I 2015 var jeg første gangs gravid.

Vi ventede os en lille dreng og både nakkefoldsscanningen og misdannelsesscanningen så rigtig fine ud. Nu glædede vi os bare til at møde ham.

Mandag d.6/7 var jeg uge 25+5. Om aftenen synes jeg at jeg var meget øm i lænden og havde en del plukveer. Min kæreste spurgte om vi skulle ringe til lægen, men jeg afviste og sagde jeg ville gå tidlig i seng.

Da jeg vågner næste morgen, er jeg meget træt, og da jeg går på toilettet, synes jeg at jeg ser lidt blod på papiret, men når at slippe det i toilettet. Da jeg ikke kan se noget i kummen vælger jeg at tage på arbejde. Jeg kan dog ikke slippe tanken om, om der var noget, så det første jeg gør på arbejdet, er også et toilet besøg og her ser jeg intet. Jeg tænker det nok bare var mig der så forkert.

Jeg arbejder som hjemmesygeplejerske og køre derfor ude det meste af dagen. Under min rute føler jeg at jeg får meget kraftige og regelmæssigt plukveer (tror jeg det er), og vælger så at gå ind på et toilet, da jeg stadig mindes morgenen hjemme. Her er der nu igen lidt gammelt blod, og jeg vælger nu at ringe til fødegangen.

Ved opkaldet spørger hun ind til min lænd og jeg svare den også er ret øm. Jordemoderen beder mig komme og siger jeg skal tage det stille og roligt og at der formentlig ikke er noget. Jeg ringer om min mor vil tage med mig. Jeg vælger ikke at kontakte min kæreste da han arbejder som respiratorhjælper og derfor ikke kan gå fra sit arbejde og jeg ønsker ikke at gøre ham unødig nervøs. Jeg tænker selv at jeg er hjemme inden han får fri.

En time efter mødes min mor og jeg og går over på sygehuset, som jeg bor lige ved siden af. Der kommer hurtigt en jordemoder og tager imod os og føre os ind i et modtagelsesrum. Her scanner de min livmoderhals og jordemoderen ser lidt forvirret ud og nævner hun er nødt til at hente en læge.

Kort efter kommer hun tilbage med en læge der kun har kort tid da hun skal videre til et kejsersnit. Denne læge siger at hvis det er som hun ser, er det ikke så godt, men beder jordemoder hente en anden læge, samt undersøge mig.

Jeg føler lidt de taler over hovedet på mig og jeg fanger ikke helt hvad der foregår. Mens vi venter på den anden læge, undersøger jordemoderen mig.

Da lægen kommer og scanner, taler de sammen og ser lidt tomme ud i blikkene. De kigger på mig og siger min livmoderhals er omkring 15mm

og jeg skal have lungemodner og sendes til Odense med ve-hæmmende drop.

Det er ikke helt gået op for mig at jeg egentlig er i risiko for at føde, og at det er derfor jeg skal til Odense. Min kæreste ringer for, vel 5. gang og jeg tager nu telefonen, og han siger lidt irriteret: hvorfor har du ikke taget din tlf.? Jeg svare kort: jeg er blevet indlagt, ham: det er en joke? .. men nej det er ikke en joke og ca. En halv time efter er han ved min side. Ret imponerende at han har formået at ringe efter en afløser og hun er nået at komme og afløse, plus han er cyklet til sygehuset på den tid.

Inden afgang til Odense bliver vi spurgt om vi vil være med i et forsøg med magnesiumsulfat, der muligvis kan nedsætte risikoen for spasticitet ved børn født før uge 32, hvis det gives til moderen i 48 timer inden fødslen. Da jeg ikke tror jeg føder spørger jeg meget til om det kan skade hvis han ikke fødes, det kan det ikke. Jeg får hængt droppet op og jordemoderen tilkalder lægen da hun ikke kan få dråbetælleren til at virke. Da lægen kommer river hun i dropslangen, som hun glemmer at lukke, hvilket gør jeg får en kæmpe dosis på kort tid og er ved at falde om. Er dog hurtig mig selv igen, og lægen er meget ked af det og undskylder meget og fortæller at det i hvert fald ikke er placebo jeg har fået og at hun vil lave en utilsigtet hændelse på situationen.

