Fødslen der ikke gik, som jeg havde planlagt

Min mand og jeg blev ekstatiske, da vi for et år siden så de to streger på graviditetstesten. Vi har altid ønsket os et barn mere, og nu de to store var blevet 6 og 8, og min mand snart ville være færdig med sin uddannelse passede timingen helt perfekt. 

Graviditeten gik godt. Lillepigen voksede som hun skulle og trivedes inde i maven. Jeg måtte dog sygemeldes fra arbejdet fire måneder før termin pga. plukveer, ødemer, graviditetsbetinget mislyd på hjertet, for høj puls osv. Jeg var altså også bare STOR! Som under de to andre graviditeter tog jeg 25 kg på, og maven fyldte bare mere og mere. 

Ved fødslen af min første datter måtte jeg sættes igang med stikpiller kort før termin, da man fandt ud af, at moderkagen nok var stoppet med at virke. Mit lille pus kom ud samme aften efter en rolig fødsel med en dejlig smertelindrende epidural. Jeg fik to sting og var hurtigt i topform igen.

Ved den anden graviditet fik jeg dog PKS grundet graviditetskomplikationer.

Jeg så frem til min tredje fødsel. Da den lille voksede som hun skulle, var planen en almindelig vaginal fødsel. Ingen igangsættelse, og jeg glædede mig helt vildt til at lade naturen gå sin gang. Jeg forberedte mig med vejrtrækningsøvelser og let meditation. Jeg drømte om en rolig fødsel med blid musik i baggrunden og, selvfølgelig, en epidural, hvis det skulle blive nødvendigt, da den gav mig sådan en ro under den sidste fødsel. Det skulle være en rigtig hyggelig fødsel med plads til grin og super god stemning. Moder Natur havde dog en anden plan....

 

Over termin- og godt gnaven

Jeg var ikke klar over, at det er velkendt, at den tredje fødsel, kan være rigtig drilsk. Jeg oplevede flere gange, hvordan jeg fik begyndende milde veer, der efter et forløb over nogle timer gik over sig selv igen. Så stor som jeg var, var jeg dog overbevist om, at jeg måtte føde før termin. Jeg var slet ikke indstillet på, at jeg måske ville gå over tid og, gud forbyde det, måtte til overtidskontrol på sygehuset 11 (!!) dage over tid. Således forløb det dog. Jeg var slet ikke klar over, at det var så psykisk (fysisk siger sig selv) hårdt at gå over tid. Min stakkels mand, hvor har han måtte stå model til meget i de dage.

Jeg ankom på sygehuset til overtidskontrol kl. 8.10 d. 14 februar. Blev skannet og alt så godt ud. Den lille trivedes inde i maven, og jeg var to cm åben. Den søde jordemoder foretog en hindeløsning, og vi blev sendt hjem med en tid i hånden til igangsættelse om fredagen. Vi vendte spændte snuden hjemad kl. 10.30.

Dagen gik, og jeg mærkede intet udover de samme plukveer, jeg havde haft under hele graviditeten. Jeg benyttede eftermiddagen til at sove, just in case. Da kl. var 18 havde jeg mistet troen på, at der overhovedet ville ske noget den dag og accepterede, at jeg nok bare ikke skulle gå igang af mig selv. Men, men, men, kl. 20 fik jeg den første ve. Av, den bed godt! Den bed pokkers godt! Syv min. gik og så kom næste ve. Måtte samle mig for ikke at vise ubehag overfor børnene. Vi fik puttet børnene, og kl. 21.30 kom veerne med fem min. mellemrum, og nu kom der også lyd på dem. Jeg måtte virkelig koncentrere mig om at trække vejret. Men som tredjegangsfødende tænkte jeg, at det nok ikke nyttede at ringe til fødegangen endnu.

 

Med fuld fart ad Næstved Landevej

Veerne blev kraftigere og kraftigere og kl. 23 måtte vi hidkalde min mor, der skulle passe vores børn, og ringe til fødegangen, der gerne ville se mig. Der gik lidt tid med at få styr på alt det udstyr vi skulle have med og pakke bilen. Samtidig var veerne så forbandede kraftige, at jeg måtte støtte mig op ad vægge og min mand, imens jeg jamrede. Inden vi kørte afsted, måtte jeg på toilettet og tisse. Da jeg kom ned fra toilettet var der til min skræk pludselig kun to min. imellem veerne. Det skal her siges, at vi havde 40 min. kørsel til fødegangen! Oh skræk, oh ve (også i den grad)! Jeg ringede rystende til fødegangen med opdateringen, der bad mig om at ringe igen, såfremt jeg pludselig fik pressetrang. Fuck! Der røg den der mindfull'e fødsel fluks ud af vinduet. 

