Fra planlagt til akut kejsersnit

Jeg havde igennem hele graviditeten vidst at jeg skulle have et planlagt kejsersnit. Grundet en kronisk tarmsygdom har jeg fået indopereret en pacemaker og en elektrode i min lænd. Disse to ting til sammen stimulerer mine tarme, så jeg ikke har kroniske smerter mm. Det er en helt anden historie.

Men kort fortalt, så måtte jeg ikke føde vaginalt da elektroden sidder i mine nerverødder der kontrollerer mine tarme og blære. Ved pressefasen i en vaginal fødsel, kunne disse altså blive beskadiget og jeg behøver vist ikke komme nærmere ind på konsekvenserne af dette. 

Jeg havde altså et fint brev i min e-boks hvor der stod at jeg skulle have et planlagt kejsersnit onsdag den 1. august 2018. Det var surrealistisk at have en helt konkret dato. Den dato ville jeg blive mor og jeg skulle endelig møde min lille pige. En dato jeg længtes efter, da jeg havde en hård graviditet. Jeg var sygemeldt hele graviditeten bortset fra 5 uger hvor jeg arbejde på deltid. Det er også en helt anden historie.  

Igennem hele graviditeten havde jeg en følelse af, at jeg ikke ville gå tiden ud til D. 1. august. Jeg ved ikke hvorfor, men det var bare en følelse jeg havde

som viste sig at holde stik. 

Jeg havde været ind og ud af fødegangen et par gange med regelmæssige plukkeveer, men hver gang blev vi sendt hjem igen med beskeden om at alt var fint, min livmoderhals var lang og at jeg bare skulle slappe af. Det kom helt af sig selv da jeg have bækkenløsning og i forvejen var sengeliggende.  

Tirsdag den 3. juli begyndte min plukkeveer at blive meget kraftige og jeg følte måske at det mere var hen ad rigtige veer. Vi blev indlagt tirsdag aften, alt så fint ud, og vi blev udskrevet igen onsdag formiddag. Onsdag aften gik vi i seng ved 23-tiden og mine veer tiltog. Jeg lovede mig selv at give det 3 timer inden jeg ville ringe til fødegangen.

Da klokken slog 02.00 og jeg befandt mig selv på alle fire i sengen prustende som en hest, tænkte jeg at jeg hellere måtte give fødegangen et kald.

Jeg vækkede Anders, der havde sovet fra det hele, og han trykkede speederen i bund. Vi ankom til fødegangen og rutinen kørte med kurve, scanninger osv. Og alt så igen helt fin ud. Min livmoderhals var 3,7cm. Lang og det var helt perfekt. Natten og dagen gik med scanninger og jeg var nervøs. Selvom graviditeten hang mig langt ud af halsen, så skulle hun jo ikke komme nu. Jeg var 34+5 og slet ikke klar til at hun skulle komme.

Og hun var jo heller ikke klar.

Jeg googlede præmature børn, risici, senfølger, handicap og hvad der ellers kunne være. Det var dumt.  

Google er din ven - bare ikke når man er bange. 

Kl. 16.40 er jeg endelig faldt i søvn, efter knap et døgn uden søvn. Jeg vågner ved at noget føles vådt i mine trusser, jeg rejser mig op og sjask - SÅ gik vandet. Jeg løber ud på toilettet og kan se min slimprop nu også er gået. Jeg råber selvfølgelig til Anders med det samme at han skal ringe efter en jordemoder, for mit vand er gået. Han ringer med det samme med klokken, kigger på mig og spørger om jeg er sikker på, at jeg ikke bare har tisset. Jeg svare at jeg er rimelig sikker. Jordemoderen kommer med det samme og konstatere at det er vandet der er gået. Hun giver mig kæmpe ble på og store nettrusser til at holde det på plads. De informerer mig om at de har tilkaldt en ambulance, der vil komme og køre mig til Skejby sygehus, da Horsens ikke nogen neunotalafdelingen.  

Og NU startede mine veer for alvor.

 De kom som perler på en snor og de blev værre og værre for hver ve. Jeg stod op, lå ned, prøvede gå lidt. Jeg prustede og stønnede og aldrig i mit liv har jeg oplevet så meget smerte. Jeg kunne ikke få noget smertestillende da jeg skulle have kejsersnit - hvorfor ved jeg ikke. Men der var nok en mening med galskaben. De tilbød mig dog bistik - men jeg tænkte at mere smerte ikke lød som en særlig tiltrækkende ide. Jeg fik til sidst et ve hæmmende drop, så der var lidt længere imellem mine veer.  

Efter 5 kvarter kom ambulancen endelig og hentede mig, og det var til dato den længste tur til Århus nogensinde. Jeg ankom til Skejby sygehus og Anders fulgte efter ambulancen i bilen. Han parkerede 19.20 og fandt mig på en fødestue, hvor de var ved at køre en kurve. Idet han træder ind, brækker jeg mig noget så gevaldigt. Og da jeg havde været fastende i et helt døgn, var det kun saftevand der kom op, lækkert. 

 Da de var sikre på at babyen havde det okay, fandt de barbermaskinen frem og barberede mig forneden, så jeg var klar til mit kejsersnit. En lidt komisk situation.  

Jeg fik igen lidt ve hæmmende da mine veer nu var med 3 min. Mellemrum og varede ret længe... min krop var i så megen smerte. Jeg skulle også have antibiotika da hun kom alt for tidligt. 