Her efter min fødsel er jeg dog glad for at vide at jeg fik magnesiumen, så jeg ved alt er gjort for at forebygge komplikationer.

Ambulancen kommer og turen går til Odense. Kan huske jeg føler det er akavet at jeg skal med en ambulance og har mest lyst til at spørge om jeg selv må køre derover. Min kæreste går hjem og pakker lidt og tager vores egen bil til Odense. Der er ikke plads i ambulancen da der skal en jordemoder med. 

Det er sent jeg ankommer til Odense, så jeg får en seng så jeg snart kan sove.

Min kæreste kommer kort efter og han må sove på fødebriksen, som ikke er super behagelig.

Lægen kommer og snakker med os, og nævner at vores første milepæl er uge 28+0. Det er først nu det egentlig går op for mig, at jeg er ved at føde.

Jeg troede milepælene var 40+0.

Jeg kan huske at jeg tænker tilbage på et tv-program om for tidlig fødte og om hvor skræmmende jeg synes de små babyer var, og nu skal jeg måske selv have en. Næste dag (onsdag) kommer lægen igen og denne gang sammen med en neonatal sygeplejerske...

De har en bog med hvor der er billeder af for tidlig fødte babyer. Jeg huske at jeg stadig synes de var lidt skræmmende. Torsdag fjerner de mit ve-hæmmende drop, og jeg flyttes på en svangre afdeling.

Her mener sygeplejersken at jeg både må gå rundt og selv gå på toilet osv, på trods af jeg ikke måtte gå ud af sengen på fødeafdelingen.

Hun lytter ikke og virker bedrevidende og til sidst da jeg begynder at bløde igen bliver jeg ked af det og siger at jeg jo bare ikke vil føde nu.

Da der er vagtskifte kl.23, ringer jeg efter den nye sygeplejerske. Hun er lyttende og får en læge ind der scanner og min livmoderhals er nu kun 5-7mm. Jeg kommer retur til fødegangen og får er nyt ve-hæmmende drop. Fredag til lørdag husker jeg kun i brudstykker, da jeg bliver ved med at falde ind og ud af søvn da jeg har fået veer som droppet ikke kan stoppe.

Omkring kl.6 lørdag kommer der dog en læge ind og scanner. Hun siger at livmoderhalsen er væk. Jeg spørger om jeg er åben og hun svare at desværre er jeg lidt åben. 1,5cm.

“Der er en der vil have fødselsdag i dag”..

Den sætning ramte som en spand kold vand. Min kæreste spørger om han skal ringe efter nogle evt. min mor, men vi ønsker bare at klare det selv og ringe når det hele er overstået.

Kl.7 kommer en lidt ældre jordemoder ind og jeg bliver egentlig lettet da der om natten var en MEGET ung jordemoder.

Hende her virker godt erfaren og det giver ro. Hun fortæller om fødslen og hvordan det vil foregå og at jeg bare hele tiden skal lytte til hende. Da fødslen går igang kommer der både neonatal sygeplejerske, neonatal læge, fødselslæge og jordemoder, vi bliver også spurgt om der skal komme en præst, så vi kan få vores søn døbt. Det ønsker vi ikke, da vi ønsker og tror på han skal døbes i en kirke, med de faddere og den gudfar som vi har valgt.

Ikke her i det kaos. 

7min efter, kl.10.35 er vores søn født. Uge 26+3 36cm og 864g.

fødselsberetning for tidlig født

Det første jeg siger efter fødslen er “hvorfor græder han ikke?” Lægen fortæller han er for lille og derfor ikke kan. Da der er gået et kvarter, siger lægen, “nu er han 15min, nu skal han snart konfirmeres”.

Den sætning gav egentlig håb, i det han gav os en fremtidsudsigt.

De kørte væk med vores søn og min kæreste gik med. Det var mærkeligt pludselig at ligge der alene.