Min mand burde modtage en medalje for den flotte kontrollerede kørsel ad Næstved Landevej på trods at min hylen, skrigen og vriden. Aldrig har turen mellem Korsør og Næstved føltes så lang. Han var så sød og fortalte mig hele vejen derned, hvor flot jeg klarede det. Kudos til ham!

Vi landede på fødegangen 00.20, og 00.40 lå jeg på en fødestue, hvor jordemoderen kunne fortælle, at jeg allerede var 6 cm åben. Så var det jo klart, at jeg havde så rocker ondt! Jordemoderen skulle lige have styr på det praktiske, så vi blev efterladt på fødestuen, mig, iført  mit eget tøj, overvågning og de berømte mesh-underhyler. Der var jo "god" tid endnu til at nå tøjskift, klyx OG noget smertestillende! For alt i verden, noget smertestillende! Smerterne var så vilde, at jeg følte, at jeg kunne gå ud som et lys når som helst. Trods forsøg på dybe vejrtrækninger følte jeg slet ikke, at jeg kunne håndtere veerne konstruktivt. Det gjorde det heller ikke bedre, at veerne kom lige oveni hinanden. Vepauser var der ikke mange af. 

 

Ingen tid til smertelindring- du føder nu!

Da klokken havde passeret 01, ændrede veerne pludselig karakter. Som min mand siger, gik jeg fra at hyle til at growle (var hæs i flere dage efter fødslen), og jeg bad ham om at hidkalde jordemoderen AT ONCE! Jordemoderen kom ind og konstaterede hurtigt, at jeg ville føde NU! Min eneste reaktion var, FUCK, så får jeg ikke nogen bedøvelse, hvilket jordemoderen grinte af. Not funny at all! Jordemoderen forklarede fattet, at jeg måtte presse, og så ville hun pakke redskaberne ud og hidkalde assistance imens. 

Jeg lå på ryggen, men kunne ikke arbejde særlig godt med presseveerne, så de fik mig bakset om på venstre side. Jeg holdte fast i min mands arme under pressefasen, og pressede det bedste jeg kunne. Efter fire presseveer og the ring of fire, blev min datter født kl. 01.37. 4160 g og helt perfekt <3

Som jeg troede det værste var overstået, måtte jordemoderen tilkalde fødselslægen. Det viste sig, at jeg under fødslen havde pådraget mig en sphincterruptur/3. grads bristning. Min første tanke var, oh no! Det var bare en af de ting, jeg havde frygtet ville ske. Lægen vurderede bristningen som værende let at sy og efter en omfattende lokalbedøvelse, blev jeg syet på fødestuen, imens min datter suttede rigtig flot ved brystet.

 

Efterforløbet

De første to måneder efter fødslen var super hårde. Jeg havde utrolig mange smerter og måtte ligge ned det meste af tiden. Frygten for fremtiden fyldte en del og nogle dage så meget, at jeg græd. Ville det mon nogensinde blive godt igen? Ikke nok med bristningen, kunne jeg mærke, at noget hang ud, når jeg gik. Derudover kunne jeg ikke altid holde på luften. 

Da maj kom var smerterne væk, og min mand og jeg kunne så småt begynde at være sammen igen. Tanken om sex havde ellers givet mig koldsved og angst kort tid forinden. 

Her i starten af juni har jeg været til opfølgning hos gynækologerne på sygehuset grundet fortsat luftinkontinens, ømhed i arvævet samt grundet udbulingen (der dog blev noget bedre i ventetiden). Jeg fik til konsultationen konstateret en nedsunket bagvæg, der med årene nok må opereres. Derudover er jeg blevet givet tre mdr. til at se, om de andre gener går væk, ellers vil jeg blive henvist videre. Jeg er dog positivt indstillet.

Så fødslen har været en drøj omgang, og det har helt klart har taget mig noget tid at få den bearbejdet. Det gik så hurtigt og slet ikke, som jeg havde forventet. Samtidig sidder jeg tilbage og føler mig SÅ stolt! Jeg formåede at føde på så kort tid uden bedøvelse, urkvinde-style. Det er da bad-ass som bare pokker!! ;)

Michelle