Jeg blev nu kørt hen til operationsstuen og Anders fik hospitalstøj på. Jeg skulle dog kun have hårnet på og ellers var jeg bare iført min egen sorte kjole. Hende på operationsstuen blev jeg sat på operationsbordet og Anders sad foran mig. Nu skulle vi blot vente på anæstesilægen der skulle lægge min rygmarvsbedøvelse. I min journal kan jeg læse at det tog 3 forsøg inden han kunne lægge lokalbedøvelsen, forinden rygmarvsbedøvelsen. Men jeg tænker heller ikke at det var nemt at lægge på en kvinde med kraftige veer. Puha jeg krummer sammen ved tanken om smerten, og så alligevel tænker jeg, var det virkelig så slemt? Man glemmer smerte, men på den anden side, så jo.  

Det VAR så slemt. 

Nå men bedøvelsen virker endelig og for første gang i flere dage er min krop ikke spændt op og i smerte. Jeg slapper fuldstændig af. Jeg mister hurtigt følelsen i hele underkroppen og det er godt nok en mærkelig følelse ikke selv at kunne bevæge sig. Jeg blev nu lagt ned på operationsbordet, hvor de dækkede mig til med et klæde. Anders satte sig på en stol ved siden af mit hoved og han kunne holde mig i hånden, imens vi kunne kigge hinanden i øjnene. Han sagde ikke meget og vil nok heller ikke indrømme det, men jeg tror også at han var lidt skræmt af hele situationen. Det gik så stærkt det hele.  

 Jeg var angst for at bedøvelsen ikke virkede, og mit blodtryk dykkede gevaldigt. Jeg fik hurtigt lidt til at hjælpe det op igen. De begyndte nu at skære i mig og så kunne jeg ellers mærke hvordan de flåede mine mavemuskler fra hinanden. For det er det de gør. De river dem midt over. Jeg var slet ikke forberedt på alt det her, det havde jeg jo ikke nået at blive. Jeg var selvfølgelig bedøvet og kunne ikke mærke noget, men alligevel kunne jeg sagtens mærke at de rev og flåede i mig. Jeg sagde vist også av på et tidspunkt og det var en meget skræmmende oplevelse.  

Både Anders og jeg har snakket om det bagefter, hvor vi begge har sagt at de føles som om det tog et kvarter at få hende ud, virkeligheden er at det tog præcis 2 min.

Pludselig høre vi et skrig og i det øjeblik jeg høre det, skipper mit hjerte et slag og jeg var som forandret. NU var jeg mor. Det der var MIN datter. Tårerne trillede ned af kinderne og jeg lå bare og ventede og på at se hende.

unnamed....jpg

Det føltes igen som en evighed, men der gik jo ikke længe. De klippede navlesnoren, pakkede hende ind og kom hen med hende og holdte hende foran mit ansigt, i 5 sek. Og så gik de med hende. Anders fulgte med. Hun skulle tilses af en børnelæge med det samme, da hun var præmatur, og vi var blevet informeret om det inden, men alligevel følte jeg mig slet ikke forberedt. 

Jeg lå nu der helt alene og forladt. Anders var der ikke, Mynthe var der ikke. Lægerne var ved at sy mig sammen og snakkede med hinanden. Jeg kunne se blod på skærmen foran mit ansigt og jeg græd og græd. Jeg græd både af lykke og i afmagt og frustration. Er hun okay? Er jeg okay? Hvornår ser jeg hende igen?

“Er hun handicappet?”

Spurgte jeg. Den søde anæstesisygeplejerske forsikrede mig om at hun var helt perfekt og det gav mig lidt ro. 

Anders havde skyndt sig at tage billeder og kom ind for at vise mig dem. Nu græd jeg endnu mere. Hun var virkelig helt perfekt, og på trods af hendes tidlige ankomst fejlede hun ingenting. Nu fulgte Anders med Mynthe og lægerne op på neunotalafdelingen og jeg lå nu der på operationsbordet helt alene igen. Da de var færdige med at sy mig sammen, bar de mig op på en seng og jeg blev kørt op på opvågningen, hvor jeg lå i et par timer. Anders kom hurtigt ned til mig og havde ikke holdt Mynthe endnu, han synes det var noget vi skulle gøre sammen.  

Vi fik saftevand og ristet brød og der var fine lyserøde servietter.

JKL.jpg

Der kom hurtigt en sygeplejerske ind og gav mig en seddel med Mynthes cpr-nummer på - det gik stærkt! Bagefter kom jordemoderen ind og spurgte om jeg ville se moderkagen. Det ville jeg meget gerne. Anders sagde at han bare ville vende ryggen til, for han synes det var ulækkert. Der gik dog ikke mere end 10 sek. Så vendte han sig om og synes det var ret spændende alligevel. Jeg synes virkelig at det var dybt fascinerende at se hvor min lille pige havde tilbragt al sin tid inde i maven. 

Jeg tog nu et kig under dynen på min mave. Min navle var tilbage og maven var faktisk næsten helt væk. Det var en underlig følelse, og selvom jeg virkelig var træt af at være gravid, så var det meget underligt at jeg fra det ene øjeblik til det andet pludselig ikke var gravid mere. Og Mynthe som jeg var vant til at have ved mig, hun var der heller ikke. Hun lå oppe på neunotalafdelingen. 

Endelig fik jeg grønt lys til at komme op og se hende,

og det øjeblik jeg fik hende i armene, var det største i mit liv.

Selvom det hele er en tåge for mig, så bliver det bare ikke større og vildere - jeg fik nu endelig min datter i armene.

Lille Mynthe på 2330g. Og 46,5cm. Det var ren kærlighed!

image2.jpeg

 

 


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.