Foråret kom og jeg havde termin den 27.maj.

Vi vidste ikke, om det var en dreng eller pige der gemte sig i maven, så spændingen var ekstra stor.

Men den 21. april, 5 uger før termin, går mit vand pludselig - helt uventet. Vi tog det meget stille og roligt. Vi var i kontakt med fødegangen, og kørte af sted efter vi havde pakket, været i bad osv.  

Inde på fødegangen blev vi mødt af en jordemoder. Jeg fik kørt en kurve og var under opsyn, da fødslen var startet så tidligt. Jeg havde ingen veer, ingen tegn på fødsel, udover vandet var gået. Vi blev sendt ud på en gåtur og kom tilbage til undersøgelse. Stadig ingen fremgang, og derfor fik jeg piller for at sætte fødslen i gang. 

Vi blev indlogeret på barselshotellet, hvor vi kunne passe os selv, men de synes stadig ikke de ville sende os hjem. Omkring midnat begyndte mine veer at komme. Jeg lod min kæreste sove, da jeg tænkte han havde brug for det, når han skulle være på næste dag - han kunne alligevel ikke gøre fra eller til på det tidspunkt. Jeg gik frem og tilbage ude på gangen, fik sovet mellem veerne og brugte min vejrtrækning på at komme igennem det.

Og det gik rigtig godt. 

Næste morgen havde vi en aftale med en jordemoder om, at hun skulle komme op og køre en ny kurve. Da hun kom tilbage og kiggede på papiret, var hun ikke helt tilfreds med hvad hun så. Hver gang jeg fik veer, faldt hjerterytmen. Det i sig selv var sådan set meget normalt, men den var langsom til at komme op igen, og det var hun ikke helt tryg ved. Vi kom ned på en fødestue og blev mødt af en overjordemoder som også fulgte med. Her kunne de observere min kurve inde fra deres kontor. 

Da der nu var gået 24 timer siden vandet gik, skulle jeg have antibiotika og derved blev de også enige om, at ligge et ve-drop, da jeg stadig ikke havde åbnet mig mere end 1,5 cm, som var det samme som dagen før. Veerne tog til, men babys hjerterytme blev endnu mere påvirket af de stærke veer. Der blev kaldt på en læge, som skulle tage en blodprøve af babys hoved. Der var nu både læge, jordemoder og overjordemoder på stuen, men der var ingen stress eller panik. De var hele tiden gode til at forklare, hvad der skulle ske. 

Jeg var ikke åben nok til, at de kunne tage blodprøven og derfor blev jeg beordret over på siden for at se, om det kunne fremskynde noget. Lægen og overjordmoderen nåede kun lige udenfor døren og konferere, men kom ind med det samme og sagde,

 "vi er ikke tilfredse med det vi ser. Nu trykker vi på den her knap, og så kommer det til at gå hurtigt, vi skal have fortaget et kejsersnit". 

Der blev trykket på knappen. En alarm gik i gang på gangen og der kom sygeplejersker, anæstesilæge, portør og flere folk. Droppet blev taget ud af min hånd og kurve-bælterne blev taget af. Jeg blev kørt af sted til operationsstuen, hvor 11 mennesker stod klar. Alle havde hver deres opgave. 

De vidste hvad de skulle og kom pænt og hilste på og fortalte hele vejen igennem, hvad de gjorde. Vores jordemoder fik pænt fortalt alle på stuen, at vi ikke kendte kønnet og selv gerne ville se det, hvis baby var okay. 

 14 minutter efter de havde trykket på knappen, kom den lækreste lille dreng til verden, med skrig og skrål og scorede topkarakter på deres skalaer. Min kæreste fik lov at kigge og fortalte herefter mig, at det var den smukkeste lille dreng. Han kom hurtigt forbi mig, inden han kom med børnelægen ud til undersøgelse. 

Selvom mit forløb endte akut og vi slet ikke var forberedt på det, var det det skønneste forløb, når nu det skulle ende sådan her. Da de først fortalte, at det blev kejsersnit, blev jeg helt vildt skuffet, for jeg havde virkelig set frem til min fødsel og havde et stort ønske om at føde vaginalt. Læger, jordemødre og diverse andre folk omkring os, var professionelle hele vejen igennem og informerede os helt ned til mindste detalje om hvad der skulle ske. Og selvfølgelig var det for vores søns bedste, at det endte som det gjorde.