sidder med. 

Her efterfølgende kommer der det jeg skrev da han blev et år, jeg håber i lige vil læse færdigt...

For et år siden kom vores smukke og fantastiske søn; Arthur, til verden. Det der skulle have været en utrolig fantastisk god og dejlig oplevelse fyldt med kærlighed, blev til den mest forfærdelige og brutale oplevelse, vi (forhåbentligt) nogensinde kommer til at opleve i hele vores liv! Ingen ord, er taknemlige nok eller kan på nogen måde, måle sig med den virkelighed der var en realitet for os, for et år siden.

For et år siden gik vores verden i stå og vi var i lang tid, i total undtagelsestilstand.

For et år siden lå vi her, lige ankommet i hver vores ambulance til Rigshospitalet. Når jeg tænker tilbage kan jeg stadigvæk høre alle maskinerne bippe. Jeg kan mærke hjertet galopere i takt til den kæmpe indre panik der opstod hver gang det bip, som indikerede at iltmætningen i blodet blev mindre, eller helt forsvandt og personalet hurtigt skulle hjælpe ham med at trække vejret igen. 

For et år siden vidste jeg ikke om jeg nogensinde ville se ham åbne sine øjne.

For et år siden begyndte jeg og nogen af de mennesker der er tættest på ham at ønske og bede om overlevelse til det liv, som på uretfærdigt vis, ikke havde fået en fair chance. Når man magtesløs ser på, ens guld ligge og kæmpe for sit liv, gør man alt hvad der står i ens magt for at få hjælp.. Også selvom det indebærer at bede til en Gud, som man måske ikke engang tror på. Et ønske om at holde vores søn i live, og HVIS ét liv skulle tages, måtte det (for fanden) blive mit.
-dette ønske, blev ønsket over en million gange vil jeg tro. De sørgeligste følelser når noget bare ikke kan være sørgeligere var konstante. Men følelsen af svigt var især konstant, fordi det var jo bestemt ikke det jeg havde lovet ham, da han lå inde i min mave. Der var han blevet lovet en masse kys, kram, varme og kærlighed.

For et år siden startede alle bekymringerne men også alle undskyldningerne til dig, sådan er det nok når man er magtesløs, i sådan en sindssygt svær situation; 

Undskyld for den brutale, barske og inhumane måde at komme til verden på, det var uretfærdigt, ingen i hele verden fortjener en sådan skæbne eller start på livet!

Undskyld for at du var så tæt på kanten som man overhovedet kan være og at du skulle kæmpe så sindssygt hårdt, for at beholde det liv, som du knap havde fået.

Undskyld for at du det første lange stykke tid, skulle døje med alle de smerter, samt en brækket arm som der var blevet pådraget dig, i den 16 min. Lange kamp det tog at få dig løsrevet.

Undskyld for at du skulle nedkøles (hypotermibehandling) og ligge og fryse de første tre døgn at dit liv.

Undskyld for alle de mennesker der har haft dig imellem deres hænder og som har gjort dig ondt.
-i sidste ende lille skat, var det for dit eget bedste

Undskyld fordi at jeg nogen gange ikke tror på dig, i frygt for at det lige pludselig viser sig at du har taget skade

Undskyld for ihærdigt at prøve at vække dig, da du stadigvæk var medtaget af alt det smertestillende morfin og krampemedicin du havde fået.

Og ikke mindst: Undskyld for hver evig eneste dag, at måle og veje dig i alt hvad du fortager dig og gør, i frygt for at det er unormalt. Fordi selvfølgelig kunne du ikke blive mere perfekt. 

For et år siden startede kampen, og vi kæmper stadigvæk hver evig eneste dag, specielt med alle bekymringerne

Men...
For et år siden, blev jeg også mor. Jeg blev mor til den mest fantastiske, smukke og sjove dreng! Jeg er så taknemlig for det år jeg har haft ham, og de mange år i fremtiden, vi har til gode. Han er om nogen, dygtig og sej! Jeg MÅ være den heldigste mor i verden! Jeg kan ikke takke nok!

For en uge siden var vi til kontrol på Rigshospitalet som fortalte os, som altid, at han er helt perfekt. Vi mødte også en masse af de dygtige sygeplejersker, som havde ham mellem deres hænder under hele indlæggelsen på riget; især én speciel satte vi stor pris på. Hun blev så overvældet af glæde og en tåre trillede da også ned af hendes kind synkront med min egen, fordi som hun sagde; "det er jo mit job, men den her sag var en af dem som man, selv som professionel, tager med sig hjem" 

I dag, et år efter sidder vi nu med en dreng der ingen skade endnu har taget, til trods for de meget sørgelige odds livet stillede ham i starten! Han trodsede for alvor ALLE odds og kurver. Han gjorde det umulige! Jeg er overvældet af taknemlighed, kærlighed og stolthed. Tre begreber som alle har fået en helt ny betydning.

Tillykke med fødselsdagen til vores helt unikke, dejlige og skønne dreng; Arthur Gottlieb 1 år. Du er hele vores verden! Du er så elsket!!! 

MOR OG FAR ER STOLTE OG LYKKELIGE!

Det skal FANDEME fejres

unnamed-.jpg

Tak fordi i læste med

Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.