En igangsættelse der gik hurtigt

Forudsætningerne for igangsættelsen var måske ikke de rareste, men ikke desto mindre var det det som blev besluttet der skulle til.

Jeg havde ram termin 6/2-2017, og ringede for 3 gang ud på fødeafdelingen på Herlev Sygehus fordi jeg ikke mærkede liv som vanligt. De 3 gange var i øvrigt inden for en uge, og jeg var efterhånden begyndt at bekymre mig mere og mere, for man hører jo historier om fødsler hvor barnet ikke levede mm.

Mandag den 6/2-17

fik jeg først kørt en strimmel og der var intet at se som skulle være unormalt, jeg kunne bare ikke mærke ham, det var samme scenarie ved de 2 tidligere besøg inden for en uge. I øvrigt, vurderede de at jeg slet ikke var moden til en fødsel, så det var altså heller ikke det der var lige oppe over. Men fordi det var 3 gang de tilså mig så skulle de tilkalde en fødselslæge som kom og scannede mig. Det var egentlig en ok scanning, der var fin hjerteaktivitet, MEN han bevægede sig ikke særligt meget og det bekymrede lægen, desuden synes hun også han var liiiiige lidt til den lille side og kun knap 2700 gram, så hun valgte at han skulle ud nu hvor jeg havde ramt termin. Men de ville ikke sætte mig i gang da det var aften, og de forventede nok at det ville tage nogle dage med Augusta piller, og selv det var måske ikke nok, idet de vurdere at jeg ikke var moden til at gå i fødsel endnu. Fuld livmoderhals og komplet lukket. Og så var jeg i øvrigt førstegangsfødende. Så vi skulle vente til næste morgen.

Tirsdag den 7/2-17

Møder vi op til en snak om igangsættelse. Jeg får den første pille og så får jeg lov at tage hjem med en besked om at hvis jeg får regelmæssige plukveer så skal jeg ringe, og ellers skulle jeg bare komme til tjek om aftenen samme dag.

Da jeg havde fået den første pille gik der ikke mere end en time før jeg mærkede rigtige plukveer, efter 2 pille var de regelmæssige og efter 3 pille kom de med 1 min. Mellemrum og jeg måtte ringe ud og høre om det var normalt. De troede ikke rigtig på mig så jeg fik beskeden at jeg bare skulle slappe af og så komme derud til aftalt tid om aftenen.

Kl. 20.30 mødte vi så op til tjek, desværre var der nogle andre ting på afdelingen som gjorde at tiden ikke lige var til det helt store tjek, så efter der var kørt en strimmel og den så fin ud med hjerterytmen, blev jeg sendt hjem igen med beskeden ”hvis du kan snakke og det ikke gør ondt, er der ikke noget i gære” på trods af regelmæssige plukveer, så du skal nok forberede dig på en anden mulighed for igangsættelse, den tager vi i morgen. Jeg stoppede dog med pillerne efter den 3, fordi jeg havde på fornemmelsen at det ikke føltes rigtigt at fortsætte med dem den dag.

Natten til onsdag sov jeg ikke meget. De var stride de plukveer, men jeg kunne jo stadig snakke og ondt synes jeg egentlig heller ikke de gjorde, men de tog pusten fra mig og træk omme i lænden. Jeg tog et langt varmt bad og forsøgte at hvile lidt.

Onsdag den 8/2-17.

kl. ca. 16.30 mødte vi igen op til tjek og her var der god tid til at lave det store tjek, og sørme så om jeg ikke var i fødsel fandt de ud af, min livmoderhals var udslettet og jeg havde åbnet mig 3 cm – Helt overraskende og slet ikke forberedt, blev jeg sendt videre til fødestuen og gjort klar. Men selv synes jeg altså ikke de der plukveer havde ændret sig i hverken styrke eller mængde, og jeg kunne stadig snakke og mente egentlig heller ikke at de gjorde så ondt. Jeg blev mødt at den sødeste jordemoderstuderende som prikkede hul på mit fostervand kl. 17.49 og så gik det sjove ellers i gang. – Ja jeg mener det sjove for hold nu op det gik stærkt følte jeg. Jeg åbnede mig de sidste 7 cm på 1 time, og jeg hverken nåede at få bedøvelse eller noget, selvom jeg havde ønsket det, fordi det hele gik så stærkt. Jordemoderen havde ellers så venligt sagt, ja nu guider jeg dig de næste timer, men vi ses ikke igen for jeg har fri til aften og så kommer der nok et skifte mere før du har født. Hun blev dog klogere, for 21.04 var vores søn født, og slet ikke lille, han vejede 3190 og var 52 cm så må siges at være rimelig gennemsnitlig. Den eneste grund til pressefasen tog 2 timer var fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle og slet ikke kunne finde en rytme, samtidig med de hele tiden mente hans hjerterytme dykkede og der skulle tages blodprøver fra hans hoved. Men han snød alle, for blodprøverne kom hver gang tilbage helt fine. Han kom ud, uden fosterfedt eller specielt meget blod og med åbne øjne og et skrig.

Så altså en god oplevelse med igangsættelse, og en god og hurtig fødsel. Om 8 uger har jeg termin med lillebror og vi håber på en ligeså god oplevelse hvis det ender med igangsættelse.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.