Efter noget tid kommer min kæreste og vi ringer til vores familier. Derefter skal jeg se vores søn rigtig for første gang. Kan huske kuvøsen der stod med et tæppe over. Da tæppet trækkes til side, ser jeg den fineste lille dreng. Han kigger med en blå strikket hue og en blåt strikket tæppe.

Jeg husker hvor rørt jeg bliver over, at nogle har lavet det til ham.

Vi kan nu se frem til 3mdr på sygehuset. Vi brugte den første måned i Odense og de sidste to i Esbjerg. Dem i Esbjerg var egentlig overkommelige, for der var den værste frygt væk. Den i Odense var forfærdelig. Vores søn klarede sig egentlig godt, men efter ca.10 dage bliver han alvorligt syg, da han er i behandling for en åben ductus. Han taber sig 63g på 1 døgn, og er askegrå og slap.

Sygeplejersken der passer ham, mener det er vægten i kuvøsen der vejer forkert, og mener han skal vejes senere. Dette er jeg dog ikke tilfreds med, da jeg mener han ser meget dårlig ud og afdelingssygeplejersken beder hende få en læge ind.

Lægen beder dem veje ham manuelt og her ses det at han har tabt sig så meget. Nu kommer overlægen heldigvis og vi går lidt væk for at give hende ro til at undersøge.

Efter noget tid kommer hun ned til min kæreste og jeg og fortæller at det er alvorligt da hans kalium er på 7,7. Hun har dog sat behandling i gang, og vil tage blodprøver hver time for at tjekke om det falder. Min kæreste spørger om det så er godt hvis det falder, hvortil hun svare ja, men det er stadig kritisk.

Han spørger så: hvad hvis det ikke falder? Hun ser alvorlig ud og svare: “så ser det ikke godt ud, men så tager vi den derfra”. Vi står stivnede tilbage og ser på hinanden og bryder sammen.

fødselsberetning for tidlig født

På gangen bliver vi mødt af en meget erfaren sygeplejerske, der fortæller hun nu har overtaget pasningen af vores søn. Hun spørger også om hun skal tilkalde en præst så vi kan få ham døbt. Vi har dog ikke mod på det, da vi ikke ønsker han skal forstyrres når han er så dårlig og samtidig følte vi at vi gab afkald på håbet om at få ham døbt i kirken, at vi gav ham lov til ikke at klare den.

Efter en time er hans kalium nede på 7,1. Det går heldigvis den rigtig vej, selvom det stadig er alvorligt. Omkring kl.16 er han heldigvis helt stadig og har normale værdier igen. Vi slap med skrækken, men vi er chokeret over at få af vide at hans blodprøve svar ikke var blevet tjekket, for så kunne det være opdaget tidligere.

Resten af indlæggelsen foregår forholdsvis gnidningsfrit. Dog får han en infektion hvor han skal have antibiotika og han får også lys for gulsot flere gange.

I dag er han en glad dreng på 3,5år.

Han er en lille spirrevip, men er godt med motorisk og har ikke senfølger. Det eneste der er, er at han ikke har et super godt sprog endnu. Han er dog godt på vej. Og om sproget er pga. hans tidlige fødsel ved vi ikke. Hans far talte også sent og han har også haft væske på ørene og fået dræn to gange.

fødselsberetning for tidlig født

 

Vores råd til andre i samme situation er:

Snak om tingene.
Giv hinanden plads.
Giv hinanden frihed også under indlæggelsen.
Spørg spørg og spørg.
Husk du er dit barns advokat, så spørg hellere for meget end for lidt.
Lad vær med at bearbejde dig selv.

 

Og gode råd til besøgende:

Kom på aftale tidspunkter. Det er en presset hverdag og meget skal passe sammen.
Inviter på mad.
Tilbyd at vaske tøj.
Ikke at komme midt i spisetiden hvis i ikke giver mad- vi kan ikke lave noget når i er gået.
Lyt.

Mvh Malene. 
Mor til Carl født 26+3 i juli 2015. Og Mathias født 36+1 i april 2018


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.