Hun siger at vi venter os monoamniotiske tvillinger

Sidst i januar 2016 testede jeg positiv og ord kan ikke beskrive hvor lykkelige vi var!

Til første scanning i uge 12, den 14 marts, var vi mega spændte. Jeg var første gangs gravid og jeg var allerede begyndt at få en lille bule på maven. Min kæreste var af en eller anden grund helt vildt nervøs, men jeg var utrolig fattet og rolig.

Da vi kommer til scanning spørg hun om vi venter ét eller to børn. Jeg grinede lidt over spørgsmålet, da jeg tog det som en selvfølge at vi kun ventede os ét barn. Hun scanner mig for at tjekke hvor mange børn der er. Pludselig siger hun at hun kan se to. Jeg griner igen da ærligt talt tror hun tager pis på os. Hun siger det igen og jeg kan godt høre nu at hun faktisk er ret seriøs.

Alle følelser strømmer igennem min krop men den mest dominerende følelse er uden tvivl  panik. Min kæreste som sidder ved siden af mig, grædende, og holder min hånd, kan sagtens se hvordan panikken strømmer rundt i min krop og han kan mærke hvordan jeg ryster.

Både af spænding, nervøsitet og frygt. Han udbryder "Det er kun godt skat!", og pludselig bliver min panik og frygt til glæde. Vi græder lidt og kigger med på skærmen. Hun siger så pludselig at hun ikke kan se den hinde som egentlig gerne skulle være mellem tvillingerne, og kalder på en jordemor mere. Hun kigger med på skærmen og scanner mig også selv og de konstatere at hinden som skulle være der, ikke er der. De forklare os lidt hurtigt om hvad det betyder, og det fik igen følelserne til at skifte fra glæde til frygt. Hun siger at vi venter os monoamniotiske tvillinger, som det så flot hedder, og det kan være meget kompliceret. Hun siger også at hvis vi vælger at gennemføre graviditeten kan jeg ikke få lov at føde selv.

Vi bliver henvist til Skejby sygehus hvor vi skal være 2 dage efter. Scanningen går godt og de er meget mere optimistiske end dem i Horsens og vi vælger at gennemføre graviditeten. Jeg skal scannes på Skejby hver 14. dag og jeg må ikke gå til længere end uge 32.

Efter omstændighederne går graviditeten egentlig godt. Jeg blev deltidssygemeldt fra uge 16 og sygemeldt helt fra ude 20. Jeg fik at vide at jeg max måtte bære 2-3 kg, og jeg skulle forholde mig så meget i ro som muligt. Da jeg er 28+5 bliver jeg indlagt med forkortet livmoderhals på 18mm og bliver sendt hjem igen da jeg er 29+3, da den er uændret. Jeg kommer til scanning igen 29+5 hvor tvilling A ligger rigtig langt nede og er meget svært at scanne. Det lykkedes dog endelig efter en halv times kamp og derefter fik vi lov at komme op og se den afdeling som vi skulle bo på efter fødslen. Samme nat, den 13. juli, er jeg på toilettet rigtig mange gange og jeg føler at det siver en smule, men tænker ikke mere over det. Da jeg klokken 9 går på toilet igen er der mere og jeg har fyldt det bind jeg i løbet af natten tog på. Da jeg sætter mig ned i sengen igen går mit vand. Jeg vækker min kæreste og siger at vandet er gået. Han går lettere i panik og farer op af sengen mens jeg får ringet til fødegangen på Skejby, som sender en ambulance.

Jeg har egentlig en aftale med en veninde senere på dagen, og får skrevet til hende at jeg er nødt til at aflyse. Mine veer begynder med det samme og jeg ringer grædende til min mor for jeg er kun 29+6 og det er bare for tidligt! Alt i mens jeg får det ordnet, er min kæreste, i ren panik, begyndt at lave kaffe og fodre høns. Han spørger mig pludselig hvad han skal gøre, og jeg ved det faktisk ikke, for jeg har jo allerede pakket en taske.

Jeg bliver hentet af ambulancen og vi når fra Hedensted til Skejby Sygehus på 25 minutter. Jeg har sindssyg mange veer på vejen derop og de kommer hver 3-4 minut. Da jeg kommer op på Skejby er der en masse mennesker til at tage imod os. De får lagt en masse ting på min forholdsvis ret store mave, for at måle at tvillingerne har det godt, og det har de!

Videre til operationsbordet. Jeg får en rygmarvsbedøvelse og får lagt et kateter. Min kæreste sidder ved siden af og overvejer hvilken retning han skal falde når han besvimer. Pludselig er der en mand der stikker hovedet ind og siger "Hej! Hyggeligt at møde jer. Jeg hedder Jesper og er børnelæge. Jeg tager imod jeres børn og kører dem på a30 når de kommer ud, sammen med far." Vi fatter stadig ikke ret meget men jeg er total bedøvet og pludselig ved mine fulde fem.

De går i gang og efter meget kort tid kommer den første. Albert, som er tvilling B, er den første. Han vejer 1720g og er 44 cm lang. Jeg ser ham kun på afstand inden de kører ham væk. Under et minut efter kommer Topper, tvilling A, og han vejer 1610g og er 43 cm lang. Hende som bærer ham, fører ham faktisk helt hen til mig, men det var en utrolig kort fornøjelse, for han skulle videre til a30. Min kæreste kysser mig, grædende, og får at vide at han skal følge med børnene. Jeg bliver efterladt - lige der, på operationsbordet. Jeg kan se blod under mig men ignorer det bare. Det har jeg slet ikke tid til at tænke på.

Narkoselægen prøver at få mig til at slappe af så han begynder at snakke om det nye Pokemon Go spil, og kommer med en masse pjattede navne til tvillingerne. Da de har lappet mig sammen bliver jeg kørt til opvågning, hvor mine forældre dukker op. Jeg skriver til min veninde igen at det er gået fint, og hun synes det er helt vildt at jeg havde overskud til at aflyse aftalen med hende, midt i mine begyndende veer. Efter 1,5 time får jeg lov at se mine børn. Jeg får Topper over på mig, og det var en helt fantastisk, overvældende og skræmmende følelse. Han var bare så lille, med slanger og ledninger overalt. De lå i hver deres lukkede kuvøse det første døgn. Dagen efter fik min kæreste lov at få Albert ud og der sad vi så. Mig, i min seng med Topper og min kæreste med Albert. Vi har aldrig været mere lykkelige.

Vi var indlagt på Skejby i 6 uger, hvor drengene lå på a30 og vi boede på forældrevingen. Derefter blev vi sendt til Horsens i en uge hvor vi skulle lære drengene at spise uden sonde. I dag sidder vi med to små dejlige drenge som snart bliver 2 år. Selvom vores drenge havde en lidt hård start på livet har vi nydt hvert et øjeblik. Vi fik så meget mere med fra Skejby end vores børn, hvilket i sig selv havde været nok. Vi har fået nogle rigtig skønne venner som selv har tvillinger, født på ca. samme tid. Udover at de stadig ikke rigtig har et sprog, eller kan sige ret mange ord, har vi to fuldstændig velfungerende drenge som elsker livet.

Stort tak til Skejby for jeres fantastiske behandling, omsorg og forståelse og til familien for støtten, og kærligheden!